
Økonominister Jacob Ellemann-Jensen (V) kalder det ambitiøst, at staten vil spare 400 mio. kr. på administration i staten - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ellemann: Det er ambitiøst at skære 400 mio. kr. i staten
Trods stigning på ca. 1,4 mia. kr. i udgiften til statsansatte det seneste år, så fastslår økonomiministeren, at det er ambitiøst kun at reducere den stigning med 400 mio. kr. i finanslov 2024.
Udgivet: 31/08/2023
SVM-regeringen vil spare 400 mio. kr. i 2024 på lønkontoen til statsansatte. Det svarer til ca. 700 statsansatte. Det fremgår af et nyt udspil til finansloven for næste år, som regeringen netop har præsenteret i Finansministeriet torsdag.
Det seneste år har regeringen dog ifølge tal fra KL (Kommunernes Landsforening) tilføjet ca. 1,4 mia. kr. i statsadministrationen fordelt på styrelser og departementer, hvor 2.378 flere er blevet ansat på Slotsholmen.
Alligevel mener regeringen, at nedbringelsen af stigningen i statsadministrationen med en tredjedel, er ambitiøst. Det forklarer den nye økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V) til NB-Økonomi på pressemødet i finansministeriet.
"Jeg synes det her med at sige, at vi ønsker at skaffe 400 millioner kroner på det her område, er ganske ambitiøst. For kort tid siden, der var der ikke nogen ambition, så jeg synes, det er et skridt i den rigtige retning," siger Jakob Ellemann-Jensen.
Til sammenligning skal kommunerne og regionerne spare én milliard kroner tilsammen i 2024 på administrationen. Et tilsvarende beløb har regeringen så i samme periode brugt på meransættelser i statsadministration.
I den forbindelse skal man huske, at staten voksede med over 11.000 statsansatte i perioden op til, at SVM-regeringen tiltrådte. Finansminister Nicolai Wammen (S) lovede tilbage i marts i år, at regeringen ville bringe det antal ned. Men i stedet er statsapparatet rundt om regeringen kun vokset og vokset, og med det nye finanslovsudspil er de langt fra at rulle så meget som en enkelt af de 11.000 tilbage.
Ellemann-Jensen lover dog, at regeringen ikke er færdig med at spare i staten, han understreger, at de ikke er i mål med den opgave.
"Hos Venstre vil det stadigvæk være ambitionen, at vi har en effektiv offentlig administration med færre af sådan nogle som mig - altså djøffere," sagde han med et skævt smil på læben på pressemødet .
Sidst opdateret: 01/09/2023 - 10:18
Temaer: Finanslov
Emner: Finanslov





































