
Partierne bag boligskatteforliget har fredag indgået en aftale om at lette ejendomsværdiskatten allerede i 2021. Samtidig skal grundskylden stige mindre end ellers forudsat fra 2021 til 2024. (arkivfoto) - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Ekspert: Ejendomsvurderinger bliver centrale i næste udligningsreform
Selvom en ny kommunal udligningsreform synes at være langt ude i fremtiden, kan det nuværende kaos i ejendomsvurderingerne få afgørende betydning i en kommende reform. Det vurderer udligningsekspert Niels Jørgen Mau.
Udgivet: 03/09/2020
Udviklingen i det kaosramte nye system for ejendomsvurderinger og dermed udskrivning af ejendomsskatter kan få en afgørende betydning i den justering af den kommunale udligning, som er planlagt til at træde i kraft fra 2028.
Det vurderer en af Danmarks førende eksperter i kommunal udligning, Niels Jørgen Mau, som i en lang årrække var afdelingschef i Indenrigsministeriet, og er en af fadderne til den moderne kommunale udligning.
"Hvis satsen for grundskyld bliver givet fri igen og man får nye grundværdier, så er det naturligt, at man tager de faktiske grundværdier ind i udligningen. Det vil give smæk til nogen og fordel til andre," siger han.
Niels Jørgen Mau peger samtidig på, at der vil være en række andre temaer, som rent logisk vil presse sig på ved en kommende ændring af udligningssystemet.
Selvom al snak om en fremtidig reform af den kommunale udligning kan syntes fjern efter Folketinget vedtog en reform af udligningssystemet så sent som i juni måned, så er det et faktum, at partierne bag boligskatteforliget har vedtaget, at de nye boligskattevurderinger "skal indfases" i den kommunale udligning fra 2028.
Fejlagtige ejendomsvurdering minder om fejlagtige data for udlændinges uddannelse
De nye boligskattevurderinger har åbenlyse fællestræk med dataene for udlændinges uddannelse, som på grund af registerfejl gradvist blev mere skæve fra 2006 og frem. Da fejlen blev opdaget i 2017, havde det skævvredet den kommunale udligning med 1,1 milliarder kroner, som 27 kommuner havde fået ekstra i udligning årligt, mens 69 kommuner led et tilsvarende tab (to kommuner var ikke påvirket).
De fejlagtige ejendomsvurderinger flytter et betydeligt større beløb, og er koncentreret på færre kommuner.
Derfor er det interessant at se på, hvilke muligheder, som lå på politikernes bord, da de skulle indarbejde de nye korrekte data for udlændinges uddannelse i udligningen:
- Da VLAK-regeringen fremlagde sit forslag til udligningsreform i 2018 indgik tab og gevinster på de nye data for udlændinges uddannelse i beregningerne over de kommunefordelte effekter, og dermed ville de reelt stort være blevet elimineret. De kommuner, som havde vundet på fejlen fik i store træskolængder lov til at beholde gevinsten, mens taberne ikke fik nogen nævneværdig kompensation.
- Da forhandlingerne om udligningsreformen faldt indførte VLAK-regeringen en to-årig kompensation. Det var uklart på det tidspunkt, om det var en to-årig indfasning af de nye data eller om det var en kompensation, indtil et nyt udligningssystem skulle indregne de nye data stort set uden fordelingsmæssige effekter, som det blev foreslået i 2018.
- Da S-regeringen fremlagde sit reformforslag i januar 2020 var effekten af bortfaldet af kompensationen for de ændrede data imidlertid ikke indregnet i de kommunefordelte effekter, ligesom en tilsvarende men noget mindre kompensation for ændrede data for ældreudgifter heller ikke var. Dermed blev effekten af de ændrede data pludseligt til et tab for de kommuner, som fra 2006 til 2018 gradvist havde fået en gevinst og i 2019 og 2020 havde fået kompensation for at have mistet den gevinst.
Hvad politikerne vil vælge i relation til de nye ejendomsvurderinger står hen i det uvisse. Teksten fra boligforliget om indfasningen af de nye korrekte vurderinger siger blot, at "efter 2025 (senere ændret til 2028 red.) lægges der op til gradvist at indfase en udligning af de kommunale forskelle i det nye beskatningsgrundlag."
Grundværdierne indgår i det nuværende udligningssystem fuldt ud, det vil sige at kommunerne får eller betaler udligning i forhold til, hvor meget de ville få ind i grundskyld, hvis de beskattede deres borgere med en gennemsnitlig grundskyldspromille. Præcis som personskatter indgår i udligningssystemet.
Boligskatteforliget fastslår, at man ved indfasningen af de nye boligskatter fra 2024 fratager kommunerne retten til at fastsætte grundskylspromillen, som istedet fastsættes af Folketinget, så boligejerne i en kommune samlet set holdes skadesløse for de stigende vurderinger.
Det betyder konkret, at boligejerne i de rige bykommuner får en markant lavere grundskyldspromille - helt ned til seks promille - end boligejerne i yderkommunerne, som typisk får en grundskyldpromille tæt på 30. For at undgå en kraftig effekt på udligningen, så har forligspartierne reelt fastfrosset udligningseffekten frem til 2028.
"Der kommer nye friske data i form af nye ejendomsvurderinger ind i systemet på et tidspunkt. Hvis man så vil ophæve fastfrysning at kommunernes grundskyldspromiller, og det vil man jo nok, så giver det nogle forskydninger," siger Niels Jørgen Mau. "Hvis kommuner kan fastsætte grundskyldspromillen, så har det jo værdi at have et større besktningsgrundlag, og så bør det udlignes."
Men hvilken fordelingseffekt det vil få mellem kommunerne er ifølge Niels Jørgen Mau et politisk spørgsmål. Altså om man vælger modellen fra VLAK-regeringen med at kompensere tab og gevinster på ændrende andre steder i udligningssystemet, eller om man lader effekten slå fuld igennem, som S-regeringen gjorde med udlændinges data.
Nye fastlåste puljer vil skabe pres for genåbning ved reform
Hvis den næste udligningsreform med en indfasning af de nye ejendomsvurderinger skal have effekt fra 2028, så skal politikerne formentligt forhandle en reform af den kommunale udligning senest i vinteren 2026-2027.
Her vil politikerne formentligt blive presset til at se på fordelingen af en række andre forhold i den udligningsreform, som netop er vedtaget, forudser Niels Jørgen Mau på baggrund af snart 40 års arbejde med kommunal udligning.
Ændringer vil samle sig i tre store grupper:
Låste puljer vil per definition blive skæve med tiden
En af de største principielle ændringer i den nye udligningsreform er, at tildelingen af omkring fem milliarder kroner er låst fast, så længe det nuværende system kører. Det drejer sig om kompensationstilskud, de skævdelte to milliarder af finansieringstilskuddets samt de to puljer til særligt udsatte kommuner.
Ifølge Niels Jørgen Mau vil det helt logisk skabe et pres for ændringer i løbet af relativt få år.
"Det har altid være dilemma, om man skal have aktualitet eller stabilitet. Nu har man valgt at betone stabilitet, at der ikke er de store ændringer fra år til år. Men det gør så bare, at risikoen for at systemet kommer ud af trit med de faktiske forhold er større," siger Mau.
Konkret betyder det, at en hvilken som helst kommune i de kommende år kan efterregne fordelingen af puljerne. Mens de kommuner, som uden en fastfrysning ville være røget ud af puljerne, med stor sikkerhed ikke vil larme meget, så vil der modsat være kommuner, som helt objektivt kan påvise, at deres forhold har udviklet sig på en måde, så de burde have penge fra puljerne.
Beskæftigelsestilskud bliver stresstestet af COVID-19 krisen
I det nye udligningssystem afskaffes det hidtidige beskæftigelsestilskud, og kommunerne udgifter til beskæftigede ledige bliver indregnet i det generelle tilskuds- og udligningssystem.
Det betyder konkret, at kommuner, som på grund af COVID-19 krisen har en kraftigere udvikling antallet af beskæftigede ledige en resten af lands kommuner vil lide tab, som kan blive ganske store, mens andre kommuner kan få ganske store gevinster.
"Der er ingen tvivl om, at beskæftigelsestilskuddet får en slags stresstest med de store konjunkturændringer i kølvandet på COVID-19 krisen," siger Niels Jørgen Mau.
Hvis den samlede effekt bliver meget dramatisk, så kan hele den del af udligningssystemet komme i spil ved en næste ændring af systemet, vurderer Niels Jørgen Mau.
Udgiftsbehov skal testes med analytisk
Stik imod sædvane blev den seneste store reform af udligningen gennemført, uden at de såkaldte kritierne for fastlæggelse af kommunernes udgiftsbehov blev testet gennem såkaldte regressionsanalyser.
Og det kan ifølge Niels Jørgen Mau betyde, at den nye reform er mindre langtidsholdbar.
"Det er min erfaring, at hvis man har udgiftsbehovskriterier som skal kigges godt igennem, så bliver de det også på et tidspunkt," siger han.
Konkret vil det ske ved, at enten ministeriet eller nogle af de eksterne analytikere begynder at analysere på sammenhængen mellem især de socioøkonomiske kriterier i udligningssystemet og kommunernes faktiske udgifter.
Kræver enighed mellem Venstre og Socialdemokratiet
Det netop vedtagne udligningssystem vil først være fuldt indfaset i 2025, og derfor er sandsynligheden meget lille for, at en ændring af systemet kommer på dagsordenen inden det tidspunkt.
Modsat skal partierne ifølge boligskatteforliget være enige om en indfasning af de nye ejendomsvurderinger i den kommunale udligning senest i vinteren 2026-2027, hvis det skal have effekt på udligning 2028. Men det forudsætter naturligvis, at det nye ejendomskattesystem er klar til at opkræve ejendomsskatter på baggrund af de nye vurderinger fra 2014.
Uanset tidsplanen, så har Socialdemokratiet og Venstre indgået en aftale om, at begge partier har vetoret overfor ændringer i udligningssystemet.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:31









































