Hvordan kan nogle forholdsvis beskedne kommunale besparelser dog blive til landspolitik med krav om lovindgreb og ny detailstyring?

Det er let nok. Det kræver blot, at der er ældre med i ligningen, et par dygtige interesseorganisationer, nogle inkompetente omnibusmedier samt politikere med lyst til taletid.

Sagen begynder med, at FOA’s Fagbladet bringer en historie om, at en række kommuner vil spare på klippekort til plejecenterbeboere - altså den ordning, som gør det muligt for ældre at spare timer op til hjælp med private gøremål af den ene eller anden art.

Fagbladet forklarer, hvordan ordningen hidtil har været dækket af at øremærket tilskud, men fra 2019 skal finansieres via bloktilskuddet; det vil sige, at kommunerne kan spare på ordningen og bruge pengene til noget andet.

Fagbladet taler dog kun om, hvad der 'vil' ske; intet om, hvad der allerede måtte være sket i 2019.

Fagbladet taler faktisk med en kommunalpolitiker, men kun én, nemlig formanden for Sundheds- og Ældreudvalget i Silkeborg, Gitte Willumsen (V). Hun erkender, at der er tale om en serviceforringelse, men får ikke taletid til at forklare, hvorfor man gennemfører besparelsen.

FOA nævner 16 kommuner ved navn, man er forsigtige nok til kun at tale om ”flere end ti”. Klogt, for man måtte straks stryge to kommuner fra listen, efter at den var blevet offentliggjort; de to kommuner viste sig alligevel ikke at have planer om at spare på området, og som det fremgår af en anden artikel på NB-Økonomi onsdag, kan man formentlig også stryge Høje-Taastrup af listen.

FOA’s historie går ud til offentligheden 2. oktober. Ingen reagerer rigtigt på den.

Tal blandes sammen

Så går der godt 14 dage. I mellemtiden har interesseorganisationen Ældre Sagen fundet et rundspørge frem, man fik foretaget for næsten et år siden. Her stillede Megafon på vegne af organisationen kommunerne en række spørgsmål om deres spareplaner på ældreområdet, herunder på klippekortsordningerne – der er nemlig to, én for hjemmehjælpsmodtagere, og én for plejehjemsbeboere.

Historien kommer i Kristeligt Dagblad, der dygtigt timer historien til offentliggørelse sent fredag aften; så er den sikret spilletid i en ellers lidt nyhedsfattig weekend.

I hvert fald i den version, der går ud til offentligheden via Ritzau, har avisen ikke talt med en eneste kommunalpolitiker eller kommune.

Til gengæld har den blandet de to klippekortsordninger sammen. ”Ifølge en rundspørge fra Ældre Sagen har 16 procent af kommunerne svarende til 16 kommuner helt eller delvist afskaffet klippekortsordningen,” skriver man blot.

Det er helt uklart, hvor tallet 16 procent kommer fra. Ifølge rapporten har 16 procent af kommunerne helt nedlagt ordningen for hjemmehjælpsmodtagere, efter at denne ordning blev flyttet over i bloktilskuddet i 2017 (ordningen for plejehjemsbeboere kom som nævnt først ind under bloktilskuddet i 2019).

Derudover er der fem procent, som har reduceret klippekortet til hjemmehjælpsmodtagere. Der burde altså have stået 21 og ikke 16 procent i avisen.

For plejecenter-ordningen er tallene lidt anderledes; 11 procent har helt fjernet ordningen, og otte procent har reduceret den. Heller ikke her er der altså noget, man kan lægge sammen til 16.

Anonyme kommuner, der svarer "ved ikke"

Kristeligt Dagblad har heller ikke gjort sig overvejelser om datamaterialets kvalitet. Det burde have undret avisen , at 11 procent af kommunerne svarer ”ved ikke” på et spørgsmål om, hvorvidt de fortsætter klippekortsordningen for plejehjemsbeboere. ”Ved ikke” - som i: ”Vi ved ikke rigtigt, om vi har sparet ordningen væk”? Ærligt talt: Hvem har egentlig svaret på vegne af kommunerne her? Yngste fuldmægtig?

Det burde yderligere have skærpet opmærksomheden, at de fleste af kommunerne er anonyme. Megafon har givet kommunerne mulighed for at svare anonymt, og det har 64 ud af 98 faktisk benyttet sig af. Spørgsmålene er ellers rent faktuelle, og kommunale budgetter er ikke hemmelige. Det er bizart at tilbyde kommunerne anonymitet. Og endnu mere bizart, at så mange af dem tager imod tilbuddet.

De mange anonyme kommuner gør det svært at følge op og spørge til deres motiver og baggrund. Hvilket Kristeligt Dagblad da også helt har undladt, i hvert fald i den version af artiklen, som er delt med offentligheden via Ritzau.

I den efterfølgende dækning fortsætter medierne med at blande æbler og pærer sammen: De 16 kommuner fra Ældre Sagen (som altså ikke findes) lægges sammen med de ti kommuner fra FOA (der jo faktisk var 14).

Landspolitisk pres

Og så kommer turen til landspolitikerne.

Både Enhedslisten og Dansk Folkeparti tilsluttede sig straks et krav fra Ældre Sagen om, at klippekortsordningen skulle skrives ind i loven, slet og ret. De får dog ikke i forvirringen forklaret, om det er det er begge klippekortsordningerne, de vil lovgive om, eller kun den ene.

Trumfmeldingen kommer fra sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S). Han udtaler sig kun via e-mail og stiller sig ikke til rådighed for pressens modspørgsmål, men det synes ingen i medierne rigtigt at have problemer med længere.

Heunicke siger ikke noget om at lovgive, men han lægger kraftigt pres på kommunerne. Han ”undrer” sig, og han ”opfordrer” dem til at bevare klippekortsordningen.

Det vil sige: Først giver man udtrykkeligt kommunerne lov at spare på ordningen og bruge pengene på noget andet. Derefter skælder man dem ud, når de benytter sig af muligheden.

Kommunerne må altså gøre, som de vil, så længe de vil det samme som regeringen.

Men det skriver aviserne ikke noget om. De skriver heller ikke, hvorfor kommunerne overhovedet finder på at spare på området, og besparelserne kommer derved til at fremstå som blind ondskab fra hjerteløse kommunalpolitikere.

Og ingen kommunalpolitikere får lov at komme til orde, så de kunne forklare sig.

Klippekortsordningen er i sig selv en lille sag. Men den dækker over et par store problemer – med kommunernes økonomi - og med mediernes forståelse af den.