Sådan påvirker beskæftigelsestilskuddet effekt af udligningsreform

Særligt de store bykommuner står til at tabe på udligningsreformen, når man tager højde for, at skævheden i beskæftigelsestilskuddet skal neutraliseres.

Udgivet: 25/02/2020

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Billedet af, hvem der vinder og taber på regeringens forslag til udligningsreform, bliver flere steder vendt på hovedet, når man korrigerer for beskæftigelsestilskuddet.

Tallene viser, at især de store bykommuner er dårligere stillet end det umiddelbart fremgår af regeringens tal. Det har i mange år været aftalt, at en udligningsreform skulle neutralisere de tab og gevinster, som kommunerne har fået på det særlige beskæftigelsestilskud.

Kommunerne har derfor hele tiden vidst, at en gevinst eller et tab på beskæftigelsestilskuddet med stor sikkerhed ville blive korrigeret i den nye udligningsreform.

NB-Økonomi har derfor regnet på, hvordan billedet af udligningsreformen bliver, efter tallene er korrigeret for beskæftigelsestilskud.

Her ser billedet af udligningsreformen pludselig ganske anderledes ud, og mange byer oplever et væsentligt tab. Værst står det til for Aalborg og Aarhus, der begge taber trecifrede millionbeløb.

Årsagen er, at begge kommuner har haft væsentligt større udgifter til beskæftigelse, end de har fået udbetalt i beskæftigelsestilskud. Dermed taber de to kommuner isoleret et betydeligt beløb på den del af udligningsreformen, som ikke handler om at indregne beskæftigelsestilskuddet i udligningen, men om at flytte penge til de fattige kommuner.

Det gør effekten af udligningsreformen væsentligt dårligere, end der hidtil er lagt op til. Det samme gør sig gældende for andre store bykommuner som København, Odense og Esbjerg.

Derfor er tilskud blevet skævt

Beskæftigelsestilskuddet har længe været diskuteret, og det var heller ikke meningen, at ordningen skulle gælde så længe, som den har gjort. Tilskuddet blev indført i 2009, da beskæftigelsesindsatsen for forsikrede ledige blev overtaget af kommunerne.

Det store problem med dette tilskud har været, at det tilgodeser kommuner, som nedbringer ledigheden mest i forhold til niveauet, da tilskuddet blev indført. Eftersom tilskuddet ikke tager højde for konjunkturudsving, betyder det, at kommuner, som er meget påvirket af konjunkturer, er blevet overkompenseret de seneste år, mens kommuner, som påvirkes mindre af konjunkturer, er blevet underkompenseret.

Til den førstnævnte kategori hører særligt landkommunerne med meget industri, som havde særligt høj ledighed, da tilskuddet blev indført. I den anden kategori er det især de store bykommuner med mange studerende og mange offentligt ansatte.

Det har været en erklæret målsætning, at effekten af den skævhed skulle neutraliseres i reformen af den kommunale udligning.

Derfor har vi foretaget korrektionen af beskæftigelsestilskuddet ved at fratrække forskellen mellem indtægter og udgifter på beskæftigelsesområdet fra de beregnede effekter af regeringens udligningsreform.

Det er vigtigt at understrege, at en kommune kan have haft tab eller gevinst delvist på grund af en særlig god eller dårlig indsats overfor de ledige. Eftersom der ikke findes data på dette, har vi ikke kunnet justere for den indsats.

Se, hvad korrektionen betyder for alle landets kommuner i tabellen herunder:

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26

Temaer: Kommuneøkonomi, Reformer, Udligning

Emner: Budget

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]