Så meget har hussælgerne tjent om året i hver kommune

En opgørelse over hussalget i de seneste 25 år viser, at der er store forskelle på, i hvilke kommuner den årlige fortjeneste har været størst for dem der solgte i 2016. I top 10 finder vi både Lolland, Rødovre og Samsø.

Udgivet: 14/09/2017

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Det er et overraskende resultat, som Boligsiden.dk har fået ved at se på de husejere, som i 2016 solgte deres villa eller rækkehus med fortjeneste. Stik imod fordommene har husejerne på Lolland og Samsø blandet sig på top-ti listen over de kommuner, hvor fortjenesten målt i procent har været størst.

Blandt husejere på Lolland, har der i over halvdelen af hushandlerne været en gennemsnitlig fortjeneste på 7,3 procent hvert år. Det viser en opgørelse over huse, der er købt inden for de seneste 25 år og solgt igen i løbet af 2016. Tallene stammer fra Boligsiden.dk .

Til gengæld er Lolland og mange andre udkantskommuner også det sted, hvor færreste tjener penge på at sælge huset. Som du kan se andetsteds her på NB-Økonomi, så har mere end hver tredje husejer tabt på at sælge i 18 udkantskommuner – heriblandt Lolland.

Nye kommuner i toppen

Hvis man alene ser på den del af husejerne, som har tjent på salget, så er Samsø også med i toppen, og her var knap tre ud af fire handler med profit. De begunstigede samsinger har i gennemsnit tjent 45.000 kroner om året på deres huse.

“Når vi taler om fortjeneste, er det typisk kommunerne i og omkring hovedstaden, der pryder toplisterne. Det interessante ved opgørelsen er, at vi ser kommuner som netop Samsø og Lolland klare sig rigtig godt. Det samme gælder Langeland, Aalborg og Fredericia, der alle er med i top 20,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk, og fortsætter:

“Årsagen til, at nogle af yderkommunerne placerer sig i toppen er, at prisniveauet i de pågældende områder er relativt lave. Det betyder, at der ikke skal nær så meget til for, at vi ser en procentmæssig høj værdistigning. Det gør dog ikke stigningen mindre værd, men vidner om et boligmarked i vækst.”

En halv million om året

Inden champagnepropperne begynder at springe på Lolland og Samsø er der en vigtig detalje. Kommunerne ligger godt med på den procentvise fortjeneste, men når det kommer til den nominelle fortjeneste, så er billedet helt anderledes.

Selvom den procentvise gevinst er cirka den samme på Frederiksberg og i Lolland Kommune, hvor hussælgerne har hentet 35.240 kroner om året, er den kontante fortjenesten altså 10 gange større i den lille kommune i hovedstaden.

Husejerne i Frederiksberg Kommune har indkasseret en gennemsnitlig fortjeneste på 479.363 kroner hvert eneste år.

Gevinsten er markant højere her end i resten af landet. Der er en forskel på henholdsvis 70.000 kroner og 200.000 kroner ned til de næste på listen, Gentofte og Københavns Kommune. Og vi skal endnu længere ned ad ranglisten, før vi finder en kommune uden for Sjælland. Aarhus er som den eneste med i top 20.

“Den øvre del af listen rummer de klassiske velhavende kommuner nord for København. Men bevæger vi os lidt længere ned af listen, finder vi kommuner som Hvidovre, Rødovre, Glostrup og Brøndby, der har oplevet et markant popularitetsløft i løbet af de seneste 10 år. Den korte afstand ind til centrum i kombination med mere attraktive boligpriser end i byen er den primære motor i de markante prisstigninger,” siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

 

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:17

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]