Af Arne Ullum, [email protected]

Socialdemokratiets forslag om at øge den kommunale ramme med 1,5 milliarder kroner for at reducere de negative effekter på en række kommuner af en ændret kommunal udligning støder ind i logisk mur i selve udligningssystemet.

Partiets forhandlere har ifølge oplysninger til NB-Økonomi endnu ikke givet et bud på, hvordan forslaget reelt kan komme de kommuner til gavn, som partiet gerne vil hjælpe. Og partiet har indtil nu været påfaldende tavs om detaljerne i forslaget.

Sådan virker udligningen

Baggrunden er, at den kommunale udligning ikke er en fordeling af penge i klassisk forstand, men derimod et system, som ud fra objektive kriterier fordeler en pose penge.

Mange politikere, journalister og kommentatorer overser derfor, at forhandlerne ikke bare kan tage 1,5 milliard og fordele dem ud til bestemte kommuner i udligningssystemet.

Systemet er grundlæggende bygget op, så der for hver kommune udregnes et strukturelt over- eller underskud. Det kaldes strukturelt, fordi det er en teoretisk udregning af, hvor meget en kommune ville have i over- eller underskud, hvis den havde et gennemsnitsforbrug korrigeret for borgernes alder og socioøkonomiske forhold og en gennemsnitlig kommunal skatteprocent.

Langt de fleste kommuner har underskud, og hovedstadskommuner får typisk dækket omkring 90 procent af underskuddet, mens provinskommunerne typisk får dækket omkring 80 procent.

Har kommunerne overskud betaler de typisk op imod 93 procent af deres overskud til de fattigere kommuner.

Staten betaler en del af udligningen til provinskommunerne. De penge tages fra statens samlede ramme for tilskud til kommunerne. Det der er tilbage bruges på et særligt statstilskud, som fordeles blandt kommunerne i forhold til folketallet.

København vil kun få lille del af 1,5 milliard

Hvis politikerne lægger 1,5 milliard ekstra ind i puljen, så vil de ifølge logikken i systemet blot øge statstilskuddet, og dermed vil de ekstra penge blive fordelt til alle kommuner efter folketal.

København har cirka 11 procent af befolkningen, og dermed vil København få omkring 160 millioner kroner af de 1,5 milliard kroner, mens udligningsspillets største taber Ishøj kommune blot vil få omkring seks millioner kroner. I begge tilfælde er det kun en brøkdel af deres tab ved en ændret udligning, hvis man følger de forslag, som er kommet fra det særlige Finansieringsudvalg.

Så kunne politikerne vælge at forsøge at ændre kriterierne for at gavne de kommuner, som taber penge.

Men det er faktisk ikke så nemt. Hver gang der pilles ved et kriterie, så flytter det udligningen for alle kommuner i Danmark, og det er i realiteten umuligt at finde et kriterie, som rammer lige præcis de kommuner, som står til at tabe penge.

Det er ekstra svært denne gang, fordi størstedelen af tabet kommer som følge af reviderede data for udlændinges uddannelse. Hvis man skulle neutralisere disse tab, så skulle man i realiteten opfinde et parameter, som belønner kommuner med mange højtuddannede udlændinge.

Men da netop de højtuddannede udlændinge er overskudsgivende vil det stride mod al logik i hele systemet, som netop skal gøre det stik modsatte, nemlig at kompensere kommunerne for ekstra udgifter som følge af befolkningen demografiske eller socioøkonomiske forhold.

Den eneste mulighed for at kompensere kommuner med tab vil være at lave en særpulje, som deles ud til de kommuner, som bliver ramt. Medmindre det laves som en overgangsordning, der udfases efter få år, så vil en sådan pulje reelt forurene hele ideen bag udligningssystemet.

Der er allerede tre puljer i systemet, som har den karakter – populært kaldet paragraf 16, 17 og 19 puljerne. Men de gives til særligt vanskeligt stillede kommuner, og har dermed ikke direkte noget med den kommunale udligning at gøre, omend puljerne ofte er brugt til at lappe på effekter, som den siddende regering har opfattet so utilsigtet.

Den model kan bare ikke bruges til at sikre, at ingen kommuner lider tab på en ændret udligning. Årsagen er, at en række af de kommuner, som lider store tab har meget store kassebeholdninger, og i øvrigt selv kan kompensere for hele tabet ved at stoppe med at øge kassebeholdningen. Så derfor vil mange af de tabsramte kommuner slet ikke være vanskeligt stillet uagtet at de taber penge på en ændring af udligningen.

Tilbage vil så være en model, hvor man giver kommunerne et tilskud svarende til deres tab. Men så ville det faktisk være nemmere slet ikke at ændre noget på udligningen, og istedet blot give alle kommuner lidt flere penge via statstilskuddet.

Ramler sammen med kommuneforhandlinger

Embedsmænd med indsigt i udligningssystemet påpeger, at den måske eneste farbare vej er, at de ekstra penge i kommunepuljen bruges til at financiere en overgangsordning, som eksempelvis betyder, at en kommune maksimalt kan tabe 0,1 procent af skattegrundlaget pr. år eventuelt kombineret med nogle kriterier om lav kassebeholdning.

Det vil umiddelbart have den effekt, at de øvrige kommuner slipper for at bidrage til en overgangsordning, og dermed får vinderne den fulde gevinst med det samme, mens taberne får smerten delt ud over flere år.

Men den model støder også ind i et problem. Normalt tages pengene til overgangsordninger fra statstilskuddet, så alle kommuner bidrager efter folketal.

Det er præcis den samme fordelingsnøgle, som man bruger til en del af det såkaldte ligeligt fordelte finansieringstilskud, som typisk er den del af kommuneforhandlingerne i maj-juni måned.

Hvis politikerne laver en statsfinansieret overgangsordning nu og regeringen reducere det ligeligt fordelte finansieringstilskud med et tilsvarende beløb ved kommuneforhandlingerne – så vil slutfacit være lige præcis nul for alle kommuner.

Derfor kan man reelt kun indføre en statsbetalt overgangsordning, hvis man samtidig afklarer den del af kommuneforhandlingerne, som drejer sig om finansierignstilskuddet.

Det vil i realiteten kræve en forståelse med KL. Selvom KL’s afgående formand Martin Damm var positiv overfor ideen på KL’s topmøde i marts, så er spørgsmålet om den positive holdning holder ret længe. Årsagen er, at slutfacit nemt kan ende med, at KL indgår en aftale som hjælper den del af kommunerne på de øvriges bekostning, og så vil KL være rodet ind i slagsmålet om kommunal udligning. Og det er lige præcis det, som KL har gjort alt for at undgå – blandt andet ved at trække sig Finansieringsudvalget kort før jul.

Men regeringen kan vælge at se stort på den sammenhæng, og satse på, at det er så kompliceret at offentligheden ikke gennemskuer, at kommunerne blev fodret med deres egne penge. Det er set før i politiske aftaler om komplicerede emner.