Når finansminister Nicolai Wammen mandag 17. maj indleder de årlige økonomiforhandlinger med kommuner og regioner, så tyder alle tilgængelige data på, at regeringen har et meget lille råderum, og at forhandlingerne derfor kan blive meget svære.

Ingen udenfor regeringskontorerne ved præcist, hvor meget regeringen er klar til brænde af det samlede økonomiske råderum frem til 2025 på i alt 19,5 milliarder. Men som det fremgår af skemaet, så er der kun samlet knapt 4,4 milliarder kroner til både økonomiforhandlingerne og finanslovsforhandlingerne, hvis man antager, at regeringen doserer det frie råderum ligeligt hen over årene.

Danske Regioner har allerede varslet, at de kræver 2,1 milliarder kroner, og KL har varslet, at de fremlægger en ambitiøs handicapplan til flere milliarder kroner oveni stigende udgifter til flere børn og ældre - det såkaldte demografiske træk.

Ud fra det vil regionernes og kommunernes krav æde mere end det samlede økonomiske råderum.

Men finansministeren er nødt til at gemme en betydelig del af råderummet til finanslovsforhandlingerne, hvor han allerede nu er mødt af en næsten endeløs række af krav fra regeringens støttepartier til bedre og dyrere offentlig service.

Svært at skaffe forhandlingsreserve på de normale godt to milliarder kroner

Regeringen har eksplicit lovet at dække kommunernes og regionernes udgifter til flere børn og ældre, og det ventes ud fra de foreliggende tal at sluge cirka 2,2 milliarder kroner af råderummet.

Det efterlader blot knapt 2,2 milliarder kroner til serviceløft i kommuner og regioner samt både demografidækning og serviceløft på statens område.

Normalt har finansministeren sikret sig en forhandlingsreserve på godt to milliarder kroner til finanslovsforhandlingerne, men det vil ud fra de foreliggende tal reelt kræve, at hverken kommunene eller regionerne får en bøjet 25 øre til at løfte deres servicerammer ud over det demografiske træk.

Det er ikke realistisk i lyset af regeringens egne løfter om bedre velfærd. Årsagen er, at nulvækst ud over demografisk træk vil udløse betydelige besparelser på de brede serviceområder både på sygehusene og i kommunerne.

Forklaringen er den enkle, at der ud over demografien er en opdrift i udgifterne hos både kommunerne og regionerne.

Hos regionerne er det især udgifterne til medicin, der ifølge Danske Regioner i en årrække steget med cirka 400-500 millioner kroner årligt, og dertil skal lægges udgifter til nye forbedrede behandlinger.

Hos kommunerne er det især stigende udgifter til det specialiserede socialområde, hvor udgifterne stiger med cirka en halv milliard kroner om året på grund af flere diagnoser til børn og højere levealder for handicappede.

Udover de udgifter kommer befolkningens stigende forventninger til den offentlige service.

Svært at skaffe nye penge

Finansministeren kan skaffe nye penge ved enten at gennemføre besparelser på nogle områder eller ved at udskrive nye skatter.

Besparelser er reelt svære at finde, hvis de ikke må omfatte hverken overførsler eller velfærdsområderne. Reelt kan der altid - i hvert fald på papiret - findes nogle hundrede millioner kroner ved eksempelvis at skære i konsulentudgifter eller andet, som ikke rammer velfærden direkte.

Nye skatter er også en vanskelig opgave. Det skyldes dels, at regeringen allerede har fået vedtaget samlede skattestigninger på 6,7 milliarder kroner om året frem mod 2025, dels at regeringens parlamentariske flertal mildt sagt er uenige om, hvor skatteskruen i givet fald skal strammes.