Der kan være både to- og (i enkelte tilfælde) trecifrede millionbeløb på spil for en række kommuner, når regeringen i april måned skal afgøre, om kommunerne skal have en sanktion for overskridelse af servicerammen.

Årsagen er, at der hverken i lovteksten eller hidtidig praksis er dækning for den antagelse om fordelingen af en sanktion, som de fleste kommuner ifølge deres budgetopfølgninger til økonomiudvalg og byråd arbejder ud fra i øjeblikket. Den går i sin enkelhed ud fra, at den enkelte kommune vil blive målt op mod servicerammen efter midtvejsregulering og kompensation for kommunens faktiske ekstra udgifter til corona og ukrainske flygtninge.

Men lovteksten og hidtidig praksis tegner et andet billede, som kan ende med, at nogle kommuner vil få en langt større sanktion end ventet, mens andre vil slippe væsentligt billigere.

Usikkerheden handler grundlæggede om to ting. Dels hvor stort et beløb kommunerne i givet fald skal betale sanktion af, dels hvordan det skal fordeles.

Loven giver valget mellem ingen eller fuld PL-korrektion

Den grundlæggende regel, som den fremgår af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og lovens bemærkninger er, at kommunerne skal betale sanktion, hvis serviceudgifterne i det endelige regnskab overtiger de oprindeligt vedtagne budgetter. Det ligger også fast, at sanktionen beregnes under et for kommunerne, og at 60 procent skal betales af kommunerne med overskridelser i forhold til deres andel af den samlede overskridelse. De resterende 40 procent skal deles mellem alle kommuner efter folketal.

Hvis regeringen fulgte den hovedregel, så skulle kommunerne formentligt betale sanktion af tre milliarder, fordi kommunerne så alene skulle betale sanktion i forhold til den serviceramme, som blev aftalt helt tilbage i maj 2021 inden nogen havde tænkt den tanke, at en angrebskrig på europæisk jord ville sende inflation op i skyerne.

Der er ingen som forestiller sig, at regeringen holder sig til lovens hovedbestemmelse for så vidt angår størrelsen af sanktionen.

Ifølge lovens bemærkninger skal der "korrigeres for eventuelle ændringer i regler og opgaver, som er gennemført efter kommunernes budgetlægning" - altså lovændringer, som er omfattet af det udvidede totalbalanceprincip.

Men derudover kan Indenrigsministeren ifølge bemærkningerne blandt andet foretage "korrektioner for ændrede forudsætninger om pris- og lønudviklingen i den kommunale sektor".

Men allerede her bliver det lidt tricky. For lovens paragraf 14 taler alene korrektioner pga. "ændrede forudsætninger fra budget til regnskab" - men ikke om ændrede forudsætninger fra "budget til midtvejsregulering".

Den sondring kan blive særligt vigtig i år, fordi der helt ekstraordinært har været tale om store skift i inflationen. Derfor fik kommunerne ikke mindre end tre milliarder kroner i ekstra PL-regulering ved midtvejsreguleringen i juni i år. Selvom det lyder som et stort beløb, så var det mellem 1,4 og 1,8 milliard kroner for lavt, fordi Finansministeriet fejlvurderede hvor høj inflationen rent faktisk ville blive i 2020.

Men regeringen har meget bastant afvist at kompensere kommunerne for den ekstra inflation - de ville altså kun kompensere kommunerne med ekstra finansiering fra budget til midtvejsregulering. Så spørgsmålet er, om regeringen ifølge loven alene har valget mellem slet ikke at korrigere servicerammen for den ændrede PL eller med den fulde ændrede PL fra budget til regnskab.

Lovtekst eller ej, så er det vanskeligt at forestille sig, at KL og kommunerne vil afvise at få kompensation for den ekstra PL fra budget til midtvejsregulering, så der kan det nemt ende.

Afgørende om korrektion fordeles ud på enkelte kommuner

Så er der den lovede kompensation og dermed korrektion ved sanktionsberegningen for covid og ukrainske flygtninge - og heraf er det flygtningene der tæller langt tungest. Kommunerne har fået kompensation frem til april måned. Nu skal KL og regeringen så i gang med at diskutere, præcist hvor mange penge kommunerne skal have, hvilket er helt normal procedure.

Men så kommer fordelingen af både finansering og serviceramme.

Den eneste opgørelse der er af udgifterne til covid og ukrainske flygtninge, er kommunernes egne opgørelser, som nødvendigvis er baseret på et betydeligt element af skøn. Hvis det skal løftes op til et objektivt mål, så skal der udarbejdes regnskabsstandarder og udføres revision, hvilket er en meget omfattende opgave.

Derfor kan det udløse både en mindre stammekrig mellem kommunerne og omfattende krav om revision, hvis staten og KL forsøger at fordele penge og finansering efter andet end enten antallet af indbygger eller antallet af ukrainske flygtninge.

Uanset hvad, så vil sådan en fordeling blive dyr for især de storbykommuner, som har været tvunget til at huse de ukrainske flygtninge i meget dyre boliger som eksempelvis hoteller, og meget favorabel for de kommuner, som har masser af billige boliger.

Hidtidige korrektionsmetode kan udløse tilfældige sanktioner

Det kan dog blive endnu mere afgørende for mange kommuner, hvilke metode Indenrigsministeren vælger for korrektionen for udgifter til ukrainske flygtninge og covid.

Der er grundlæggende to muligheder.

1) Indenrigsministeren justerer hver enkelt kommunes budget med både en PL-regulering og kommunens andel af kompensationen for flygtninge og covid. I så fald vil den enkelte kommune skulle betale tæt på 60 procent af sit overskridelse af servicerammen, hvis kompensationen for covid og flygtninge svarer til de faktiske udgifter. Hvor tæt kommunen kommer på 60 procent afgøres af, hvor mange kommuner som går under servicerammen, og dermed reducerer den samlede sanktion.

Som du kan læse i en særskilt artikel, så er det meget få kommuner, som ventes at levere et mindreforbrug på servicerammen, og dermed tegner alt lige nu til, at sanktonen kommer meget tæt på de 60 procent.

Det er vigtigt at bemærke, at en eventuel skævhed i fordelingen af kompensationen (altså at den enkelte kommune ikke får dækket sine faktiske udgifter, men derimod en andel efter en fordelingsnøgle) vil slå fuldt igennem på fordelingen af sanktionen.

Hvis ministeren vælger at fordele en kompensation for covid og ukrainske flygtninge efter folketallet i kommunerne, så vil den her fordeling ramme kommuner med højere udgifter end gennemsnittet pr. borger hårdt - det gælder eksempelvis København.

2) Indenrigsministeren har tidligere besluttet blot at reducere det beløb, som den samlede sanktion beregnes af. Hvis der eksempelvis er en samlet overskridekse af servicerammen på to milliarder kroner inden fradrag af udgifter til covid og flygtninge på eks. 500 millioner, så vil kommunerne skulle betale sanktion af de 1,5 milliarder. Heraf vil de 60 procent til individuel sanktion svare til 900 millioner kroner, som vil skulle betales forholdsmæssigt efter de enkelte kommuners overskridelse inklusiv udgifterne til covid og ukrainske flygtninge.

Dermed vil kommuner, som ikke har overskredet servicerammen, når man ser bort fra de faktiske udgifter til covid og flygtninge, pludseligt blive ramt af individuelle sanktioner, mens de kommuner, som har overskredet også eksklusiv covid- og flygtningeudgifterne, vil få en lavere andel af sanktionerne end de ellers ville have fået.

Der er ikke umiddelbart noget i loven eller bemærkningerne, som angiver om ministeren skal bruge den ene eller anden metode. Tidligere har ministeren brugt metode 2, men det var i en situationen, hvor en eller flere korrektioner helt fjernede en sanktion, og dermed havde valget af metode ingen praktisk betydning for fordeling af sanktionen.

Har økonomiudvalgene fået den korrekte besked?

I næsten alle budetopfølgninger i kommuner med overskridelser er der en orientering til økonomiudvalgene og byrådet om fordelingen af en eventuel sanktion.

Stort set alle formuleringer tager udgangspunkt i den mindst sandsynlige metode, at den enkelte bliver korrigeret for deres faktisk opgjorte forbrug af udgifter til covid og ukrainske flygtninge, og ingen har foreløbigt taget højde for, at ministeren kan vælge metode to - som ellers er den metode man hidtil har valgt - men hvor det altså hidtil ikke har haft betydning for fordeling af en sanktion.

Fakta: Det står i loven og i bemærkningerne til loven

Lovteksten:

§ 14 a. Social- og indenrigsministeren nedsætter statens tilskud til kommunerne for tilskudsåret, jf. § 14, hvis kommunernes regnskaber for året før tilskudsåret under et udviser et højere niveau for serviceudgifterne end det budgetterede niveau korrigeret efter stk. 2. Nedsættelsen udgør forskellen mellem de regnskabsførte og de korrigerede budgetterede serviceudgifter for det pågældende år.

Stk. 2. Kommunernes budgetterede serviceudgifter korrigeres for ændrede forudsætninger fra budget til regnskab. Social- og indenrigsministeren kan indregne et korrektionsbeløb i opgørelsen af kommunernes samlede budgetterede serviceudgifter, såfremt de budgetterede serviceudgifter er lavere end en af social- og indenrigsministeren fastsat ramme.

Stk. 3. Nedsættelsen efter stk. 1 opgøres og fordeles mellem kommunerne af social- og indenrigsministeren. 40 pct. af nedsættelsen fordeles mellem alle kommuner i forhold til den enkelte kommunes andel af det samlede indbyggertal. 60 pct. af nedsættelsen fordeles mellem de kommuner, hvis regnskabsførte serviceudgifter overstiger det korrigerede budget for året før tilskudsåret. Nedsættelsen efter 3. pkt. fordeles på disse kommuner i forhold til den enkelte kommunes andel af den samlede overskridelse af de korrigerede budgetter for de kommuner, hvor de regnskabsførte serviceudgifter overstiger de korrigerede budgetter. Korrektionen af de enkelte kommuners budgetter foretages på baggrund af ændrede forudsætninger fra budget til regnskab.

Stk. 4. Nedsættelsen afregnes i månederne oktober, november og december i tilskudsåret.

Stk. 5. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler for opgørelse og afregning af nedsættelsen, herunder om indhentelse af særlige revisionserklæringer vedrørende regnskabsaflæggelsen og om de nødvendige korrektioner ved sammenligning af budget og regnskab.

Fakta: Det står i bemærkningerne til loven

Den foreslåede bestemmelse i § 14 a betyder, at der indføres en ordning, som indebærer, at hvis kommunerne overskrider de budgetterede serviceudgifter, nedsættes bloktilskuddet tilsvarende inden for en ramme på 3 mia. kr.

En eventuel overskridelse af de budgetterede serviceudgifter vil kunne konstateres, når Danmarks Statistiks opgørelse af de kommunale regnskaber foreligger i maj måned i året efter budgetåret. Ved sammenligning af de budgetterede og regnskabsførte udgifter er det nødvendigt at foretage visse korrektioner, jf. stk. 1.

Bestemmelsen i stk. 4 indeholder derfor en bemyndigelse til indenrigs- og sundhedsministeren til at opgøre de nødvendige korrektioner ved sammenligning af budget og regnskab. Der skal korrigeres for eventuelle ændringer i regler og opgaver, som er gennemført efter kommunernes budgetlægning. Endvidere kan der bl.a. være tale om korrektioner for ændrede forudsætninger

om pris- og lønudviklingen i den kommunale sektor.

Kilde: Folketingstidende