
Thomas Gyldal Petersen (S) borgmester i Herlev Kommune mener, at den nye SVM-regering har forstået alvoren i kommunerne. - Foto: Christina Yoon
Borgmestre: Regeringen må fortælle, hvilken service, der kan undværes
Regeringen skal på banen vedrørende hårde velfærdsprioriteringer. De skal fortælle det åbent og ærligt til borgerne, siger borgmestre på KØF.
Udgivet: 12/01/2023
Det er ikke nok at afbureaukratisere og frisætte kommunerne. Hvis der ikke kommer flere penge til kommunerne, så må regeringen ud og fortælle, hvilke opgaver, kommunerne ikke længere skal levere som offentlig service.
Så klar er meldingen fra flere borgmestre, der deltager i årets Kommunaløkonomisk Forum (KØF) i dag torsdag i Aalborg. Teamet er en presset økonomi og behovet for at tænke nyt.

I en optakt til KØF har Socialdemokratiets finansordfører Benny Engelbrecht (S) været i dagens Berlingske og sige, at man godt kan beholde den samme velfærd, hvis man frisætter og afbureaukratiserer kommunerne mere.
Men det er flere borgmestre ikke helt enige i.
"Vi jo én af de kommuner, der har frisat ældreområdet, og det er der kommet afbureaukratisering ud af, men det er altså ikke noget, vi har sparet penge på," siger Ulrik Wilbek (V), der er borgmester i Viborg Kommune til NB-Økonomi.
Ulrik Wilbek mener, at regeringen er nødt til at sige ærligt til borgerne, hvilke ydelser, kommunerne ikke længere skal levere, så økonomien kan hænge sammen.
"Hvis kommunerne skal have færre penge, bliver regeringen nødt til at fortælle os, hvad det er for nogle ydelser, der ikke kan laves. Og de bliver først og fremmest nødt til at fortælle det til borgerne," understreger han.
SVM-regeringen har forstået problematikken
Kommunerne har tidligere været frustreret over, at den tidligere S-regering fokuserede meget på, at de har givet flere penge til kommunerne og velfærden. Det skyldes, at kommunerne følte sig hårdt presset på økonomien på grund af stigende udgifter til det specialiserede socialområde og sundhedsområde. Derfor var der en diskrepans mellem det, som regeringen melder offentlig ud, og det som borgerne møder i kommunerne i praksis.

Borgmester i Herlev, Thomas Gyldal Petersen (S), mener, at regeringen har flyttet sig på dette område.
"Jeg føler, at denne regering har rykket sig lidt," siger han.
Havde den tidligere regering ikke helt forstået problematikken endnu?
"Jeg tror, det er en bevægelse. Jeg tror, den tidligere S-regering var på vej hen, hvor denne SVM-regering så er startet. Men det er klart, at den tidligere regering havde også et parlamentarisk grundlag, som har et andet syn," uddyber Thomas Gyldal Petersen.
Teknik- og Miljøborgmester i Københavns Kommune Line Barfod (EL) er enig i, at regeringen skal være ærlig. Men hun har mere fokus på, at der er behov for flere penge for at sikre og forbedre velfærden.
"Det er selvfølgelig vigtigt, at regeringen er ærlig. Men det afgørende er, at der kommer penge til at sikre velfærden, hvis vi skal sikre os, at der er sosu'er, lærere og pædagoger," siger hun.
Hun er enig med Ulrik Wilbek i, at det ikke er nok at frisætte og afbureaukratisere, som Benny Engelbrecht er inde på.
"Du kan altid ændre lidt på nogle regler, men du kan ikke afbureaukratisere dig ud af, at du skal skifte bleer, eller du skal undervise skolebørnene," siger Line Barfod.
Thomas Gyldal Petersen er dog forhåbningsfuld, han påpeger, at Benny Engelbrecht er inde på, at der er nogle hårde prioriteringer fremadrettet. Det indikerer, at regeringen har forstået, at det ikke bliver nemt de kommende år.
Sidst opdateret: 12/01/2023 - 14:22
Temaer: Kommuneøkonomi, SVM-regeringen







































