Mens de 25 procent billigste folkeskoler i Danmark kun bruger knap 47.000 kroner om året til undervisningspersonale, så bruger de 50-75 procent dyreste hele 62.523 kroner. Alligevel er der så meget metoderod i de offentlige data om skolerne, at det ikke er muligt entydigt at se, om de mange ekstraudgifter giver udbytte i form af bedre læring, eller om de blot er udtryk for mangelende effektivitet eller forskelle i rammevilkår.

Det er konklusionen i et nyt metodestudie fra Social- og Indenrigsministeriets Benchmarkenhed, som reelt stiller spørgsmålstegn ved, om offentligheden har den fornødne indsigt i, om skatteydernes penge bliver brugt effektivt i folkeskolen.

Analysen afslører, hvordan primært forskellige konteringspraksis i kommunerne og elementære uhensigtsmæssigheder i identifikationen af de enkelte skoler i forskellige offentlige registre betyder, at der i dag ikke findes en sikker metode til at benchmarke de enkelte skolers og de enkelte kommuners effektivitet på skoleområdet.

Ifølge benchmarkenheden ville offentligheden og politikerne kunne få "interessant viden" om skoledriften, hvis der var en effektiv benchmark af skolernes forbrug.

"Det kan også undersøges, om der er skoler med forholdsvist lave udgifter pr. elev, som opnår ligeså gode faglige resultater som skoler med højere udgifter pr. elev, eller om der er forskel på de faglige resultater blandt skoler med samme udgiftsniveau pr. elev," hedder det.

Det har tidligere vist sig, at analysen af skolernes evne til at løfte elevernes faglige evner, som oprindeligt blev opfundet i Cepos og senere overtaget af Undervisningsministeriet, ikke har kunne påpege nogen klar sammenhæng mellem skolernes udgifter pr. elev og undervisningseffekten, ligesom VIVE-analyser kun har vist en svag sammenhæng mellem elevernes socioøkonomiske status og udgifterne.

Med samlede udgifter til selve folkeskolen på cirka 42 milliarder kroner og en meget stor spredning i udgifterne, så vil et potentiale på eksempelvis blot ti procent i den dyreste halvdel af skolerne give en potentiel besparelse omkring et par milliarder kroner.

I den sammenhæng er det værd at bemærke, at tredje kvartils samlede lønudgifter pr. elev ifølge de tilgængelige oplysninger ligger cirka 15 procent højere end medianudgiften og 31 procent højere end første kvartil.

Men i og med at dataene ifølge benchmarkenheden er relativt usikre, så er det også usikkert, om forskellene er så store, som tallene angiver.

Bedste mål er udgifterne til undervisningspersonale

Ifølge analysen betyder de mange registreringsproblemer, at den mest sikre metode for en benchmark af folkeskolernes udgifter er at se på de undervisningsrelaterede udgifter pr. elev baseret på gennemsnitlige lønninger i hele landet.

"Det er muligt at opstille en udgiftsindikator, som vurderes at være sammenlignelig for størstedelen af landets folkeskoler. Det kræver dog, at udgifterne afgrænses til kun at omhandle skolernes lønudgifter til det undervisningsrelaterede personale," hedder det i analysen.

Ifølge tilgængelige oplysninger har Social- og Indenrigsministeriets Benchmarkenhed ikke på den korte bane planer om at lave en benchmark med korrektion for rammevilkår mv. på baggrund af den offentliggjorte analyse.

Benchmarkenenheden peger dog på en række relativt simple ændringer i de offentlige registre, som kunne gøre økonomien på folkeskoleområdet langt mere gennemskuelig:

1. Implementering af fælles institutionsnummer i KRL’s løndata og i data med elevtal.

2. Korrekt opdeling af pædagoglønninger mellem folkeskolen og SFO.

3. Fokus på registreringspraksis i Børne- og Undervisningsministeriets personale- og ressourcetal.