Partier vil forhindre private i at hive penge ud af bosteder

Socialdemokratiet og Enhedslisten ønsker et indgreb over for private bosteders overskud.

Udgivet: 29/06/2018

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Fremover skal det ikke længere være muligt at tjene penge på anbragte børn ved at trække et overskud ud af private bosteder.

Sådan lyder det i et udspil fra Socialdemokratiet op til de politiske forhandlinger til efteråret om bosteder. Enhedslisten har samme holdning.

Det skriver Politiken.

Dermed kommer de to partier med det mest vidtgående forslag. De borgerlige partier vil ifølge avisen hellere nøjes med at styrke socialtilsynet, som kontrollerer de private bosteder.

Dansk Folkeparti vil også have forbedringer, men har endnu ikke lagt sig fast på en bestemt model.

Socialdemokratiets socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, mener, at det er fagligheden og ikke ønsket om at lave store overskud, der skal drive værket.

– Der er for store problemer med trygheden omkring de anbragte børn, sådan som systemet er skruet sammen i dag.

– Vi skal huske på, at det er børn, der er anbragt uden for hjemmet, og det vil sige, at der ikke er nogen forældre til at råbe højt, hvis forholdene ikke er i orden. Det er ikke verdens mest velegnede område at have foretaget en privatisering på, siger Rosenkrantz-Theil til Ritzau.

Hun kalder området for “Det Vilde Vesten”.

– Hele området for anbragte børn er meget underreguleret. Plejefamilierne har i årevis kaldt på at få bedre vilkår – og med god grund. Det samme gør sig gældende, når vi taler om bostederne.

– Efter vores bedste overbevisning så skal der rigtig meget til på dette område. Der ville komme ramaskrig, hvis lovgivningen, der ramte den brede middelklasse, var lige så underreguleret, siger Rosenkrantz-Theil.

Står det til Socialdemokratiet, må private fremover gerne drive et opholdssted som selvejende eller socialøkonomisk virksomhed med driftsoverenskomster med kommunerne.

Men de skal ikke længere kunne tjene penge på anbragte børn.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]