
Ifølge kommunens interne budgetopfølgning har corona kostet Københavns Kommune 665 millioner kroner. Det er dermed den kommune, der har de største udgifter per indbygger. Her rengøres en af kommunens metrostationer for at overholde coronarestriktionerne. - Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Manglende corona-kompensation koster kommuner op til 800 kr. per borger
Københavns Kommune ser ud til at mangle 811 kroner per indbygger til at dække covid-19 udgifter. I Lemvig skal man blot finde 30 kroner per indbygger. Dermed rammer den manglende kompensation vidt forskelligt på tværs af kommunerne.
Udgivet: 14/12/2020
Det må være kommet som et hårdt slag i økonomiafdelingen i mange af landets kommuner, da det fredag aften stod klart, at kommunerne ikke får yderligere kompensation til at dække merudgifter til covid-19 i 2020.
Den manglende kompensation rammer nogle kommuner væsentligt hårdere end andre, og det ser ud til, at særligt Københavns Kommune rammes hårdt af, at man ikke får dækket sine udgifter yderligere fra staten.
I landets største kommune har man ifølge et referat fra kommunens økonomiudvalg udgifter for i alt 665 millioner kroner til håndtering af covid-19 i 2020. Her fik man ved midtvejsreguleringen en kompensation på 147,5 millioner kroner.
Det betyder, at man har udgifter for i alt 517 millioner kroner, svarende til 811 kroner per indbygger, som man må finde i sit eksisterende budget for 2020.
Anderledes roligt kan man tage aftalen i Lemvig Kommune, hvor man skønner at have merudgifter på 568.000 kroner, svarende til 30 kroner per indbygger, efter statens kompensation fra midtvejsreguleringen.
Ved midtvejsreguleringen fik kommunerne i alt 1,35 milliarder til at dække håndteringen af covid-19, som blev fordelt efter bloktilskudsnøglen, altså kommunernes indbyggertal. Det betyder, at kommunerne fik 231 kroner per indbygger.
Det er den kompensation, som kommunerne havde håbet på, at de skulle have forhøjet i fredags, men hvor de i stedet måtte tage til takke med kun at få dækning for indkøb af værnemidler.
Manglende kompensation vil ramme nogle kommuner hårdt
Den manglende kompensation per indbygger på 811 kroner i Københavns Kommune og 694 kroner i Glostrup Kommune står umiddelbart i kontrast til regeringens gentagende løfte om, at kommunerne ville blive dækket fuldt ud for deres udgifter til håndteringen af covid-19.
Godt nok styrer kommunerne mod et større mindreforbrug i 2020, hvor en stor del af besparelserne helt eller delvist kan tilskrives corona, men det er endnu uvist, hvilke kommuner der har haft mulighed for at spare mest på den konto.
Derfor vil der være kommuner, hvor mindreudgifterne forbundet med håndteringen af covid-19 ikke vil kunne dække deres store merudgifter, og som derfor grundet manglende kompensation vil ende med et tab i 2020 til håndteringen af covid-19.
I tabellen her har vi for ti kommuner på tværs af landet opgjort, hvor hårdt kommunen er ramt af udgifterne til håndtering af corona. Merudgifterne er dels fundet fra kommunernes interne budgetopfølgninger, dels fra en aktindsigt foretaget af NB-Kommune.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34









































