Statens samlede tab på udligningskaos er cirka 1,8 milliarder kroner, som 70 kommuner har fået ekstra

Staten taber cirka 1,8 milliarder kroner og 70 tilfældige kommuner vinder det samme beløb, takket være de kaotiske forhold omkring overgangsordninger for revision af data i den kommunale udligning for 2019. Effekten af regeringens hastværk er dermed betydeligt større end vi beskrev her på NB-Økonomi fredag.

Udgivet: 06/10/2018

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Af Arne Ullum, [email protected]

Statens tab på de kaotiske forhold omkring overgangsordninger for datarevisioner i udligningen for 2019 og 2020 er væsentligt større end vi beskrev i artikler her på NB-Økonomi i går fredag.

Årsagen er, at vi i det første tal på cirka 927 millioner kroner kun havde medregnet de kommuner, som fik overkompensation i den allerede gennemførte overgangsordning på 2,2 milliarder kroner for 27 kommuner i relation til en revision af data for udlændinges uddannelse.

Men der er også en betydelig overkompensation hos en række af de 85 kommuner, som nu får kompensation med en overgangsordning på ialt 1,4 milliarder kroner i relation til  ændrede data primært for pleje af ældre og handicappede og dermed i de aldersbestemte enhedsbeløb.

Samlet koster det derfor staten cirka 1,8 milliarder kroner i tab over de næste to år, at regeringen i juni hastede en overgangsordning til 27 primært hovedstadskommuner på ialt 2,2 milliarder kroner igennem uden at Økonomi- og Indenrigsministeriet havde et samlet overblik over effekterne af datarevisioner i det komplicerede system.

Statens tab modsvares af en tilsvarende gevinst hos kommunerne, som imidlertid er meget tilfældigt fordelt. Mens Københavns Kommune får næsten 1300 kroner pr. indbygger, så er der 39 kommuner, som får under 100 kroner pr. borger i gevinst pr. indbygger på grund af hastværket.

Se forklaringen her

Forklaringen på statens store tab og kommunernes store ekstragevinst skal findes i et usædvanligt kaotisk forløb omkring den kommunale udligning.

Det hele startede, da forhandlingerne om en række ændringer af den kommunale udligning brød sammen i april måned. Den umiddelbare effekt var, at 27 primært hovedstadskommuner stod til at tabe 1,1 milliarder kroner fra 2019 på grund af en revision af data for udlændinges uddanelse.

Flere af de 27 kommuner havde såkaldt frit lejde til at hæve skatten, og det truede de angiveligt med at gøre. Samtidig pressede især de konservative på for en hurtig overgangsordning, som skulle sikre en række konservative borgmestre mod tab.

Det fik regeringen til allerede i maj at spille ud med en særlig overgangsordning, som meget usædvanligt betød, at kommunerne fik kompensation for hele deres tab. Normalt har overgangsordninger været skruet sådan sammen, at de kun kompenserede for en del af tabet, og at den kompensation blev aftrappet.

På trods af protester fra provinskommunerne endte kompensationen med at blive en del af økonomiaftalen med KL i juni, og dermed var regeringen sikret et flertal i Folketingets finansudvalg.

I sidste uge kunne vi her NB-Økonomi fortælle, at eksperterne i udligningssammenslutningen ‘RimeligUdligning.nu’ havde fundet ud af, at der var en anden og næsten lige så stor revision af data i udligningen for 2019, som samlet kostede 85 primært forstads- og landkommuner ialt 700 millioner kroner om året.

Nu var fanden løs i Laksegade, for dermed havde regeringen givet kompensation til 27 primært hovedstadskommuner for en datarevision på et område, mens 85 primært forstads- og landkommuner ikke fik en bøjet 25-øre for tilsvarende ændringer på et andet tilsvarende område.

Regeringen hastede derfor – ikke mindst efter pres fra Venstres finansminister Kristian Jensen – en ny overgangsordning igennem for de 85 kommuner.

Normalt ville regeringen beregne effekten af alle datarevisioner under et, og så kompensere kommunerne med en overgangsordning for nettobeløbet.

Havde regeringen gjort det samme her, så ville man ifølge de tilgængelige tal, kunne have nøjedes med at give kommunerne 1,86 milliarder kroner over to år.

Men det kunne regeringen jo ikke, medmindre den skulle gå ud og trække de allerede bevilgede penge til de 27 kommuner tilbage. Så derfor er det meget usædvanligt endt med to isolerede overgangsordninger, og derfor ender regeringen med at udbetale ialt 3,66 milliarder kroner over to år. Altså cirka 1,8 milliarder kroner mere end kommunerne reeelt har mistet på datarevisionerne.

Årsagen er, at en række kommuner får en langt større kompensation end det, som de rent faktisk har tabt på statistikrevisionerne. Forklaringen er, at kommunerne med regeringens to overgangsordninger får refunderet deres tab på hver revision isoleret, og dermed modregner regeringen ikke en gevinst på den anden revision.

70 kommuner er i den situation, at de nu modtager en større kompensation end deres tab efter den normale praksis berettiger til, fordi kommunerne har haft gevinst på den ene af de to statistikrevisioner samtidig med, at de får fuld kompensation på den anden ordning.

Regeringen ender derfor med at sende samlet 1,8 milliarder kroner mere ud i kommunekasserne end den ville have gjort, hvis regeringen havde sikret sig et fuldt overblik inden den begyndte at uddele kompensation.

Pengene falder helt tilfældigt

De store vindere er kommuner som eksempelvis København, der har store gevinster på den ene ordning og store tab på den anden. Roskilde Kommune er et andet godt eksempel på en vinder. Kommunen har et samlet tab på datarevisionerne på 3,6 millioner kroner over to år. Men da tabet er sammensat af en gevinst på revisonen af udlændinges uddannelsesdata på 24 millioner kroner og et tab på revisonen af data bag de aldersbestemte enhedsbeløb på 20,4 millioner kroner, så ender kommunen med at få 20,4 millioner kroner i kompensation for et samlet tab over to år på 3,6 millioner kroner.  Altså en gevinst på 16,8 millioner kroner.

Modsat er Ikast-Brande et typisk eksempel på en kommune, som ikke får del af de 1,8 milliarder kroner. Kommunen har både tab på revisionen af data for udlændinges uddannelse og revisionen af data bag de aldersbestemte udgiftsbehov, og derfor får kommunen ikke en krone i overkompensation.

Der er ingen kommuner, som taber penge på de kaotiske overgangsordninger – der er blot nogen, som får en markant fordel, som andre ikke får. (Se særskilt artikel med opgørelse af alle kommuner.)

________________________________________________________________________

Fakta: Sådan har vi gjort

Vi har beregnet nettoeffekten af de kendte datarevisioner i beregningen af den kommunale udligning for 2019 og 2020.

BEMÆRK AT ALLE TALLENE ER FOR TO ÅR.

Det er sket på følgende måde.

Tab på revision af udlændingedata er taget fra den overgangsordning, som regeringen gennemførte i juni for 2019 og 2020 for 27 kommuner.

Gevinst på revision af udlændingedata er taget fra det svar fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, som danner baggrund for Socialdemokratiets forslag. Bemærk, at der teknisk set her er tale om effekten i 2017 og 2018, og tallene er dermed ikke fremadrettede. Kommunernes tab er dermed 121,7 millioner kroner større end gevinsten, og denne forskel kan ikke fordeles på kommuner. Den usikkerhed betyder, at kommunernes gevinst ved den faseopdelte beregning af kompensation, reelt er lidt større end tallene her viser.

Tab på ændrede enhedsbeløb (primært revision af data og statistik for pleje af ældre og handicappede) er taget fra det forslag, som Økonomi- og Indenrigsministeriet offentliggjorde torsdag.

Tab på ændrede enhedsbeløb (primært revision af data og statistik for pleje af ældre og handicappede) er taget fra de udregninger, som udligningssammenslutningen ‘RimeligUdligning.nu’ offentliggjorde forrige uge. I og med at de to sæt data er beregnet lidt forskelligt er der en forskel på 7,4 millioner svarende til cirka 0,5 procent. Denne forskel er ike fordelt på kommuner.

Udregningen er sket på følgende måde for hver kommune:

– Tab på revision udlændingedata

+ Gevinst på revision af udlændingedata

– Tab på ændrede enhedsbeløb

+ Tab på ændrede enhedsbeløb

=Tab/gevinst på datarevisioner i udligning 2019 og 2020

 

Kommunens gevinst ved den faseopdelte beregning er derefter beregnet som følger:

+ Kompensation ved nettoberegning (kommuner med tab på de samlede datarevisioner i udligning i 2019 og 2020) er forudsat kompenseret for deres samlede tab jvf. principperne i regeringens to forslag.

– Samlet kompensation ved regeringens to forslag (komepsnation til 27 kommuner for tab på grund af ændrede data for udlændinges uddannelse og kompensation til 85 kommuner og tab på grund af ændrende aldersbestemte enhedsbeløb i udligning 2019 og 2020)

= Kommunens gevinst ved faseopdelt beregning af kompensation

Gevinsten pr. indbygger er beregnet på baggrund af folketal pr. 1.1. 2018 ifølge Kommunale Nøgletal.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18

Temaer: Udligning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]