
Mærsk-arv udløser krav om, at dødsboskat skal indgå i udligningssystemet
Et flertal i folketinget kræver, at dødsboskatten skal med i den kommunale udligning, når Folketinget efter nytår skal vedtage en reform af udligningssystemet. Det afviser Gentoftes borgmester Hans Toft med henvisning til, at kommunen allerede betaler 2,8 mia. kr. om året i udligning.
Udgivet: 11/09/2017
Af Arne Ullum, [email protected]
Når kirkeklokkerne ringer til begravelse i Gentofte, ender der ofte et stort millionbeløb i kommunekassen i form af dødsboskatten. Helt præcis blev det til 223 mio. kr. fra 2010 til 2015.
I Ishøj kan kommunen oftest kun se frem til at udbetale begravelseshjælpen. På de samme fem år kom der kun 500.000 kr. i kommunekassen fra den tredjedel af dødsboskatten, som tilkommer kommunerne.
Skævheden får nu politikere fra Socialdemokratiet, Enhedslisten og Dansk Folkeparti til at kræve, at dødsboskatten skal med i den kommunale udligning på linje med andre skatter. Når det gælder indkomstskatter, så skal de rige kommuner nord for København normalt sende 93 pct. af en ekstra indkomst videre til de fattigere kommuner.
Men skævheden kan blive meget større, hvis Gentofte Kommune vinder en retssag mod Skat om 1,5 mia. kr. i kommunal andel af dødsboskatten efter boet efter Mærsk Mc-Kinney Møller. Sagen er endt i retten, fordi Skat forholder sig til, at kommunerne ifølge loven ikke får nogen andel af dødsboskatten, hvis boet ikke er gjort op den 1. maj i året to år efter dødsfaldet. Gentofte mener, at Skat har været for langsomme, og at kommunen derfor skal have pengene.
Så meget får hver kommune
Pengene skal gå til alle kommuner
Både Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Socialdemokratiet vil ifølge Berlingske have ændret reglerne, så alle kommuner får en mere ligelig del af dødsboskatten.
“Hvis det lykkes for Gentofte Kommune at få pengene fra Mærsks dødsbo, så er der jo tale om et betragteligt milliardbeløb, som selvfølgeligt bør indgå i udligningen,” siger Dansk Folkepartis finansordfører Rene Christensen til Berlingske.
Rene Christensen er også viceborgmester i Guldborgsund, der måtte nøjes med 22,2 mio. kr. fra 2010 til 2015.
Gentoftes borgmester Hans Toft (K) kalder kravet for en “jagt” på de velhavende borgere i kommunen.
“Det er så nemt at jagte de mennesker, der hele tiden skal jagtes i den her debat og sige: Hov, I bør også betale for det,” siger han.
Ifølge Hans Toft skal man se på udligningssystemet som en helhed, og her betaler Gentofte cirka 2,8 mia. kr.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:17
Temaer: Udligning










































