
Borgmestre: Regeringen er ved at ødelægge den faseopdelte budgetproces
Borgmestrene advarer i kraftige toner regeringen mod at skære ned i kommunerne ved kommuneforhandlingerne for at gemme pengene til finansloven. Så risikerer man ifølge borgmestrene, at pengene bruges på de forkerte områder.
Udgivet: 31/05/2018
Af Arne Ullum, [email protected]
Finansminister Kristian Jensen er på vej til at ødelægge den faseopdelte budgetproces for kommunerne, når han helt åbenlyst giver kommunerne for få penge til driften ved kommuneforhandlingerne i juni, for så at gemme pengene, så Dansk Folkeparti kan lov til at dele nogle ekstra penge ud til bestemte kommunale områder ved finanslovsforhandlingen i november. Sådan lyder advarslen fra en række borgmestre.
“Regeringen må vælge, om den vil den have en aftalebaseret kommuneøkonomi, eller om den vil den overlade det til folketinget i finanslovsforhandlingerne at putte puljepenge ind i kommunerne,” siger Københavns overborgmester Frank Jensen (S).
Problemet for kommunerne er todelt. Dels giver det ifølge Frank Jensen et styringsproblem, at man lægger et budget i september, som allerede skal åbnes igen i december eller januar. Dels risikerer kommunerne at prioritere de forkerte områder.
I Lolland Kommune spekulerer byrådet bevidst i systemet
“Vi har på Lolland i mange år været tvunget til at kigge i krystalkuglen og gætte på, hvilke puljer der kommer i finansloven, og så underbudgetterer vi bevidst det område. Alternativet er at vi tager eksempelvis 10 millioner fra folkeskolerne for at prioritere de ældre, og så kommer der 10 millioner ekstra til de ældre på finansloven, og så ender vi med at prioritere helt skævt mellem børn og ældre,” siger borgmester Holger Schou Rasmussen (S).
Hans kollega i Næstved bruger stort set samme metode.
“Vi ved jo godt, at der kommer flere ældre, men vi fremskriver ikke demografien. Så mangler vi ti millioner til ældre, men så håber vi at der kommer penge fra finansloven. Så kan vi også gå ud sige, at vi har brugt pengene til ældreområdet,” siger Carsten Rasmussen (S).
Ingen vil give penge til pleje af flere ældre – men gerne til flæskesteg
Helsingør er en af de kommuner, som er hårdt presset på servicerammen blandt andet på grund af flere ældre og flere psykisk syge. Kommunens borgmester, tidligere minister Benedikte Kiær, siger, at hun ikke har brug for penge til ekstra flødeskum, men derimod til at give eksempelvis de ældre grundlæggende pleje.
“Det, vi skal bruge pengene til, er jo ikke noget, som nogen kan stille sig op på en ølkasse efter finanslovsforhandlingerne og sige, hurra jeg fik hævet bevillingerne, fordi der kommer flere ældre. De vil hellere sige, at nu får de ældre flere bade, eller nu får de ældre mad tilberedt på plejehjemmet, eller nu får de mere flæskesteg. Det, vi egentligt har behov for, er penge til det antal ældre, som har behov for pleje. Men det er jo en kedelig sag.”
En anden af hovedstadens stærke konservative borgmestre advarer mod, at der går valgstrategi i kommuneforhandlingerne.
“Jeg kan sagtens forstå taktikken fra regeringens side, man skal have en finanslov igennem, og man ved, at det er vilkårene for at få opbakning til finansloven,” siger Michael Ziegler (C), borgmester i Høje-Taastrup. “Der er brug for, at folketinget samlet set tager ansvar for, at vi i kommunerne har en reel mulighed for at løfte den kerneopgave, som er den vigtigste, frem for at gøre det hele til et taktisk spil og valgstrategi.”
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18
Temaer: Kommuneøkonomi







































