
Langeland Kommune med borgmester Tonni Hansen (SF) i spidsen er en af de kommuner, der scorede en stor varig kompensation for at sætte skatten ned til 26,3. Derfor har de over 100 procent udligning af deres skatteindtægter i 2021. - Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix
Tre kommuner får udlignet over 100 procent af skatteindtægterne
En analyse foretaget af NB-Økonomi viser, at tre kommuner får over 100 procent af deres mindreindtægt fra indkomstskatten udlignet i 2021. Syv andre kommuner får mellem 90 og 100 procent udligning. Forstå mekanismen her.
Udgivet: 04/12/2020
Odsherred, Langeland og Halsnæs får alle over 100 procent udligning af deres skatteindtægter i 2021, mens syv andre kommuner får udlignet mellem 90 og 100 procent.
Det viser en analyse foretaget af NB-Økonomi, som har set på kommunernes reelle udligningsgrad af skatteindtægterne i 2021 efter den varige skatterabat, som 12 kommuner får fra 2021.
Alle 12 kommuner, der i foråret blev tilbudt at sætte skatten ned til 26,3 procent mod at de varigt fik kompenseret forskellen til deres nuværende skatteindtægt, valgte at takke ja til tilbuddet.
Det betyder, at flere af de kommuner nu får en meget høj udligningsgrad af deres skatteindtægter.
Det mest ekstreme tilfælde er Odsherred Kommune, der får udlignet hele 821 procent af den del af deres skatteindtægter, de har under gennemsnittet. Kommunen ligger kun 2,4 millioner under landsgennemsnittet på deres skatteindtægter ved en gennemsnitlig skatteprocent, som i 2020 er 24,95.
Med en varig skatterabat på 16,1 millioner kroner årligt og en særlig finansiering i skatteudligningen som falder fordelagtigt ud til Odsherred Kommune, får kommunen i alt 19,7 millioner kroner fra udligningen af skatterne, selvom kommunen kun ligger 2,4 millioner under gennemsnittet. Det giver dem en udligning på 821 procent.
Også Langeland Kommune nyder godt af den varige skatterabat, og indtager listens andenplads med en udligning på 114 procent.
Et vigtigt forbehold ved analysen er, at den kun tager højde for udligningssystemets indtægtsside, og er dermed udelukkende et udtryk for, hvor meget af kommunernes skatteindtægter, der udlignes gennem udligningssystemet.
Udligningen af kommunernes udgiftsbehov er således ikke med i analysen.
Se i tabellen her, hvilke 10 kommuner, der har over 90 procent udligning, og hvor meget de ligger under det landsgennemsnitlige skattegrundlag.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:34
Temaer: Kommuneøkonomi, Udligning
Emner: Halsnæs Kommune, Langeland Kommune, Odsherred Kommune










































