Satspuljen låses på 15,6 mia. - næsten ingen penge til nye projekter i de første år

Fra 2020 kommer der ikke flere penge i satspuljen, og dermed låses puljen fast på cirka 15,7 milliarder kroner. Men det bliver særligt i de første år markant vanskeligere at få penge.

Udgivet: 03/12/2018

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Af Arne Ullum, [email protected]

Formelt set afskaffes satspuljen fra 2020, men reelt er der tale om, at den fastlåses på cirka 15,7 milliarder kroner, fordi puljen ikke længere vil stige, takket være en lavere stigningstakst i overførselsindkomsterne.

Derudover er der en lille, men overset passus i forliget om, at såkaldte uforbrugte midler i fremtiden “ikke genudmøntes”. Det betyder på almindeligt dansk, at hvis et projekt ikke bruger pengene, så vil de ikke gå til andre projekter, men derimod til statskassen.

Hidtil har staten høstet 0,3 af stigningstakten i overførselsindkomsterne til den særlige satspulje, hvis satsreguleringen var over 2,0 procent. Hvis stigningerne i lønningerne betød at overførselsindkomsterne skulle reguleres med 2,3 procent eller mere, så høstede staten de 0,3 procent og lagde oven i satspuljen.

Det er denne vækst, som nu stopper. Pensionisterne får i fremtiden den fulde regulering udbetalt, mens andre modtagere af overførselsindkomster vil få pengene indbetalt på en særlig pensionsopsparing, som skal sikre staten mod at stå med en gruppe af meget fattige pensionister på sigt.

Opsigelsen af forliget betyder samtidigt, at satspuljen i sin kendte form forsvinder og bliver til en pulje på finansloven. Det betyder i praksis, at det bliver partierne bag den årlige finanslovsaftalen, som udmønter pengene og ikke partierne bag satspuljeforliget.

Færre penge til uddeling i de kommende år

Reelt bliver der færre penge til uddeling de kommende år. På den korte bane falder bruttobeløbet fra 15.967 millioner kroner i 2020 til 15.684 millioner kroner fra 2023 og fremefter.

Men når væksten i puljen stopper, så vil det reelt blive meget sværere at få tildelt penge fra puljen særligt i de første år efter omlægningen. Årsagen er, at langt de fleste penge i puljen er bundet op på langvarige tilsagn, og derfor vil der kun blive 90 millioner kroner til nye tiltag i 2020. I takt med at de eksisterende projekter udløber, vil det beløb dog stige til til 858,5 millioner kroner i 2023.

Organisatoner frygter, at det bliver sværere at få penge

Mens mange sociale organisationer er glade for, at borgere på overførselsindkomst ikke længere skal aflevere 0,3 procent af væksten i deres ydelser, så er der også en frygt for, at det bliver sværere at få bevillinger til sociale formål, når den automatiske vækst i satspuljen forsvinder.

“Jeg frygter, at det bliver meget sværere at komme ind på finansloven,” siger  Mads Roke Clausen, der er formand i Frivilligrådet, som rådgiver regeringen og Folketinget om, hvordan den frivillige sektor kan bidrage til at løse sociale udfordringer.

For formanden i Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, har det længe været et mål at lukke satspuljen, som han kalder “røveri ved højlys dag”.

Alligevel kan han godt genkende den bekymring, som Frivilligrådet beskriver.

“Man kan godt frygte, at de indsatser, der skal afsættes penge til årligt, bliver en del af det årlige finanslovsslagsmål, og at man kommer til at mangle en kontinuitet og en bred politisk opbakning til de midler, der bliver afsat,” siger Jann Sjursen.

Finansminister Kristian Jensen (V) mener ikke, at der er grund til at være bekymret for, om socialt udsatte grupper fortsat kan få økonomisk støtte, efter at satspuljen er afskaffet.

“Jeg mener, at der stadigvæk er gode muligheder. Nu skal socialpolitikken prioriteres ved det store bord, ligesom vi prioriterer sundhed, ældre eller uddannelse i dag,” siger Kristian Jensen.

 

 

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:19

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]