(ARKIV) Socialrådgivernes formand Majbrit Berlau advarer mod at sende syge i arbejde. (

(ARKIV) Socialrådgivernes formand Majbrit Berlau advarer mod at sende syge i arbejde. ( - Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2015)

Socialrådgiverne: Hver tredie nye jobparate kan ikke arbejde

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har foreslået, at godt 20.000 kontanthjælpsmodtagere skal flyttes fra kategorien aktivitetsparate til jobparate. Men en trediedel af dem slet ikke kan arbejde, siger socialrådgiverne. Tallet kan dog være endnu højere, viser tal, som NB-Økonomi fremlagde i går.

Udgivet: 31/05/2018

Helle Schøler Kjær

Journalist

Del artiklen:

Af Helle Schøler Kjær, [email protected]

”Det hjælper jo ikke mennesker, der er syge, at få et label i panden, hvor der står jobparat,” siger formand Majbrit Berlau til Dansk Socialrådgiverforenings nyhedsbrev. Hun henviser til de seneste tal fra Beskæftigelsesministeriet, der viser, at 31 procent af de aktivitetsparate, der er omfattet af 225 timers reglen, ikke har kunnet leve op til kravet om at skulle arbejde 225 om året for ikke at blive trukket i ydelse. Det er netop denne gruppe, beskæftigelsesministeren foreslår at flytte til kategorien jobparate.

”Vi vil meget gerne hjælpe med at skabe en bedre indsats for de mest udsatte på kontanthjælp. Men at klassificere dem som jobparate er i bedste fald meningsløst, i værste fald skadende, fordi de så ikke får den hjælp, de har brug for, og derfor risikerer de at blive fastholdt på kontanthjælp,” siger Majbrit Berlau.

Tal fra STAR er højere

NB-Økonomi kunne i går fortælle, at tallet kan være meget højere end de 31 procent, Majbrit Berlau henviser til. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering STAR har oplyst til os, at et år efter 225 timers reglens indførsel havde 57 procent af de 23.000, der var omfattet af ordningen, ikke levet op til kravet. 37 procent var blevet frataget en del af deres ydelse, mens 20 procent var flyttet til andre indsatser, eller de var senere blevet undtaget for 225 timers kravet. 15 procent var kommet i beskæftigelse, og 28 procent opfyldte timekravet gennem kortere ansættelser.

Individuel vurdering

Beskæftigelsesministeren erkender i sit forslag, at ikke alle nyerklærede jobparate kommer til at få fuldtidsbeskæftigelse. “Nogle kommer til at stå til rådighed for et deltidsjob – et småjob kan være en vigtig trædesten ind til arbejdsmarkedet.”

Men det er helt urealistisk, at man med et snuptag kan flytte godt 20.000 aktivitetsparate over i katagorien jobparate, siger Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører.

“Man kan ikke over en nat sige, at 20.000 er jobparate. Man er nødt til at vurdere hver enkelt,” siger Bent Bøgsted til NB-Økonomi. “Der kan sagtens være nogle syge blandt dem, som slet ikke skal være i systemet. Der kan være en hel del, der skal på førtidspension eller fleksjob i stedet.”

Ikke meningen med 225 timers reglen

Dansk Folkeparti var med, da Venstre-regeringen sammen med Liberal Alliance og Konservative i marts 2016 vedtog kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen.

“Det var ikke hensigten fra DF, at dem, der var syge, skulle være med”, siger Bent Bøgsted (DF) om 225 timers reglen. Han henviser til, at partiet sammen med de øvrige forligsparter bag beskæftigelsesreformen (V, K, LA, R, S) i satspuljeprojektet ‘Flere skal med’ er ved at starte en indsats for at hjælpe borgere, der har været mere end fem år på kontanthjælp og har haft langvarig sygdom tættere på arbejdsmarkedet.

Der er mange, der har været i kortere tid på kontanthjælp, der har de samme problemer, mener Bent Bøgsted. “Det er sundt at få den vurdering i gang og få det hele set igennem, men der er en del på 225 timers reglen, der ikke er aktivitetsparate og heller ikke jobparate.”

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger i et skriftligt svar til kritikken:

“Når vi foreslår at gøre de aktivitetsparate, der er omfattet af 225 timers-reglen, til jobparate, så handler det primært om den indsats, som de får. Undersøgelser viser, at det også for udsatte borgere virker med en jobrettet indsats med fokus på ordinære timer på en rigtig arbejdsplads. Så er det klart, at der vil være en del borgere, som ikke fra dag ét kan træde over i en 37 timers stilling, og de skal jo løbende vurderes af sagsbehandleren, om de er på rette hylde. Men jeg er overbevist om, at en mere virksomhedsrettet indsats vil få dem tættere på arbejdsmarkedet og i ordinær beskæftigelse. Man kan fx starte med et mindre timetal og efterfølgende langsomt bygge på.”

Svaret fra beskæftigelsesministeren kom kort efter, at NB-Økonomi var udsendt, så derfor var det ikke med i den første version. 

 

 

 

 

 

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]