Af Arne Ullum, [email protected]

Regeringen og KL er altid uenige om pengene, når der forhandles økonomiaftale. Men i år er forhandlingerne blevet ekstra komplicerede på grund af den manglende aftale om en ændring af den kommunale udligning.

Årsagen er, at regeringen siden 2016 har givet de fattigste kommuner et særligt finansieringstilskud på 2 milliarder kroner, som reelt skulle rette op på skævheder i den kommunale udligning. Der ud over er der blevet fordelt 1,5 milliarder til alle kommuner efter folketal.

Finansieringstilskuddet er rent teknisk en absurditet, fordi det hvert år giver kommunerne 3,5 milliarder kroner mere, end de har lov til at bruge. Dermed er det en nærmest given ting, at kommunerens samlede kassebeholdninger stiger med de 3,5 milliarder om året. Det gav god mening, da mange kommuner manglede likviditet, men i dag er langt de fleste kommuner ganske velpolstrede i forhold til den generelle tommelfingerregel om, at en kommune bør have cirka 3.000 kroner i kassen pr. indbygger.

I praksis betyder det, at staten udsteder statsobligationer for at sende pengene ud til kommunerne, som derefter placerer pengene enten i banken eller i andre værdipapirer.

Kommuner ville ende som pengetanke

Hvis finansieringstilskuddet fortsatte i al fremtid, så ville kommunerne ende som de rene pengetanke. Men det har heller ikke været meningen, fordi en udligningsreform skulle fjerne de skævheder, som finanseringstilskuddet har rettet op på.

Men den udligningsreform kom aldrig, fordi regeringen i starten af april opgav at samle et flertal bag regeringens forslag.

Dermed står regeringen i en umulig situation. Den vil gerne fjerne finanseringstilskuddet og dermed stoppe den overfinansering, som medfører stigende kassebeholdninger i kommunerne. Men det kan KL aldrig gå med til, af flere årsager.

Den mest åbenlyse er, at de to milliarder kroner af finanseringstilskuddet reelt har fungeret som en del af den kommunale udligning, og KL traf i december efter intern uenighed en klar beslutning om, at organisationen ikke vil blandes ind i udligningsstriden mellem medlemmerne.

Den anden årsag er, at der er stor forskel på, hvordan det ekstra finansieringstilskud indgår i de enkelte kommuners budgetter. De rigeste eller mest sparsommelige kommuner har haft en opsparing, som er større end deres finansieringstilskud, mens de fattigste eller mindst sparsommelige kommuner har brugt finansieringstilskuddet til at finansiere deres drift og anlæg.

Hvis tilskuddet bliver fjernet uden en samtidig ændring af den kommunale udligning, vil det derfor medføre sparerunder i en del kommuner – primært yder- og landkommuner.

Kan ministeren holde til sparerunder tæt på et folketingsvalg?

Finansministeren har foreløbig været meget klar i mælet med kravet om en fjernelse af finansieringstilskuddet, men han afviste i sidste uge at svare på, om han politisk kan holde til at kaste en lang række af yder- og landkommuner ud i en sparerunde.

For det kan godt være, at finansministeren mener, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti bærer ansvaret for yder- og udkantskommunernes problemer. Sagen er bare, at det er så kompliceret stof, at det bliver mere end vanskeligt at forklare til vælgerne i den valgkamp, som kommer senest om et år.

Men Kristian Jensen har god grund til at fastholde sit krav til det sidste, fordi han kan bruge det til at presse KL på andre områder.

Finansministeren lancerede mandag et krav om, at kommunerne ikke skal have fuld finansering af deres anlægsramme. Det rammer reelt alle kommuner lige hårdt, fordi anlægsmidlerne gives over bloktilskuddet, der fordeles ligeligt efter folketallet.

Der er lagt op til en intenst døgn i Finansministeriet, hvor KL’s forhandlere kommer til at kæmpe hårdt for hver en krone, som de vil have med hjem til kommunerne.