Selv om regeringen dækker det demografiske træk frem til 2030, så vil der til den tid være flere ældre og færre ansatte på plejehjemmene landet over, viser analyse.

Selv om regeringen dækker det demografiske træk frem til 2030, så vil der til den tid være flere ældre og færre ansatte på plejehjemmene landet over, viser analyse. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Rapport: Derfor sikrer demografipenge ikke uændret service

Hvis antal ansatte pr. bruger af offentlige serviceydelser skal forblive uændret, skal der bruges ni milliarder kroner udover råderummet i 2030. Læs om baggrunden her.

Udgivet: 12/01/2023

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Regeringens løfte om at dække det demografiske træk vil på ingen måde sikre, at der er samme antal ansatte pr. ældre eller barn.

Hvis der skal være samme antal ansatte pr. barn eller ældre, så skulle der ansættes 29.000 fuldtidspersoner ekstra. Men en kompliceret økonomisk detalje betyder, at der trods dækningen af det demografiske træk bliver 8.000 færre ansatte, og dermed kommer der altså til at mangle 37.000 ansatte for at sikre uændret antal ansatte pr. bruger.

Det viser en rapport fra Small Great Nation, som er et samarbejde mellem Kraka og Deloitte, hvor blandt andet professor i økonomi og tidligere overvismand Michael Svarer har været med til at udarbejde rapporten.

Rapporten viser, at når politikerne på Christiansborg lover, at man vil dække det demografiske træk i takt med at der kommer flere børn og især ældre, så betyder det altså ikke, at der vil være uændret service.

Det betyder alene, at man skal have mulighed for at bruge samme beløb på offentlig service pr. borger og ikke, at der vil være samme antal ansatte pr. borger.

For at forstå hvorfor, er der en række principper, man først må forstå.

Problem 1: Produktivitetsvæksten er større i det private end det offentlige

Det første problem er, at der i den private sektor er en større produktivitetsvækst i den offentlige sektor. Det kan skyldes flere ting, men en central del af forklaringen er, at det offentlige primært leverer serviceydelser, mens det private primært leverer varer.

For at give en forsimplet forklaring kan man tænke på, hvilke muligheder der er for at blive mere produktiv i henholdsvis vareproduktion i det private og serviceydelser i det offentlige.

Hvor man takket være nye maskiner, mere effektive arbejdsgange eller teknologisk udvikling måske kan gå fra at producere 50 bleer i timen til at producere 100 bleer i timen uden at gå på kompromis med kvaliteten, så er det umuligt for en pædagog at gå fra at trøste 10 børn i timen til at trøste 20 børn i timen og stadig give hvert barn en ligeså god trøst.

Derfor har det private markant bedre vilkår for produktivitetsforbedringer end det offentlige, hvilket er en grundsten i beregningen.

Problem 2: Lønninger i det offentlige følger lønninger i det private

Det næste problem er, at lønningerne i det offentlige følger lønningerne i det private. Det er et problem, fordi produktiviteten i det offentlige ikke følger produktiviteten i det private. Det betyder, at hvis en produktionsmedarbejder og en pædagog begge får 200 kroner i timen, så vil du med tiden få mere for pengene fra produktionsmedarbejderen end pædagogen.

Hvis produktionsmedarbejderens løn stiger med 25 procent fra 200 kroner til 250 kroner, så er det måske udtryk for, at produktionsmedarbejderen kan producere 100 bleer i timen i stedet for at producere 50 bleer i timen og derfor har virksomheden råd til at give medarbejderen mere i løn.

Når pædagogens løn følger med produktionsmedarbejderens løn, så betyder det, at hvis pædagogens produktivitet er uændret, så skal man som arbejdsgiver betale mere for samme output.

Meget forenklet kan man i det private gå fra at betale 200 kroner for 50 bleer til at betale 250 kroner for 100 bleer, mens man i det offentlige med en lønstigning fra 200 kroner i timen til 250 kroner i timen stadig kun får 10 trøstede børn i timen.

Samtidig er det ugunstigt at ændre på lønstrukturen fordi det vil betyde, at ingen vil være pædagoger, hvis man kan tjene 25 procent mere på at være produktionsmedarbejder med samme niveau af kompetencer.

Problem 3: Lønsumskvote

Når man udregner det demografiske træk, så regner man med, at der vil være en uændret offentlig udgift pr. borger. Men i beregninger forventer man en uændret lønsumskvote i det offentlige. En uændret lønsumskvote betyder, at man hvert år bruger samme andel af sine udgifter til varekøb som til lønninger.

Det betyder, at hvis man i 2022 har samlede udgifter på én milliard kroner og man bruger 700 mio. på lønninger og 300 mio. på varekøb, så vil man i 2030, hvis man har samlede udgifter på to milliarder kroner, bruge 1400 mio. på lønninger og 600 mio. på varekøb.

Den uændrede lønsumskvote er fastsat på baggrund af den historiske udvikling. I alle finansministeriets regnemodeller lægger man også en uændret lønsumskvote som forudsætning for beregningerne.

Resultat: Flere gyngestativer og færre pædagoger

Når lønsumskvoten er uændret og produktivitetsvæksten er større i det private end det offentlige, så betyder det, at der med et uændret beløb pr. borger kan købes flere og bedre varer samtidig med, at der kan ansættes mindre personale.

Hvis en børnehave eksempelvis har 100 børn og et budget på 1.000 kroner i 2022, så vil børnehaven i 2022 bruge 500 kroner på varer og 500 kroner på personale. For regneeksemplets skyld kan vi antage, at det svarer til udgiften til 50 pædagoger og fem nye gyngestativer.

I 2030 har børnehaven så fået 110 børn, og får derfor dækket udgifterne til det demografiske træk. Altså får børnehaven nu 1.100 kroner, fordi der er kommet 10 ekstra børn. Nu vil børnehaven bruge 550 kroner på varer og 550 kroner på personale.

I mellemtiden har der været en produktivitetsvækst i varer, så gyngestativer kan produceres bedre og billigere. Derfor kan børnehaven nu købe 6 gyngestativer for 550 kroner, fordi gyngestativerne er blevet relativt billigere end i 2022.

I samme periode er lønningerne til pædagoger steget, men en pædagog kan stadig "kun" producere den samme kvalitet af børnepasning pr. barn som i 2022. Derfor vil børnehaven nu kun have råd til 45 pædagoger for de 550 kroner.

Det betyder, at hvor der i 2022 er 50 pædagoger til 100 børn, svarende til to børn pr. pædagog, så vil der i 2030 være 45 pædagoger til 110 børn, svarende til 2,4 børn pr. pædagog. Til gengæld er der i 2030 kun 18 børn, der skal deles om et gyngestativ, mens der i 2022 er 20 børn, der skal deles om et gyngestativ.

Ikke nok med et der er blevet færre pædagoger pr. barn, så er det samlede antal af pædagoger også faldet.

Hvis man derfor skal sikre et uændret antal pædagoger pr. barn, så vil det kræve, at man afsætter flere penge pr. borger med tiden.

Udviklingen summer op til en større udfordring

Når de mekanismer ganges op til udviklingen i hele samfundet, så ender man ifølge rapporten fra Small Great Nation på, at man ved at dække det demografiske træk i 2030 får næsten seks procent færre offentligt ansatte pr. bruger af serviceydelserne. Vil man have en nulvækst i det offentlige, vil der være næsten ti procent færre ansatte pr. bruger af ydelserne.

Det ubehagelige er, at selv hvis man bruger hele det finanspolitiske råderum inklusive en reserve til det grønne råderum og løftet af forsvarsugifterne, så vil man på grund af den demografiske udvikling stadig have et fald i antallet af offentligt ansatte pr. bruger på 2,5 procent.

Skal man helt op og have uændret antal ansatte pr. bruger, så vil det koste hele ni milliarder kroner mere i 2030 end der er i hele det finanspolitiske råderum.

Dertil kommer selvsagt rekrutteringsudfordringen, fordi man udover at have pengene også skal have nok arbejdskraft, der er både uddannet og kan rekrutteres til de ledige stillinger.

(Artiklen fortsætter under grafen)

null

Yderligere udfordring, hvis enkelte områder fredes

Rapporten peger desuden på, at hvis politikerne beslutter sig for, at enkelte områder, eksempelvis sundhedssektoren og ældreplejen, ikke må få færre ansatte pr bruger, så vil det blot ramme de andre områder endnu hårdere. Freder man eksempelvis sundhed og ældrepleje, så vil man i 2030 mangle 14.000 ansatte på undervisningsområdet, hvoraf næsten 5.000 vil være folkeskolelærere, i forhold til hvis man har uændret personale pr. borger.

Derfor peger rapporten da også på, at der ikke umiddelbart er nogle lette løsninger til at undgå en dårligere service pr. borger i fremtidens velfærdssamfund. Enten må man politisk prioritere, så man accepterer, at nogle områder får dårligere service, eller også må man hæve skatten, stik imod regeringens indeværende planer.

Rapporten peger desuden på potentialer ved mere udlicitering, men selv ved optimistiske skøn kan der slet ikke hentes hele det beløb der skal til, for at sikre en uændret service pr. bruger af velfærden.

Sidst opdateret: 12/01/2023 - 14:09

Temaer: Kommuneøkonomi

Emner: Velfærd, KØF - Kommunaløkonomisk Forum

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]