Regeringen frygter at lockout vil stoppe udligningsaftale

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) har ifølge flere kilder lagt en ny tidsplan for en ændring af den kommunale udligning. Men planen er nu så stram, at blot få dages lockout kan true målet om, at den samlede udligningsaftale skal have effekt fra 2019.

Udgivet: 22/03/2018

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Af Arne Ullum, [email protected]

Den manglende fremdrift i forhandlingerne om en ændring af den kommunale udligning betyder, at en revideret tidsplan nu er så stram, at blot få dages lockout som led i den truende konflikt på statens område kan stoppe en udligningsaftale, som kan få effekt fra 2019.

Kilder tæt på forhandlingerne oplyser, at det er en frygt, som regeringen anser for reelt, og som der bliver talt åbent om i forhandlingsgruppen.

Ministeren har ifølge NB-Økonomis oplysninger fremlagt det, som en forhandler kalder en komprimeret proces for lovforslaget, som forudsætter at der ligger en politisk aftale senest den 10. april om aftenen.

Oprindeligt skulle den politiske aftale være forhandlet på plads mandag og tirsdag i næste uge, men de møder er ifølge en forhandler aflyst. Det tolkes af flere som et klart tegn på, at Simon Emil Ammitzbøll er utilfreds med fremdriften i forhandlingerne i den store gruppe og nu vil forsøge med individuelle møder med partierne – og måske også vil forsøge at inddrage Socialdemokratiets top i form af Mette Frederiksen eller Henrik Sass Larsen og formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl.

Når den politisk aftale er på plads, så skal embedsmændene på overarbejde og udarbejde lovforslaget, så det kan komme i høring mandag den 16. april.

Kilder oplyser, at høringsfristen formentligt kun bliver omkring en uge, for ellers kan lovforslaget ikke nå at blivefremsat inden den 4. maj, som det både skal overholde Folketingets foretningsorden og vedtages inden Folketinget går på sommerferie.

Det skal alt sammen sikre, at Økonomi- og Indenrigsministeriet senest den 30. juni kan komme med en udmelding til kommunerne og deres udligning og tilskud for 2019.

 

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18

Temaer: Udligning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]