
Regeringen imødekommer DF: Foreslår bindende kommunale folkeafstemninger
Alt tyder på, at et flertal i Folketinget vil indføre bindende kommunale folkeafstemninger. Regeringen er ved at lægge sidste hånd på et lovforslag, som skal med det lovkatalog, som statsministeren fremlægger ved Folketingets åbning.
Udgivet: 06/09/2017
Af Arne Ullum, [email protected]
Regeringen er i fuld gang med at lægge sidste hånd på et lovforslag, der vil indføre bindende kommunale folkeafstemninger om en lang række emner. Kommunalordførerne i de tre regeringspartier har modtaget et udkast til principper for loven, som de skulle svare på senest fredag i sidste uge.
Kilder siger til NB-Økonomi, at regeringen har besluttet at gøre forslaget til en del af lovkataloget for at imødekomme Dansk Folkeparti. Dermed bliver de kommunale folkeafstemninger en del af en række initiativer, som regeringen har sat i værk for at forbedre forholdet til sit støtteparti.
Forslaget om bindende folkeafstemninger i kommunerne var oprindeligt en del af et beslutningsforslag B102 fra Dansk Folkeparti, som også indeholdt forslag om, at borgerne i en kommune skulle have mulighed for at kræve en folkeafstemning, hvis eksempelvis 10 pct. af de stemmeberettigede krævede det. Men den del skød regeringen og Socialdemokratiet allerede ned ved behandlingen af beslutningsforslaget i foråret.
Beslutningsforslaget kom aldrig til andenbehandling, men nu har regeringen valgt at fremsætte et lovforslag om de kommunale folkeafstemninger.
Ingen mindretalsbeskyttelse
De kommunale folkeafstemninger kommer til at adskille sig markant fra de folkeafstemninger vi kender på nationalt plan og som afholdes efter Grundlovens paragraf 42, fordi de kommunale afstemninger skal vedtages af et flertal i kommunalbestyrelsen.
I de nationale afstemninger kan en tredjedel af folketingets medlemmer kræve, at en lov vedtaget i folketinget kommer til folkeafstemning. Til gengæld skal 30 pct. af vælgerne stemme imod, for at et forslag falder ved en folkeafstemning.
Ved de kommunale afstemninger kommer der ikke noget krav om, hvor mange der skal møde op og stemme nej, for at et forslag falder.
”Eftersom kommunale folkeafstemninger udskrives af et flertal i kommunalbestyrelsen, vil der ikke være behov for en tilsvarende sikkerhedsventil i form af en vis andel af vælgerne, der skal stemme imod, for at forslaget bortfalder,” hedder det.
Når den regel ikke skal gælde i en kommune betyder det, at et lille antal af kommunens borgere kan forkaste et forslag fra kommunalbestyrelsen, hvis det eksempelvis kun er 20 eller 30 pct., som rente faktisk møder op til afstemningen.
Folkeafstemninger binder ikke kommunen fremadrettet
Teknikken i den nye lov bliver, at det er en konkret beslutning fra en kommunalbestyrelse, som kan prøves ved en folkeafstemning.
Dermed vil en forkastelse af et forslag ikke afskære kommunalbestyrelsen fra efterfølgende at vedtage et nyt forslag, som er imod vælgernes beslutning.
”Den foreslåede ordning sikrer, at kommunalbestyrelsen ikke bliver bundet af resultatet af en folkeafstemning på ubestemt tid, og at kommunalbestyrelsen ikke bliver handlingslammet, hvis ændrede forhold gør det nødvendigt at disponere anderledes, eller hvis der i kommunalbestyrelsen f.eks. er et ønske om at gennemføre en beslutning, der blev forkastet af vælgerne ved en folkeafstemning,” hedder det i begrundelsen fra regeringen.
Venstre er skeptisk, men accepterer forslaget
Debatten i folketinget om beslutningsforslaget fra Dansk Folkeparti skaber tvivl, om hvor store ændringer regeringens forslag reelt vil medføre.

Venstres kommunalordfører Carl Holst, der har mangeårig erfaring fra den kommunale verden, påpegede ved Folketingets behandling i maj, at det ikke vil ændre noget.
”Venstre [har] umiddelbart den tilgang, at rammerne jo er til stede i dag. Det kan være et argument for ikke at arbejde videre med det. Jeg anerkender også, at det kan være et argument for at arbejde videre med det og få forædlet de rammer, der er. Derfor går Venstre gerne ind i et videre forløb omkring første del af forslaget, men har umiddelbart den holdning, at rammerne er der i dag,” lød den alt andet end entusiastiske støtte fra Carl Holst.
Den konservative støtte til forslaget var også noget fåmælt, ligesom Socialdemokratiet var noget tøvende ved folketingets behandling.
De Radikale og SF er til gengæld fuldtonede modstandere.
”Vi er ikke tilhængere af det her forslag. Radikale Venstres syn på demokrati baserer sig på, at demokrati ikke bare handler om en afstemning, hvor et flertal stemmer mindretallet ned,” sagde den radikale ordfører Andreas Steenberg, som dermed var på linje med SF.
”SF mener derfor heller ikke, at det giver mening, at vi skal regulere det lokale demokrati med flere regler end dem, der i forvejen giver så gode muligheder for det lokale demokrati og lokale eksperimenter tilpasset lige netop det lokalområde, som reglerne skal gælde for,” lød fra Kirsten Normann Andersen fra SF i maj.
Enhedslisten og Alternativet støtter beslutningsforslaget fra Dansk Folkeparti – også den del, som vil give borgerne mulighed for at kræve en afstemning.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:17










































