Det var bemærkelsesværdigt korte pressmeddelelser, som finansminister Nicolai Wammen (S) i går udsendte i anledning af, at Danmark to største velfærdssektorer, kommunerne og regionerne, havde offentliggjort deres regnskaber.

Med et slag var regeringens store ønske om at snakke velfærd helt væk. De to pressemeddelelser indeholdt blot de nøgterne tal, og end ikke en kommentar i forhold til de ellers så berømte service- og anlægsrammer.

Realiteten bag især den korte pressemeddelelse om kommunernes økonomi er, at ministeren pludseligt kom til at hænge i sit eget spin. Forklaringen følger her.

I september blev en ekstra halv milliard kroner til kommunerne i årets økonomiaftale sammenlignet med året før udlagt som en stærk hånd under velfærden. Ministeren lagde heller ikke skjul på, at mens den borgerlige VLAK-regering havde svigtet velfærden, så var der nu med en socialdemokratisk regering nye boller på suppen.

Nu godt et halvt år efter står ministeren med kommunale regnskaber, som viser, at kommunerne brugte 1,4 milliarder mindre på service, end VLAK-regeringen havde bevilget i form af servicerammen.

Og her kommer ministerens problem. Hvis 0,5 milliarder var en solid hånd under velfærden, så må et mindreforbrug på 1,4 milliard være et alvorligt anslag mod servicen, og ministeren burde rette en rå kritik mod kommunerne for dette svigt.

Og det er her, ministeren hænger i sit eget spin.

For det første afsløres det råt, at ministeren groft overdrev effekten af en halv milliard kroner ekstra til kommunerne ved indgåelsen af økonomiaftalen i september måned sidste år. En halv milliard er peanuts i en samlet kommunaløkonomi på serviceområdet på cirka 250 milliarder - ja helt præcist er det cirka 0,2 procent.

Men den fejlrepræsentation af størrelserne i den kommunale økonomi er ministeren naturligvis nødt til at holde fast i, fordi det er en central del af regeringens iscenesættelse af sin velfærdsdagsorden. Og enhver erkendelse af, at 0,5 milliard er små penge ville jo også logisk betyde, at forskellen på VLAK-regeirngen og S-regeringen reelt er lille - omend en halv milliard om året naturligvis bliver til en vis forskel på 5-7-års sigt.

Ministeren kunne så vælge at følge sit eget spor og rette en massiv kritik mod kommunerne for ikke at udnytte de store muligheder, som de ekstra 1,4 milliarder - i ministerens optik - måtte kunne have løftet velfærden.

Men så løber han ind i det problem, at det netop i år er åbenlyst, at mindreforbruget helt afgørende kan tilskrives sanktionsbestemmelserne i budgetloven. Derfor ville det være svært at kritisere kommunerne for mindreforbruget uden at italesætte behovet for et opgør med de meget rigide sanktionsregler i budgetloven.

Af den grund valgte ministeren at udsende en meget undseelig pressemeddelelse, som sikrede, at ingen af de store medier fangede historien midt i en coronatid.