Borgmestre i provinsen forbereder oprør mod kompensation til 27 primært hovedstadskommuner

Flere borgmestre i provinsen forsøger efter kommuneaftalen i går at samle støtte til en fælles kamp for, at provinskommunerne også skal have kompensation for de fejlagtige data om udlændinges uddannelse. Næstveds borgmester søger støtte til retssag mod staten.

Udgivet: 08/06/2018

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Af Arne Ullum, [email protected]

Flere grupper af borgmestre forsøger at samle provinskommunerne til et decideret oprør mod regeringens planlagte kompensation på 1,1 milliard til de 27 primært hovedstadskommuner, som taber udligning på grund af en revision af dataene for udlændinges uddannelse.

Næstveds borgmester Carsten Rasmussen sendte allerede tirsdag et brev til seks andre borgmestre på syd og vestsjælland med en opfordring til at kræve kompensation for kommunerens tab som følge af de, i borgmesterens øjne, forkerte tal for udlændinges uddannelse.

“Det er jo næsten en tilståelsessag, når man giver de andre kommuner kompensation, fordi man har rettet en fejl, og de derfor mister penge. Hvad med os andre der har mistet penge i tre år,” siger Carsten Rasmussen.

Næstved havde oprindeligt opgivet at føre sagen, fordi man ikke ønskede at tage nogle penge fra eksempelvis København med tilbagevirkende kraft.

“Men nu ligger man 1,1 milliard oveni for at kompensere de kommuner, som ikke har mistet noget, men som helt fejlagtigt har fået for mange penge i udligning – og det vil de så blive ved med at give dem. Men os andre der har fået for få penge i 16, 17 og 18 vi får jo ikke noget i kompensation.”

Lolland vil først have møde med ministeren

Lolland borgmester Holger Schou Rasmussen (S) vil først vurdere en eventuel retssag, når borgmestrene har haft møde med økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille om en kompensation til de kommuner, som har fået for lidt i udligning.

Når Carsten Rasmussen har fået svar fra borgmesterkollegerne i nabokommunerne vil han kontakt blandt andet borgmestrene i Nordjylland, som også har udtrykt utilfredshed med den manglende kompensation til de kommuner, som ville have fået mere i udligning, hvis dataene for udlændinges uddannelse fra revideret, da man i 2014 blev opmærksom på problemet.

Støtte fra Nordjylland til retssag

I Nordjylland er Hjørrings borgmester, Arne Boelt (S), klar til at støtte en retsag.

“Det er simpelthen ikke rimeligt, det her,” siger han. “Det her sætter os fuldstændig skakmat. Det kan vi ikke forklare borgerne overhovedet, at vi skal spare, mens de kommuner som har fået for mange penge, får endnu flere.”

Arne Boelt er ligesom de andre borgmestre ikke imod, at de 27 kommuner får penge, men de er stærkt fortørnede over, at de kommuner som i deres optik har fået for lidt i udligning ikke også får kompensation.

Hjørrings borgmester forudser, at sagen her vil få provinsens borgmestre til at rykke sammen.

“Det skaber et sammenhold mellem provinsborgmestre. Du vil risikere at se ne pendant til, hovedstaden hvor borgmestrene taler sammen på kryds og tværs. Det vil du komme til at se i provinsen også.”

 

 

 

 

 

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18

Temaer: Kommuneøkonomi, Udligning

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]