
Jesper Frost Rasmussen (V), borgmester i Esbjerg Kommune, vil sammen med de øvrige borgerlige partier sænke skatten fra næste år. (Arkiv) - Foto: Esbjerg Kommune
Flertal vil sænke skatten i Esbjerg
Milliongevinster fra udligningsreform og økonomiaftale får Esbjerg Kommunes blå flertal til lommerne: Skatten skal sænkes som led i ny budgetaftale.
Udgivet: 11/08/2020
Et flertal i Esbjerg Kommune vil sænke skatten med 0,2 procent, som en direkte konsekvens af, at kommunen har fået flere penge i kommunal udligning og bloktilskud.
De seneste beregninger fra økonomiafdelingen i kommunen viser et overskud de kommende fire år på 80 millioner kroner årligt. Det skriver JydskeVestkysten.
Meldingen fra Esbjerg er interessant for mange andre kommuner, fordi skattelettelser i nogle af vinderkommunerne fra udligningsreformen kan bane vejen for, at andre kommuner kan hæve skatten uden at skulle betale strafafgift til staten.
Blå blok i Økonomiudvalget i Esbjerg har inden de kommende budgetforhandlinger foreslået, at personskatten for kommunens borgere skal sænkes med de 0,2 procentpoint, som kommunen fik tilladelse fra Social- og Indenrigsministeriet til at hæve skatten med forrige år, da procenten gik fra 25,6 til 25,8 procentpoint.
Det har givet små 40 millioner kroner mere i kommunekassen, men de penge er der ikke længere samme behov for, siger borgmester i Esbjerg Kommune Jesper Frost Rasmussen (V):
“Budgetsituationen er markant anderledes i år, end den har været de seneste mange år. Derfor står vi nu et sted, hvor vi kan overveje, om vi skal rulle skattestigningen tilbage, og hvor vi samtidig kan se på, om vi skal justere anlægsniveauet op igen - det satte vi jo ned sidste år, da vi var pressede på økonomien,” siger Jesper Frost Rasmussen til JydskeVestkysten.
Socialdemokratiet og SF stemte imod forslaget i Økonomiudvalget, mens Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative stemte for.
Med opbakning fra de blå partier vil borgmesteren nu igen sende en ansøgning til Social- og Indenrigsministeriet for at få del i en særlig tilskudpulje til kommuner der sænker skatten. Intet er dog givet på forhånd, understreger borgmesteren:
“Ansøgningen skal alene ses som et forsøg på at sikre os et ekstra stykke værktøj i værktøjskassen forud for budgetforhandlingerne om kort tid,” siger Jesper Frost Rasmussen til avisen.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:30
Temaer: Udligning, Økonomiaftale
Emner: Budget, Skat, Esbjerg Kommune










































