
Regeringen imødekommer hovedstaden og Århus-området med cirka 360 millioner
Regeringens forventede udspil om at hæve grænsen for udligning af højt strukturelt underskud vil flytte cirka 360 millioner kroner fra en lang række provinskommuner til hovedstadskommunerne og de mest velhavende provinskommuner, hvis man sammenligner med det, der fremstår som hovedmodellen fra Finansieringsudvalget. Se tallene for hver kommune her.
Udgivet: 06/03/2018
Af Arne Ullum, [email protected]
Regeringen imødekommer hovedstadskommunerne og en række af de mest velhavende provinskommuner med cirka 360 millioner kroner ved at hæve grænsen for udligning af højt strukturelt underskud fra 105 til 110 procent.
Pengene kommer fra resten af landets kommuner, hvilket groft sagt vil sige de fleste provinskommuner.
Forklaringen på ændringen er, at regeringen ifølge NB-Økonomis oplysninger vil ændre grænsen for, hvornår en kommune kan få udligning af højt strukturelt underskud. Med de nuværende regler får en kommune 32 procent af den del af det strukturelle underskud, som er over 95 procent af landsgennemsnittet.
Derfor vinder hovedstaden, mens provinsen taber
I det, der umiddelbart fremstår som hovedmodellen fra Finansieringsudvalget (model 3), er grænsen hævet til 105 procent, samtidig med at de fattigste provinskommuner begunstiges af en række ændringer i de sociale kriterier. Samtidig hæves udligningsprocenten til 33.
Regeringen vil ifølge NB-Økonomis oplysninger i næste uge spille ud med en modereret model 3, hvor grænsen for udligning af højt strukturel underskud til kommuner i provinsen bliver hævet til 110 procent.
Sagligt set kan man med lige så god ret sige, at det er en ændring af model 5, der har en grænse på 115 procent og ellers er helt lig model 3. I så fald vil alle tallene have modsat fortegn.
NB-Økonomi har valgt at anskue effekterne i forhold til model 3, da den fremstår som hovedmodellen i rapporten.
Effekten af at ændre grænsen er, at kommuner med et strukturelt underskud over grænsen mister de 32 procent udligning af spændet mellem den gamle og den nye procentsats. Til gengæld får kommuner med et strukturelt underskud over den nye grænse en procent ekstra i udligning, hvilket dog ikke for nogen kommuner kan opveje tabet ved den højere procentgrænse.
Den samlede nettobesparelse i udligningen omfordeles til statstilskud, som er et ensartet beløb pr. borger.
Nettoeffekten er derfor, at de kommuner, som ikke får penge fra ordningen med højst strukturelt underskud – og det vil sige hovestadskommunerne og de rigeste provinskommuner – alene oplever at få et højere statstilskud, mens de øvrige kommuner mister penge, da de får mindre i øget statstilskud end de har mistet i udligning på deres strukturelle underskud.
Tallene er for positive for fem kommuner
NB-Økonomi har illustreret effekten ved at udregne halvdelen af forskellen i kommunens tab eller gevinst ved henholdsvis model 3 og 5. Generelt giver det et rimeligt præcis billede, men der vil være små afvigelser. Det skyldes at fem kommuner ligger i spændet mellem et strukturelt underskud på 105 og 115 procent.
Det betyder, at de fem kommuner Kolding, Vejle, Syddjurs, Rebild og Aalborg alle får et mere negativt resultat end tallene tyder på. De penge, som her frigives, vil komme de øvrige kommuner til gavn i form af et marginalt større statstilskud.
Mens der for de øvrige kommuner er meget små forskelle, så kan tallene for de fem kommuner godt afvige en del.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18
Temaer: Udligning










































