
Billige boliger i yderkommunerne har været medvirkende til, at socialt udsatte borgere oftere vælger at flytte til yderkommuner. - Foto: Arkivfoto: NB-Medier
Forstå på fem minutter: Derfor fanger udligning ikke førtidspension
Der er to enkle årsager til, at mange yderkommuner får langt flere førtidspensionister end partierne bag udligningsreformen i 2020 forventede. Få forklaringen her.
Udgivet: 09/11/2022
Opråbet fra fra blandt andre Hjørrings borgmester om manglende kompensation til yderkommunerne for det stigende antal førtidspensionister burde egentligt ikke komme som nogen overraskelse. Det er en logisk konsekvens af substantielle forhold i den udligningsreform, som blev vedtaget i 2020.
Her får du forklaringen.
Hele ideen bag det kommunale udligningssystem er, at kommunerne ikke får refusion eller udligning efter antallet af borgere på eksempelvis førtidspension, kontanthjælp, dagpenge eller antallet af anbragte børn. Årsagen er, at kommunerne så ville miste det økonomiske incitament til at forebygge den slags udgifter.
Derfor får kommunerne i stedet udligning ud fra dels borgernes aldersfordeling samt en teoretisk beregning af kommunernes samlede sociale problemer beregnet ud fra 18 kriterierier som for eksempel andelen af borgere uden en erhvervsuddannelse og andelen af borgerne, som bor i en almen bolig eller en billig privat lejebolig.
De 18 kriterier er dels politisk fastsatte, dels fastsat ud fra en stor analyse fra 2013 og 2018 baseret på kommunernes faktiske udgifter. Eksperterne har ud fra såkaldte regressionsanalyser forsøgt at vælge kriterier og vægte dem på en måde, så det passede bedst muligt med kommunernes faktiske udgifter.
Men lige netop på førtidspension og seniorpension er der to afgørende mangler i systemet og i de analyser, som ligger bag reformen af udligningssystemet i 2020.
Så på data fra 2015 med stort fald i antal nye førtidspensionister
Den afgørende analyse fra 2018 var primært baseret på data fra 2015, og netop i 2014 og 2015 faldt antallet af førtidspensionister som følge af en reform, som daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen gennemførte i 2013.
Men den udvikling holdt ikke, og fra 2019 vendte billedet, og dermed blev udligningsreformen i 2020 designet ud fra forældede og forkerte data. Som du også kan se i grafen, så var udviklingen fra 2015 meget dårligere særligt i yderkommunerne.
Men det blev aldrig indregnet i udligningsreformen, og derfor er det en logisk konsekvens, at især yderkommunerne ikke får fuld dækning for førtidspension.

Udligningsreform indregner slet ikke socialt skæve flyttemønstre
En anden vigtig årsag handler om det, som populært kaldes socialt skæve flyttemønstre eller den mere tabloide term social eksport.
Da analyserne bag udligningsreformen blev designet i 2015 og 2016 var socialt skæve flyttemønstre ikke en central del af debatten, og Danmarks Statistik begyndte først at udgive valide data på området i august 2018.
Socialt skæve flyttemønstre dækker over det forhold, at især udviklingen på boligmarkedet har betydet, at de stærkeste borgere flytter fra yderkommunerne ind til bykommunerne, mens de svageste flytter den anden vej.
Dermed falder hele grundtesen i udligningssystemet om, at sandsynligheden for at en ufaglært ender på førtidspension grundlæggende er den samme i en yderkommune og en bykommune. For den sociale eksport betyder netop, at sammensætningen af ufaglærte bliver meget forskellig.
Populært sagt får bykommunerne mange af de stærke ufaglærte med solide job i industrien, hvor de ofte har en indtægt på niveau med faglærte arbejdere, mens yderkommunerne får en stor andel af de svageste ufaglærte, som ofte har lange perioder med ledighed og som ifølge en række analyser fra vismændene oftere ender på førtidspension og udløser store ekstraudgifter på eksempelvis børneområdet.
Som du kan læse i en særskilt artikel, så bekræfter udviklingen siden 2019, at andelen af borgere på førtidspension har udviklet sig meget skævt med en meget kraftig stigning i yderkommunerne, mens bykommunerne stort set er gået fri.
Sidst opdateret: 09/11/2022 - 13:53
Temaer: Udligning, Seniorpension, Førtidspension
Emner: Førtidspension, Seniorpension










































