Hovedstadskommuner stikker af på de største anlægsområder
På de to største anlægsområder i de kommunale budgetter for 2021, folkeskoler og daginstitutioner, bruger hovedstadskommunerne markant flere penge end resten af landet. Se alle kommuners anlægsudgifter til de to områder her.
Udgivet: 19/01/2021
På anlæg af folkeskoler bruger kommunerne i Region Hovedstaden fire gange så mange penge som kommunerne i Region Sjælland i budgettet for 2021. Kommunerne i de tre andre regioner halser også langt efter Hovedstaden, når det gælder om at bruge penge til anlæg af folkeskoler.
Også på daginstitutioner bruger hovedstadskommunerne i gennemsnit væsentligt flere penge end resten af kommunerne. Dermed står kommunerne i Region Hovedstaden for en meget stor andel af udgifterne til de to største udgiftsposter i de kommunale anlægsbudgetter.
Kommunerne i hovedstaden har anlægsudgifter til folkeskolerne på 1.194 kroner per indbygger i 2021. I Region Nordjylland, som er den region, der har næsthøjest anlægsudgifter, bruger kommunerne 607 kroner per indbygger på folkeskoler. Kommunerne i Region Sjælland, hvor man bruger mindst, er der anlægsudgifter til folkeskolen på 294 kroner i budgettet for 2021.
Kommunen med de højeste anlægsudgifter til folkeskolen ligger da også i Hovedstaden. Høje-Taastrup budgetterer med en anlægsudgift til folkeskolerne på hele 3.154 kr. pr. indbygger. Det svarer til i alt 161,5 millioner kroner. Trods det høje beløb, er det en stor nedgang i forhold til det PL-regulerede budget for 2020, hvor kommunen budgetterede med 291,3 millioner kroner, svarende til 5.716 kroner per indbygger.
Modsat er der ni kommuner, som slet ikke budgetterer med anlægsudgifter til folkeskolen.
(Artiklen fortsætter under kortet)
Også på daginstitutioner er det hovedstadskommunerne, der har de højeste anlægsbudgetter per indbygger. Her har hovedstadskommunerne budgetteret med udgifter for 607 kroner per indbygger. Region Sjælland har de næsthøjeste udgifter, men kommer med 344 kroner per indbygger ikke i nærheden af hovedstadskommunerne.
I Region Sydjylland har man anlægsudgifter til daginstitutioner på beskedne 158 kroner per indbygger. Der er da også mange kommuner i Region Sydjylland, som slet ikke har budgetteret med anlægsudgifter til daginstitutioner i 2021.
I alt er der hele 27 kommuner, som ikke har udgifter til anlægsprojekter i daginstitutionerne i de kommunale budgetter for 2021. Det er til trods for, at anlægsudgifterne til daginstitutionerne i alt forøges med hele 500 millioner i forhold til 2020, svarende til en vækst på 30 procent.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:35
Temaer: Kommuneøkonomi
Emner: Budget, Daginstitution, Skole







































