Af Arne Ullum, [email protected]

Alt tyder på, at landets 98 borgmestre ender i et historisk slagsmål, når de til efteråret skal fordele den samlede service- og anlægsramme. Det skyldes, at det ser ud til, at der i år ikke alene vil være kamp om anlægsrammen, men også om servicerammen.

Årsagen skal findes i teknikken bag den kommunale budgetlægning og de ændringer i udligningen, som med stor sikkerhed vil flytte omkring 1,1 milliard kroner fra primært en række velhavende bykommuner til en række mindre velhavende landkommuner.

Her vil slagsmålene bryde løs

Kommunerne skal efter de gældende regler selv fordele anlægs- og servicerammen i det, der formelt kaldes den faseopdelte budgetproces.

I al sin enkelthed går det ud på, at KL’s formandsskab i første halvdel af juni indgår en aftale med regeringen om, hvor mange penge kommunerne samlet set må bruge på service og anlæg. Herefter skal kommunerne selv fordele rammerne, så de samlede serviceudgifter og anlægsudgifter i de 98 kommuners budgetter ikke overstiger de aftalte rammer.

Når det ifølge centrale aktører bliver særlig svært i år, så skyldes det, at der vil være pengerigelighed i mange kommuner, samtidig med at rammerne for, hvor mange penge kommunerne må bruge på drift og anlæg, vil være meget stramme for.

Det betyder, at mange kommuner vil have flere penge, end de kan få lov til at bruge.

Pengerigelighed kommer fra flere kilder.

Først og fremmest har mange kommuner sparet mange penge op de seneste år, og det giver en stor pengerigelighed til anlægsopgaver. Og kommunerne vil ikke være bekymrede for at bruge af kassen til anlægsopgaver, da de jo i sagens natur er engangsudgifter.

På driftsiden kommer der flere penge fra tre kilder.

Først og fremmest har mange kommuner holdt igen med driftsudgifterne de seneste år for at opbygge en solid kassebeholdning, dels for at stå bedre rustet til dårlige tider og dels for at have penge til anlæg.

Nu er kassebeholdningerne rekordstore, og derfor er mange kommuner fristet til at skrue ned for opsparingen for at sikre borgerne bedre service. Det alene vil skabe et pres på den fælles serviceramme.

Oveni den bevægelse er der i år en ekstra udfordring på grund af en ændring i statistikken for udlændinges uddannelse, som vil flytte 1,1 milliarder kroner i udligning fra primært byer med intenationale virksomheder til yder- og landkommuner.

Rent logisk skulle udligningen ikke påvirke det samlede kommnale forbrug, fordi den kommunale udligning er et nulsumsspil, så der vil være 27 kommuner, som mister 1,1 milliard i udligning.

Taberne i udligningsspillet vil være 27 kommuner, som primært er relativt velhavende storbykommuner, og som generelt har en relativ lav skatteprocent. De foreløbige udmeldinger tyder på, at disse kommuner hellere vil reducere deres opsparing og/eller hæve skatten frem for at skære i servicen. Dermed vil omfordelingen af udligningspengene på grund af revision af data stik imod logikken ende med at udløse et pres på servicepuljen.

Normalt skulle det særlige sanktionssystem afholde kommunerne fra at sætte skatten op, fordi staten kan straffe de kommuner, som hæver skatten. Men loven har en undtagelse, som gælder kommuner som sænkede skatten fra 2003 til 2006, fra 2008 til 2010 eller fra 2010 til 2018. Undtagelsen kaldes populært for frit lejde, fordi kommunerne slipper for individuelle sanktioner, så længe de ikke hæver skatten med mere end den procent, som de har sat den ned med tidligere.

Næsten alle kommuner med væsentlige tab har frit lejde for skattestigninger

En gennemgang af de kommunale udskrivningsprocenter siden 2003 (se faktaboks om frit lejde for detaljer) viser, at 11 ud af de 15 kommuner som mister over 10 millioner på udligningen, har frit lejde til at sætte skatten op.

Rent teknisk betyder det, at kommunerne slipper for den individuelle sanktion, hvis de sætter skatten op. Såfremt deres skattestigning er større end de modgående skattenedsættelser hos andre kommuner, så vil alle 98 kommuner kollektivt få en sanktion.

Den mekanisme giver de 11 kommuner, som både har frit lejde og tab på udligningen, et trumfkort i det interne spil mellem kommunerne. Årsagen er, at de øvrige kommuner har en cental interesse i at overtale de 11 kommuner til at ikke at sætte skatten op og dermed udløse en sanktion til alle kommuner.

Kampen om anlægsbudgetterne bliver hård

Umiddelbart bliver kampen hårdest om anlægsbudgetterne. En rundspørge fra KL viser, at kommunerne formentligt vil spille ud med samlede anlægsbudgetter på 21 milliarder kroner, og det vil betyde en manko ned til den aftalte anlægsramme på helt op til fem milliarder kroner – afhængig af om regeringen kommer igennem med sit krav om en samlet ramme på 16 milliarder. Hvis KL får presset en større ramme igennem, falder mankoen tilsvarende.

Interessekonflikten mellem kommunerne skærpes af, at de store bykommuner har befolkningsvækst og dermed står med et akut behov for at bygge nye skoler og daginstitutioner.

Yder- og landkommunerne står typisk med en faldende men aldrende befolkning, og derfor står de typisk med nedslidte skoler efter mange års smalhans og et behov for at bygge flere ældre- og plejeboliger.

De store forskelle mellem kommunerne gør det svært at fordele anlægsrammen ud fra objektive kriterier, og dermed ender det nemt i en politisk brydekamp, hvor KL’s formandsskab skal træde uhyre varsomt. Årsagen er, at konflikten om, hvem der skal have anlægsramme, nemt ender med at følge de samme brydningslinjer som udligningsdiskussionen, der i stigende grad truer med at splitte KL.

Servicerammen forurenes af finanslovstaktik

Diskussionen om servicereammen bliver skærpet af, at regeringen åbenlyst forsøger at holde penge tilbage, som den så kan dele ud som puljer til gode og populære formål ved årets finanslovsforhandlinger med Dansk Folkeparti. (se særskilt artikel, Borgmestre: Regeringen er ved at ødelægge den faseopdelte budgetproces)

Men puljepengene er usikre, og derfor vil alle kommuner forsøge at få dækket hele deres behov gennem servicerammen, inden de kommunale budgetter lukker 15. oktober, frem for at vente til finanslovspuljerne kommer i november måned.

Fakta om frit lejde ordningen:

Ordningen gjaldt oprindeligt de kommuner, der havde nedsat skatte i perioderne 2003-2006 og 2008-2010.

I 2010 forsøgte regeringen og Dansk Folkeparti at styrke kommunerne motiv til at sænke skatten, så kommunernes desuden kunne få frit lejde for skattenedsættelser i forhold til 2010. Det skulle  give kommuner, som havde sat skatten op inden 2010, et incitament til at sænke skatten, fordi de dermed fik frit lejde til at hæve den igen.

Nogle kommuner har sparet solide frit lejde puljer op, mens andre kun har 0,1 eller 0,2 procentpoint at gøre godt med.