Kun to tredjedele af flygtninge og familiesammenførte møder i gennemsnit op til den obligatoriske danskundervisning. (

Kun to tredjedele af flygtninge og familiesammenførte møder i gennemsnit op til den obligatoriske danskundervisning. ( - Foto: Ritzau/Scanpix)

Benchmarkanalyse anbefaler skrappere kurs overfor flygtninge og familiesammenførtes fravær

Analyse af flygtninge og familiesammenførtes fravær fra danskundervisning anbefaler meget vidtgående og konsekvente sanktioner overfor ulovligt fravær. Samtidig fremhæves Skive kommune, som smider kursister med meget ulovligt fravær ud af sprogskolen og istedet tvinger dem på bevidst uattraktive arbejdsopgaver.

Udgivet: 13/11/2018

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Af Arne Ullum, [email protected]

Kommunerne skal være skrappere overfor flygtninge og familiesammenførte, som udebliver uden lovlig grund fra den obligatoriske danskundervisning. Det er den klare anbefaling fra Økonomi- og Indenrigsministeriets benchmarkenhed.

“Det er vigtigt at sikre en kultur, hvor man nøgternt sanktionerer ulovligt fravær og ikke forholder sig til, om det er synd for kursisten,” hedder et af de råd, som analysen giver videre.

Benchmarken har samlet en række erfaringer fra Skive, Holstebro, Aalborg og Odsherred, der alle er blandt de kommuner, som har det laveste fravær.

Fælles for de fire kommuner er, at de meget konsekvent straffer flygtninge og familiesammenførte, der ikke møder op til danskundervisningen.

I Skive smider man ganske enkelt kursisterne ud af sprogskolen, hvis de har meget ulovligt fravær, og så sendes de istedet i såkaldt rådighedsafklarende tilbud.

“I forhold til at anspore personen til at genoptage danskundervisningen, bør det rådighedsafklarende tilbud være mindre attraktivt end danskundervisningen,” hedder det i anbefalingerne.

Og her fremhæves et rådighedsafklarende tilbud, som er meget lidt attraktivt.

“I Skive Kommune kaldes de rådighedsafklarende tilbud for udehold. Udehold er kendetegnet ved at være udendørs i ikke særligt attraktive arbejdsopgaver. Opgaverne omfatter oprensning af åer, fejning af legepladser og lignende. Udeholdene har meget tidlige mødetidspunkter og et omfang på 37 timer, hvilket er med til at mindske attraktiviteten ved tilbuddet sammenlignet med danskundervisningen,” hedder det i rapporten.

Ulovligt fravær skal straffes økonomisk

Det er ifølge analysen afgørende, at kommunerne konsekvent og hurtigt straffer de flygtninge og familiesammenførte, hvis de har ulovligt fravær.

“Jo lavere andel af integrationsydelsesmodtagerne en kommune sanktionerer, des højere fravær har den samme gruppe fra danskundervisningen i 2017,” konkluderer analysen på baggrund af en sammenligning af antallet af sanktioner og fravær.

Skema fra benchmarkanalysen.

Og det er ifølge analysen vigtigt, at straffen kommer så hurtigt som muligt.

“Reagerer kommunen eller sprogcenteret samme dag eller få dage efter at fraværet har fundet sted, skabes der potentielt større bevidsthed hos kursisten om konsekvenserne ved at være fraværende fra danskundervisningen uden lovlig grund. Det kan medvirke til, at fremmødet stiger,” hedder det i analysen.

Klarhed om lovligt og ulovligt fravær

Analysen anbefaler samtidig, at kommunerne sikrer en tæt dialog med kursisterne om deres fravær.

Eksempelvis har Aalborg Kommune haft gode erfaringer med at stille krav om, at kursisterne skal melde fravær så vidt muligt inden og senest en halv time efter undervisningen starter.

I Skive skal kursisterne selv føre deres fraværsliste, som de selv har ansvaret for bliver underskrevet af læreren og afleveret til kommunen.

“Afleveres fremmødelisten ikke, vil det blive betragtet som, at kursisten på intet tidpunkt i løbet af den foregående måned, er mødt op til danskundervisningen. Da fremmødet er et krav for at modtage integrationsydelse, udbetales ingen integrationsydelse, hvis der ikke er blevet afleveret en fremmødeliste,” lyder en rosende omtale af Skive Kommune.

Samtidig fremhæver analysen vigtigheden af, at kommunen gør en indsats for at få flygtninge og familiesammenførte til klart at forstå, hvad der er lovligt og ulovligt fravær.

“Der har således været eksempler på, at kursister fejlagtigt tror, at det er i orden at blive væk fra danskundervisningen, hvis ægtefællen er blevet syg og skal passes,” lyder et eksempel i analysen.

 

 

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]