
(Arkiv) Viborgs skolechef skal kunne koncentrere sig om faglighed og personaleudvikling hos 27 skoleledere i kommunen. Her er det lærere på Finderuphøj Skole i Viborg, der forbereder sig. ( - Foto: Preben Madsen/Ritzau Scanpix)
Viborg kommune ansætter flere ledere efter ledelseskommissionens anbefalinger
Alt for mange ledere i det offentlige bruger mere tid på drift end på at lede deres medarbejdere, viser en spørgeskemaundersøgelse blandt 1.800 ledere, som ledelseskommissionen har fået lavet.
Udgivet: 14/06/2018
Af Helle Schøler Kjær, [email protected]
“Vi skal gøre noget nu”, sagde kommunaldirektør i Viborg Lasse Jacobsen, da regeringens ledelseskommission fremlagde sine anbefalinger tirsdag. Det var rapportens konklusioner om, at alt for mange ledere har alt for mange ansatte under sig, der fik ham op at stå.
Lasse Jacobsen er et de medlemmer i ledelseskommissionen, der selv er ledere i den offentlige sektor. NB-Økonomi har spurgt ham, hvad han konkret vil gøre i Viborg kommune.
“Ledelseskommissionen anbefaler, at der bruges flere ressourcer til ledelse, og i Viborg kommune har vi taget fat i det her siden undersøgelsen i kommissionen”, siger Lasse Jacobsen. Spørgeskemaundersøgelsen, han henviser til, viser bl.a., at hver fjerde leder har direkte personaleansvar for mere end 30. På plejehjemsområdet har en fjerdedel af lederne personaleansvar for over 45 ansatte.
12 nye ledere på ældreområdet
“I ledelseskommissionen er vi enige om, at man kan ikke lede noget, man ikke er i kontakt med,” siger Lasse Jacobsen. “Hvis der er alt for mange medarbejdere under en leder, så mister man effekten af ledelse, så en af anbefalingerne er, at det skal man gøre noget ved. Vi kan ikke bare kigge på, at en leder har 50-60-70, måske 100 eller endnu flere medarbejdere under sig.”
“I Viborg er vi startet med ældreområder, som fungerer 24 timer i døgnet og syv dage om ugen. Vi har ledere hos os, der har 60-70 medarbejdere med direkte reference til en leder. Nu ansætter vi 12 nye ledere inden for området.”
Betyder det, at der så er to chefer på et plejehjem?
“Man kan gøre det på mange måder. Vi ansætter ikke to plejehjemsledere, men to eller flere teamledere med personaleansvar. Og jeg tror ikke, vi er færdige med at ansætte nye ledere. Vi har et tilsvarende problem på socialområdet, som vi ikke er gået i gang med endnu. Det handler også om fysisk nærhed, for vi har nogle enheder, hvor en leder har ansvaret for mere end en bygning. Det kan være bosteder, men det gælder også på daginstitutionsområdet,” siger Lasse Jacobsen, kommunaldirektør i Viborg.
Finansieringen af de nye ledere på ældreområdet kommer fra det eksisterende lønbudget, bl.a. fra tidligere funktioner som teamkoordinatorer uden ledelsesansvar. Også på skoleområdet skal der ansættes, men her kommer finansieringen fra kommunens samlede budget. Her har Viborg kommune besluttet at slå en ny stilling op som viceskolechef.
Skoelechef skal koncentrere sig om faglighed
“Vi har 27 folkeskoler og en skolechef, der skal lave ledelse i forhold til en direktør og politikerne og samtidig være chef for 27 skoleledere. Hvis han skal håndtere både drift og effekter i forhold til skolerne, så kræver det flere ressourcer. Det vigtigste for os er, at han er chef for de 27 skoleledere, og derfor slår vi en ny stilling op som viceskolechef, der kan aflaste skolechefen på driften.”
Hvad får borgerne ud af flere leder-ansættelser?
“Mere nærværende og bedre ledelse. Vi kører nøgletal, som man kan se på kommunens hjemmeside. Om bl.a. sygefravær på skolerne, karaktergennemsnit, elevernes trivsel,” siger Lasse Jacobsen og understreger, at skolechefens vigtigste opgave er at komme ud på skolerne og tale med de enkelte skoleledere om, hvordan det går og vurdere dem på forskellige ledelsesparametre. “Hvorfor præsterer du ikke i forhold til de øvrige. Hvad er det, dine kolleger gør. Gør noget ved det, så det bliver bedre. Der skal være tydelig ledelse, og skolechefen skal have tiden til at gøre det.”
Ifølge ledelseskommissionen bruger forvaltningschefer som en skolechef alt for meget tid på at lede opad, dvs. i forhold til politikerne og kommunaldirektøren, som Lasse Jacobsen påpeger. I stedet anbefaler kommissionen, at de skal have større fokus på faglighed og personaleledelse. Det er den forandring, Lasse Jacobsen håber at opnå med ansættelse af en viceskolechef i Viborg.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18









































