Af Arne Ullum, [email protected]

Kombinationen af en skæv fordeling af de ældre og en stadig større forskel i de ældres pensionsformuer vil skabe et yderligere pres for øget udligning mellem de rige og fattige kommuner, forudser professor Morten Balle Hansen fra Aalborg Universitet, Center for Regional Dynamik og Ulighed (REDY).

“Det øger presset for kommunal udligning, og dermed kommer spørgsmålet om bukserne er ved at sprænge, fordi der skal stadig større udligning til for at sikre at kommunerne kan levere nogenlunde ensartet kvalitetsservice på tværs af kommunerne,” siger professoren, der forsker i kommunal udligning.

Han har for nylig været medforfatter på en artikel i tidsskriftet Økonomi og Politik, og her pointereres det, at mens der er bred enighed mellem de forskellige kommunegrupper om behovet for en udligning, så er der “tydeligvis uenighed om, hvad »nogenlunde« [lige vilkår for serviceproduktion] vil sige.”

Skaber større pres for mere udligning

Den stigende ulighed mellem de ældres pensionsformuer og dermed indkomster øger presset for mere udligning fra de kommuner og politkere, som mener, at der skal være mere ensartede eller i hvertfald uændrede muligheder for at yde service i kommunerne. Det skyldes ikke mindst, at en analyse fra 2014 viser, at forskellen i pensionsformuerne er endnu større end forskellene i de gennemsnitlige skattepligtige indkomster i de forskellige kommuner.

Det forstærkes af, at de kommuner, som får forholdsmæssigt mange ældre de kommende år, også får de fattigste ældre.

Dermed vil udviklingen i fordelingen af ældre og de store forskelle i pensionsformuerne øge forskellen mellem de skattepligtige indkomster i kommunerne og dermed kommunernes indtægtsgrundlag. Det nuværende udligningssystem udligner kun op imod 93 procent af den forskel, og derfor er der allerede i dag en forskel i kommunernes indtægter, som medfører en forskel på op til fem procent i kommuneskatten mellem de fattigste og rigeste kommuner.

Når indkomstforskellene bliver større, så vil forskellen i kommunernes indtægter efter udligning også stige, og det vil enten medføre større forskelle i skatteprocenterne eller i niveauet for den kommunale service.

Det vil alt andet lige øge presset for mere udligning. Udover at det vil skabe modstand i de rige kommuner, så vil det også give problemer for kommunernes incitament til at skabe vækst og dermed stigende indkomster, hvis de skal aflevere endnu mere af gevinsten ved de stigende indkomster til andre og fattigere kommuner.

De sociale kriterier skal ramme stadig mere præcist

En anden udfordring er, at de fattigste ældre ifølge en rapport fra VIVE også har det dårligste helbred og kræver mest pleje. Da kommunerne står for betaling af plejen og i stigende grad også sundhedsudgifterne, så bliver det stadig mere kritisk, at udligningssystemet beregner de enkelte kommunernes udgiftsbehov korrekt.

I det nuværende system antages det, at cirka en tredjedel af alle udgifter til de forskellige aldersgrupper relaterer sig til sociale forhold. En 75-84-årig udløste eksempelvis et aldersbestemt udgiftsbehov på 46.718 kroner i år, mens det socialt betingede udgiftsbehov på cirka 23.000 kroner pr. 75-84-årige fordeles ud fra 16 kriterier, hvoraf kun det ene er målrettet data for ældre.

Det betyder, at kommuner med et højt indeks for sociale problemer blandt de 0-64-årige får en relativ god dækning af de sociale udgifter til de fattige ældre, mens det er rigtig skidt at være en kommune med et lavt socioøkonomisk indeks og relativt mange og fattige pensionister.

Dermed er det ikke givet, at de fattigste kommuner bliver hårdest ramt. En del kommuner med moderate sociale problemer men relativt fattige pensionister kan ende med at være endnu dårligere stillet, simpelthen fordi udgifterne stiger meget hurtigere end den kommunale udligning.