
Kommunerne skal selv betale for alle de afledte covid-19 udgifter, fordi der har været så store besparelser på andre områder. Det fremgår af aftale mellem KL og regeringen. - Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Kommuner får ingen ekstra corona-penge - staten betaler kun for værnemidler
Kommunerne får ikke ekstra penge udbetalt for corona-udgifter. KL har accepteret, at staten alene betaler kommunernes udgifter til værnemidler på en milliard kroner.
Udgivet: 14/12/2020
De danske kommuner får trods klare løfter fra regeringen om fuld dækning af alle corona-udgifter ikke så meget som en krone fra staten til at betale for ekstra rengøring og andre corona-afledte udgifter afholdt i andet halvår af 2020.
Ifølge en aftale regeringen og KL indgik fredag, vil regeringen alene betale kommunes indkøb af værnemidler for en milliard kroner i organisationen KVIK.
Dermed skal en række kommuner, som ifølge deres egne opgørelser har haft store netto ekstraudgifter til covid-19, selv betale regningen.
Umiddelbart ligner aftalen et markant nederlag for kommunerne. Men ifølge NB-Økonomis oplysninger stod KL i en meget svag forhandlingsposition, fordi alle tilgængelige data peger på, at kommunerne har haft så store besparelser fra aflyste og udskudte opgaver i 2020, at det langt overstiger ekstraudgifterne til rengøring, ekstra personale og andet til at håndtere covid-19 krisen.
"Budskabet i aftalen er, at vi for kommunerne under et - indenfor rimelighedens grænser - får dækket de udgifter, der er. Det er den aftale vi har lavet," siger KL's formand Jacob Bundsgaard til NB-Økonomi og fortsætter:
"Det er jo et signal om, at man skal tænke sig om og ikke bare bruge løs. Og ligger man som enkelt kommune over gennemsnittet, så risikerer man også, at der er en regning, som skal samles op, fordi den ikke bliver dækket af staten. Det er vilkårene, og de var kendt."
Hele kernen i diskussionen handler om, at regeringen reelt kun har lovet at dække kommunernes netto ekstraudgifter til covid-19. De seneste prognoser siger imidlertid, at kommunerne har haft et samlet markant mindreforbrug - helt op til omkring fire milliarder kroner i 2020. Og det er langt mere end de opgjorte ekstraudgifter på to milliarder kroner til covid-19.
Regeringen kunne på basis af prognosen reelt godt have argumenteret for, at kommunerne også selv kunne have betalt regningen for værnemidler på en milliard kroner fra den fælles indkøbsorganisation KVIK.
Prognosen - som står i skærende kontrast til kommunernes indmelding om et netto merforbrug på grund af corona på to milliarder kroner - er ikke nævnt i aftalen. Men aftaleteksten siger direkte, at "der foreligger på nuværende tidspunkt ikke et fyldestgørende overblik over samtlige COVID-19 udgifter i kommunerne i 2020."
"Vi kender ikke det fulde år helt endnu, men det tyder på, at der samlet set har været et mindreforbrug, fordi man har udskudt løsningen af en række opgaver. Derfor udestår der et behov for at gøre den samlede regning op, og der skal både merudgifter og mindreudgifter tages med. Det, vi har fået håndslag på, er, at vi skal drøfte det her i forbindelse med en kommende økonomiaftale," siger Jacob Bundsgaard til NB-Økonomi.
Ingen overførsel af serviceramme
Mange kommuner havde håbet på, at KL kunne få overført en del af den ikke forbrugte serviceramme fra 2020 til 2021, hvor en del af de udskudte opgaver vil belaste budgetterne og dermed servicerammen.
Men ifølge aftalen fastslår regeringen direkte, at kommunerne ikke skal regne med at få udvidet servicerammen i 2021, og dermed vil et eventuelt ekstra forbrug på grund af udskudt opgaver skulle tages fra budgetterne til andre opgaver.
"Udgiftsudviklingen følges, så det sikres, at dette sker indenfor de aftalte økonomiske rammer for 2021," hedder det ordret i aftalen.
"Det er udtryk for, at staten er nødt til at have et udgiftsloft, og da går de helt til stregerne i forhold til udsvingsgrænserne i EU i 2021," siger Jacob Bundsgaard.
Ifølge KL-formanden er det dog ikke udelukket, at KL kan rejse kravet om en udvidelse af servicerammen i 2021, hvis det viser sig, at de udskudte opgaver belaster budgettet mere end de afledte besparelser på grund af corona-udgifter i 2021.
Men ifølge NB-Økonomis oplysninger er forventningen i Finansministeriet og til dels hos KL, at kommunernes besparelser på grund af udskudte ansættelser og aflyste projekter vil fortsætte ind i 2021, og dermed kunne dække de opgaver, som har været udskudt fra 2020.
Hvis de to poster går lige op, så vil regeringen til gengæld i 2021 være nødt til at dække kommunernes bruttoudgifter til covid-19. Og det er regeringen ifølge den samlede aftale indstillet på.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34









































