Nye tal: Antal langtidsledige på rekordlavt niveau
Antallet af langtidsledige faldt så meget i 2022, at man nu ligger under niveauet op til finanskrisen. På landsplan er der færre end 12.000 langtidsledige.
Udgivet: 11/01/2023
Selvom krig, inflation og usikre tider fyldte nyhedsbilledet i 2022, så lader det ikke til at have påvirket landets arbejdsmarked. Tværtimod, så blev antallet af langtidsledige halveret fra november 2021 til 2022 fra et i forvejen lavt niveau. Det viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).
I de seneste tal fra november 2022 er der kun 11.755 langtidsledige på landsplan, hvilket er lavere end i perioden op til finanskrisen, hvor arbejdsmarkedet stod historisk stærkt. Nu er det blot 0,31 procent af arbejdsstyrken, der falder i kategorien langtidsledige.
De kun 11.755 langtidsledige svarer til at en gennemsnitskommune har omkring 120 langtidsledige. Man skal kun tilbage til april 2021 for at finde et væsentligt andet billede. Her var der under coronakrisen 39.551 langtidsledige, svarende til cirka 400 i en gennemsnitskommune.
Siden april 2021, hvor kurven toppede, har arbejdsmarkedet været i stærk fremgang, og kurven for antallet af langtidsledige går næsten lodret nedad siden da.
Langtidsledige er ledige, som enten modtager dagpenge eller kontanthjælp og har været ledige mindst 80 procent af tiden de seneste 12 måneder.
(Artiklen fortsætter under grafen)
Fordi langtidsledige - som navnet antyder - har været ledige i en længere periode, så er det også den gruppe af ledige, som kommunerne afholder de største udgifter til, fordi de kun får 30 procent statsrefusion for overførselsudgifterne efter et halvt års ledighed og blot 20 procent statsrefusion efter et års ledighed.
Derfor er det kommunerne, der afholder langt størstedelen af udgifterne til overførslerne til de langtidsledige. Men selvom antallet af langtidsledige er faldet, så er det ikke ens betydende med, at det styrker kommunernes økonomi.
Det skyldes, at kommunernes balancetilskud fra staten reduceres i takt med at overførselsudgifterne falder. Derfor er facit for kommunerne under ét, at økonomien hverken bliver bedre eller dårligere når langtidsledigheden falder. Det afgørende for den enkelte kommunes økonomi er i stedet, om udgifterne til langtidseldige er faldet mere end i andre kommuner.
Lidt forsimplet, så gælder det derfor, at hvis en kommune har oplevet et større fald i langtidsledigheden end gennemsnittet, så får kommunen en økonomisk gevinst. Hvis kommunen omvendt har haft et lavere fald end gennemsnittet, så får kommunen et nettotab, fordi besparelsen på overførselsudgifterne ikke overstiger den statslige modregning.
Sidst opdateret: 11/01/2023 - 13:17
Temaer: Kommuneøkonomi, Langtidsledighed
Emner: langtidsledighed







































