
(ARKIV) Der skal spares 1,4 milliarder kroner årligt på den aktive beskæftigelsesindsats. ( - Foto: Torben Christensen/Scanpix 2013)
Regeringen forventer besparelser på 1,4 milliarder på beskæftigelsesindsatsen
Pengene kommer fra regelforenkling og vejledning af kontanthjælpsmodtagere, der i stedet skal i virksomhedspraktik, skriver beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen i et svar til folketingets beskæftigelsesudvalg.
Udgivet: 08/06/2018
Af Helle Schøler Kjær, helle@nb-okonomi
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) skriver, at han kan bekræfte, at to aftaler med henholdsvis DF og DF og Radikale “tilsammen forventes at tilvejebringe et samlet provenu på 1,4 mia. kr. årligt.”
Ministeren vil spare en milliard kroner på ændringen af tilskudsordningen til kommunernes beskæftigelsespolitik. Kommunerne får i dag refunderet op til 50 procent af udgifterne til aktivering, som nøje skal følge bestemte regler. Fremover skal kommunerne have et samlet beløb, som de i højere grad selv kan bestemme, hvordan de vil bruge i beskæftigelsesindssatsen. Det er på denne ‘regelforenkling’, de fleste penge skal spares.
870 millioner af de sparede penge skal bruges til en erhvervs- og vækstpakke, som regeringen, DF og Radikale vedtog i efteråret 2017. De sidste 400 millioner sparede kroner på beskæftigelsesindsatsen kommer fra mentorordningen til kontanthjælpsmodtagere.
I stedet for en bredere vejledning og opkvalificering skal kommunerne nu fokusere på “virksomhedsrettede tilbud, som vi ved, har den bedste effekt – også for udsatte borgere,” skriver Troels Lund Poulsen.
Det er Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen, der har stillet spørgsmål til ministeren. Socialdemokratiet er ikke med i aftalerne at skære på den aktive beskæftigelsespolitik, men forhandler de øvrige regelforenklinger med forligsparterne i regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18









































