
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Udligning: Hjørring kræver højere fattigdomskriterium
Udligningssystemet 'har spillet fallit i forhold til at sikre yderkommunerne retfærdig udligning', skriver Hjørring Kommune i notat til regeringen. Kommunen peger på, at kriteriet for lav indkomst er sat så lavt, at førtidspensionister ikke indgår.
Udgivet: 06/02/2020
Siden 2007 er forsørgelsesudgifterne pr. 17-66-årige steget betydeligt mere end landsgennemsnittet i tre udvalgte udkantskommuner, viser et notat fra Hjørring Kommune. De tre kommuner er Bornholm, Lolland og Hjørring selv.
Og hovedårsagen til denne udvikling er ifølge notatet, at antallet af førtidspensionister er steget kraftigere end landsgennemsnittet.

Som grafen viser, er udgifterne pr. borger omtrent fordoblet i Lolland og Hjørring, og mere end fordoblet på Bornholm. I København, og i landet som helhed, er udgifterne tværtimod faldet. Og i dag har Lolland Kommune mere end fem gange så høje udgifter til førtidspension pr. borger i den arbejdsdygtige alder sammenlignet med Københavns Kommune.
”Disse væsentlige forskelle bliver hverken udlignet tilstrækkeligt i det nuværende udligningssystem eller i regeringens udspil til en ny model. Udligningssystemet, kombineret med refusionsreform og budgetgaranti, har spillet fallit i forhold til at sikre yderkommunerne retfærdig udligning af udgiftsniveauet inden for forsørgelsesområdet," konkluderer Hjørring Kommune derfor.
Et af kriterierne i udligningssystemet er lav indkomst, men grænsen for dette kriterium er i dag sat så højt, at førtidspensionister ikke opfylder det; førtidspensionister har altså i forhold til udligningssystemet ikke en lav indkomst.
Det finder Hjørring uholdbart.
"Kriteriet bør justeres, så førtidspension tæller med som lav indkomst, og kriteriet bør få en vægtning, så det reelt imødegår utilsigtede byrdefordelingsmæssige virkninger af refusionsreformen," foreslår kommunen.
Den peger samtidig på, at opgørelsesmetoden i dag medtæller personer helt uden indkomst og personer, der kun har grøn check som indkomst. "Kriteriet belønner kommuner, som ikke har fået ryddet op i deres folkeregister," mener Hjørring.
Også Finansieringsudvalget pegede i sin rapport fra 2018 på, at kriteriet er uhensigtsmæssigt defineret.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:25
Temaer: Udligning










































