
(ARKIV) Beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF) fortæller om positive forhandlinger om at overføre opgaver med arbejdsløse dagpengemodtagere til a-kasserne. ( - Foto: Katrine Emilie Andersen/Scanpix 2013)
DF: Ministeren 'positiv' over for at flytte opgaver til a-kasser i første ledighedsperiode
Forud for næste uges forhandlinger om regelforenkling af beskæftigelsesindsatsen er Bent Bøgsted (DF) optimistisk. For der er detaljerede forhandlinger med beskæftigelsesministeren om, hvordan a-kasserne kan overtage de første måneders jobformidling til ledige dagpengemodtagere.
Udgivet: 01/06/2018
Af Helle Schøler Kjær, [email protected]
“Vi arbejder på en løsning, som alle kan acceptere, også a-kasserne”, siger beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF) til NB-Økonomi. “Vi skal også se på hvilke kriterier, der skal stilles op, for det er ikke alle a-kasser, der kan opfylde betingelserne for at være med”, siger Bøgsted og fortæller også, at beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er positiv over for forslaget. Ministeren selv har ikke svaret på en forespørgsel.
Det har længe været et ønske for Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og De Radikale, at a-kasserne skal tage sig af jobformidling til dagpengemodtagere de første seks måneder, de er arbejdsløse.
Certificering af a-kasser
De Radikale foreslog i februar, at a-kasserne skulle overtage det fulde ansvar for de ledige i de første seks måneder, med henblik på at overtage ansvaret for hele ledighedsperioden. Baggrunden for forslaget er en formodning om, at A-kasserne “kan bruge deres særlige viden om brancher, virksomheder og jobåbninger til at understøtte de arbejdsløses jobsøgning.”
Forslaget indebærer en certificering af de a-kasser, der skal være med, for at sikre at a-kasserne lever op til “en række krav for at varetage opgaven med kontaktforløbet de første seks måneder. Ordningen skal gælde ved lov for alle kommuner for at sikre ens regler på tværs af hele landet.”
Ikke alle a-kasser kan være med
Det er netop det, der nu diskuteres med beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, siger beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF). “Der skal ske en vurdering i STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering), og så må vi vurdere; er det allesammen eller kun 6-7 stykker, der kan opfylde betingelserne. Der kan være nogle a-kasser, der er så små, at de skal samarbejde med andre, og der kan være nogen, der ikke kan være med. Vi har en tro på, at a-kasserne kan få flere ledige i arbejde, men det er langt fra alle a-kasser, der kan få indsatsen”, siger altså Bent Bøgsted.
Selvom forslaget er, at a-kasserne skal overtage de første seks ledighedsmåneder for deres medlemmer, betyder det ikke, at kommunerne og jobcentrene er helt ude. “Jobcentrene skal ind, hvis a-kasserne vurderer, at der er brug for en ekstra indsats til den ledige”, mener Bent Bøgsted.
Ud over spørgsmålet om a-kasserne ser der kun ud til at være en enkelt stor uenighed i forhandlingerne om regelforenkling af beskæftigelsesindsatsen. Den handler om flytningen af 870 millioner kroner fra refusion af kommunernes udgifter til vejledning, opkvalificering og mentorforløb. De penge vil DF, radikale og regeringen bruge til en erhvervs- og vækstpakke, men det er Socialdemokratiet imod.
Regelforenklingen skal fjerne en lang række proceskrav og lægger op til mere individuel behandling af de arbejdsløse. Der er, som i de øvrige beskæftigelsestiltag, større fokus på virksomhedernes behov og opkvalificering af de arbejdsløse, så de bliver klar til at tage det arbejde, der er.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18









































