
Sophie Løhde (V) forventes at offentliggøre hele regeringens sammenhængsreform i løbet af efteråret. ( - Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018)
Kommunernes formand ærgrer sig over udsættelse af reformudspil
Formanden for Kommunernes Landsforening frygter, at en udsættelse vil gøre regeringens reformoplæg af den offentlige sektor til en del af valgkampen, men glæder samtidig over de mange andre bidrag til diskussionen om den offentlige sektors fremtid.
Udgivet: 06/06/2018
Af Michael Leif Larsen
Formanden for Kommunernes Landsforening Jacob Bundsgaard (S) beklager, at regeringen har besluttet at udskyde lanceringen af sit forslag til en omfattende reform af den offentlige sektor til efter sommerferien.
”Der skal ikke herske tvivl om, at vi gerne havde set et udspil fra regeringen på denne side af sommerferien. Vi har brug for at få sat gang i drøftelserne om en mere sammenhængende offentlig sektor – jo før jo bedre – og jeg frygter, at udspillene nu ender som valgoplæg, så vi reelt skal vente endnu længere”, siger Jacob Bundsgaard i en skriftlig kommentar til NB-økonomi.
Regeringen udskyder til august
Ugebrevet Mandag Morgen bragte søndag nyheden om, at Innovationsminister Sophie Løhde (V) nu har besluttet at udskyde præsentationen af regeringens stort anlagte sammenhængsreform til august.
Udskydelsen skyldes først og fremmest forårets overenskomstforhandlinger, der ifølge innovationsministeren ikke skabte de bedste forudsætninger for en stor reform, som får stor betydning for 800.000 offentligt ansatte og borgerne.
Sammenhængsreformen er den samlede betegnelse for 5-6 delreformer, som skal effektivisere og skabe større sammenhæng i arbejdsgangene i den offentlige sektor. De planlagte delreformer omhandler afbureaukratisering, kompetencer og ledelse, visitationer, styring og finansiering af sundhedsvæsenet, en ungereform samt digitalisering.
Køreplanen er ændret
Det var oprindeligt meningen, at brugere og organisationer skulle have været med til at udpege og formulere udfordringerne og målsætningerne for reformen. Men den plan er blevet ændret, og diskussionen om den offentlige sektors fremtid kommer efter kursændringen til at tage udgangspunkt i regeringens forslag til delreformer. Innovationsministeren agter dog stadigvæk at lytte til, hvad organisationerne har at sige, men det kommer til at ske på senere tidspunkt i processen og på oplæg fra regeringen:
”Jeg mener fortsat, at det er helt afgørende, at vi får fastsat en række nationale mål, der kan fungere som løftestænger for udviklingen i den offentlige sektor de kommende år. Derfor er det også fortsat min ambition at invitere til et topmøde, hvor vi kan få lejlighed til at præsentere noget af det arbejde, vi har siddet med, og drøfte nogle af de hovedudfordringer, som vi ser for os i den offentlige sektor, med organisationerne”, sagde Sophie Løhde (V) til Mandag Morgen
For Jacob Bundsgaard (S) er det af afgørende betydning, at de, som dagligt har problemerne i den offentlige sektor inde på livet, får indflydelse på reformerne:
”Når man vil sætte gang i så stor og grundlæggende omlægning af den offentlige sektor, er det klart, at det er nødvendigt at få inddraget de relevante parter, og det har vi fortsat en forventning om sker. Hvis man vil ændre på kommunerne rammevilkår, er det sund fornuft også at bringe virkelighedens perspektiv ind på bordet”, siger han til NB-Økonomi.
Mange indspark
For at indhente inspiration til sammenhængsreformen har regeringen udpeget tre såkaldte udfordringspaneler, der med regeringens egne ord skal `udfordre regeringens reformarbejde` på områderne afbureaukratisering, bedre velfærd på tværs af sektorer samt en mere tidssvarende offenlig sektor. Medlemmerne i udfordringpanelerne er ledere og organisationsfolk fra både den private og den offentlige sektor.
Der er også nedsat en ledelseskommission, som skal se nærmere på ledelse i hele den offentlige sektor og komme med anbefalinger til hvilke indsatser, der kan fremme og understøtte en styrkelse af lederkvaliteten i den offentlige sektor.
Ledelseskommissionen afrapporter næste tirsdag den 12. juni, og udfordringspanelerne ventes ifølge Innovationsministeriet også at ville offentliggøre resultaterne af deres overvejelser i løbet af den næste uges tid.
Den store opmærksomhed, der i øjeblikket er omkring den offentlige sektor, blev yderligere understreget, da Socialdemokratiet for et par uger siden spillede ud med deres bud på en fornyelse, som ifølge partiets hjemmeside vil `nytænke den offentlige sektor, så den understøtter kvalitet, sammenhæng og helhedsløsninger for borgerne`.
Det øgede fokus på den offentlige sektor glæder Jacob Bundsgaard (S):
”Jeg er da glad for den store interesse, der er for den offentlige sektor og de offentligt ansatte – og for at få skabt en bedre sammenhæng. Det har vi brug for, hvis vi skal blive ved med at levere kernevelfærd af en høj kvalitet til borgerne. Vi har i mange år talt for, at lovgivningerne skal spille bedre sammen, og at rammerne for lokalt at give den hjælp, der er brug for, er til stede, så det er rart, at der endelig ser ud til at være blevet lyttet”, siger han til NB-Økonomi.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18









































