Så skævt er førtids- og seniorpensionister fordelt

På landsplan er der en markant forskel på andelen af personer på førtids- og seniorpension. Udviklingen siden 2019 har kun trukket Danmarkskortet endnu mere skævt.

Udgivet: 09/11/2022

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

På Lolland er syv gange så stor en del af arbejdsstyrken på enten førtids- eller seniorpension som i Allerød Kommune. I september var det således 23,6 procent af arbejdsstyrken i Lolland Kommune, der var på en af de to ydelser, mens det kun var 3,4 procent af arbejdsstyrken i Allerød Kommune. På landsplan er 8,8 procent af arbejdsstyrken på senior- eller førtidspension.

Det viser den officielle opgørelse over andelen af borgere på førtidspension og seniorpension i den arbejdsdygtige alder fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, (STAR).

For at gøre ondt værre, så er Lolland den kommune med den absolut største stigning i andelen siden 2019, mens Allerød har den laveste stigning i andelen. Dermed illustrer de to kommuner den generelle tendens på tværs af landet, hvor fordelingen af senior- og førtidspensionister bliver trukket i en stadigt skævere retning.

Ser man på Danmarkskortet er den generelle tendens, at hovedstadskommunerne, med undtagelse af en håndfuld kommuner på den københavnske vestegn, har en markant lavere andel af senior- og førtidspensionister end resten af landet. Det samme gør sig gældende for nogle få østjyske kommuner, mens også Rebild og Aalborg ligger pænt under landsgennemsnittet.

Stort set alle andre kommuner ligger enten over eller omkring landsgennemsnittet. Værst står det til i de sjællandske yderkommuner, mens også flere nordjyske og sydjyske kommuner ligger markant over landsgennemsnittet.

Den skæve fordeling rammer yderkommunernes økonomi hårdt, da de dels har højere ydelsesudgifter, dels har lavere skatteindtægter. Forskellene kompenseres kun i ringe grad i tilskuds- og udligningssystemet, og derfor går det i stigende grad ud over kommunernes generelle økonomi.

(Artiklen fortsætter under kortet)

Da man i foråret 2020 vedtog reformen af den kommunale udligning, blev en del af skævhederne kompenseret gennem blandt andet særtilskud til ø- og yderkommuner. Det var dermed politisk besluttet, at forskellen i kommunernes økonomi var retfærdig på baggrund af tal fra 2020 og 2019.

Men fordi udviklingen i andelen af førtids- og seniorpensionister siden har forøget skævheden mellem kommunerne, og særtilskuddene ikke er blevet tilsvarende større, er forskellen i kommunernes økonomi vokset siden dengang.

Derfor er udviklingen dårligt nyt for især de kommuner, der i forvejen havde en højere andel af ydelsesmodtagere end landsgennemsnittet, og siden har haft en større stigning i andelen af senior- og førtidspensionister end landsgennemsnittet.

Se udviklingen siden 2019 i kortet herunder.

Sidst opdateret: 21/11/2022 - 09:50

Temaer: Kommuneøkonomi, Seniorpension, Førtidspension

Emner: Førtidspension, Seniorpension

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]