Udligningsreformen, som et bredt flertal af Folketingets partier vedtog i foråret 2020, tager ikke højde for udviklingen i antallet af seniorpensionister. Blandt andet derfor lander kompensationen til kommunerne skævt.

Udligningsreformen, som et bredt flertal af Folketingets partier vedtog i foråret 2020, tager ikke højde for udviklingen i antallet af seniorpensionister. Blandt andet derfor lander kompensationen til kommunerne skævt. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Derfor kompenseres kommunerne skævt for seniorpension

Nogle kommuner har et nettotab på seniorpension på store millionbeløb, mens andre kommuner har en tilsvarende gevinst. Forstå her, hvorfor kompensationen rammer skævt.

Udgivet: 14/09/2022

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

En analyse foretaget af NB-Økonomi viser, at seniorpensionen omfordeler 290 millioner kroner fra nogle af landets fattigste kommuner til nogle af landets mest velstillede kommuner.

Forklaringen skal findes i tilskud- og udligningssystemet, reglerne for finansiering af overførselsydelser samt den måde, balancetilskuddet fungerer på.

Læs også:
Seniorpension neutraliserer en femtedel af udligningsreformens effekt

Kommunerne afholder 80 af udgifterne

Betalingen til seniorpensionen er skruet sammen på den måde, at det er kommunerne, der afholder udgiften til ydelsen. I de første uger får kommunen kompenseret 80 procent af udgiften fra staten, men refusionen falder gradvist til 20 procent efter et år, som er den varige refusionssats, når borgeren har modtaget seniorpension i mere end et år.

Dermed er det efter et år kommunen, der betaler 80 procent af udgiften til seniorpension, mens staten betaler 20 procent.

Refusionstrappen er den samme for en række andre overførselsudgifter, eksempelvis kontanthjælp og dagpenge. Her er logikken, at kommunerne skal have et økonomisk incitament til at få borgerne i job så hurtigt som muligt efter de er blevet ledige.

Men netop på seniorpensionen har kommunerne ikke nogen direkte mulighed for at påvirke antallet, men alligevel er det den refusionstrappe, som man benytter i forbindelse med finansieringen af ydelsen.

Kommunerne kompenseres under ét

Helt overordnet sikrer balancetilskuddet, at når kommunerne har stigende udgifter til overførsler, så kompenseres kommunerne under ét 1:1 for de ekstraudgifter, kommunerne har. Det vil sige, at når kommunerne i år har udgifter til seniorpension for omtrent 2,7 milliarder kroner, så får kommunerne en tilsvarende kompensation fra staten.

I det første år kompenseres kommunerne efter den såkaldte bloktilskudsnøgle, som udelukkende fordeler pengene efter kommunens folketal. Det vil sige, at hvis en kommune har en procent af landets befolkning, så får kommunen en procent af kompensationen, uanset antallet af seniorpensionister i den enkelte kommune.

Herefter vil udgiften gå ind i det generelle tilskuds- og udligningssystem.

Udligning tager ikke højde for seniorpension

Her er problemet for kommunerne med mange seniorpensionister, at udligningssystemet ikke tager højde for antallet af seniorpensionister i kommunerne. For at forstå det, skal man forstå logikken i udligningssystemet.

Helt overordnet fordeles 67 procent af udgifterne gennem de såkaldte aldersbetingede udgiftsbehov, mens 33 procent fordeles efter socioøkonomiske kriterier.

Hvad angår de aldersbetingede udgifter, så vil grupperne 60-64-årige og 65-69 årige have et højere enhedsbeløb, når udgifterne til seniorpension indregnes i systemet. Det betyder, at kommunerne får flere penge pr. 60-69-årig i kommunen.

Dermed fordeles 67 procent af udgiften til seniorpension efter antallet af personer i den aldersgruppe, der kan modtage seniorpension, i hver kommune. Her er problemet, at der mellem kommunerne er stor forskel på andelen af 61-66-årige, der modtager seniorpension, som du kan se i det nederste kort i denne artikel:

Læs også:
Tilgangen til seniorpension stiger væsentligt hurtigere end ventet

Med andre ord, så er det kommuner med mange 60-69-årige, der vinder på fordelingen, fordi der er en meget lille andel af de 60-69 årige der modtager førtidspension.

Socioøkonomien fanger lidt af forskellen

De resterende 33 procent fordeles efter det såkaldte socioøkonomiske indeks. Bag udregningen af indekset er der umiddelbart ikke noget kriterie, der fanger antallet af seniorpensionister i hver kommune. Derfor får kommunerne ikke et øget tilskud fra de socioøkonomiske kriterieværdier som følge af et stigende antal seniorpensionister.

Dog fanges noget af skævheden mere eller mindre tilfældigt af det socioøkonomiske indeks. Eksempelvis får Lolland Kommune markant flere penge gennem den socioøkonomiske fordeling end Gentofte Kommune. Men det skyldes andre faktorer i forskellen på kommunerne, og dermed er det mere eller mindre tilfældigt, om man får tilskud gennem det socioøkonomiske indeks til det stigende antal seniorpensionister.

Det er dog værd at bemærke, at der overordnet set er en nogenlunde sammenhæng mellem andelen af seniorpensionister og det socioøkonomiske indeks, hvor kommunerne med mange seniorpensionister generelt har et højere socioøkonomisk indeks. Det skyldes dog nærmere tilfældigheder end sammensætningen af kriterierne.

Selv hvis der var en direkte sammenhæng mellem det socioøkonomiske indeks og antallet af seniorpensionister i hver kommune, så er det i bedste tilfælde en tredjedel af kompensationen, der lander det rigtige sted.

Ender i en skævhed

Slutresultatet er, at fordi langt størstedelen af kompensationen sker udelukkende baseret på andelen af 61-66-årige, så er det de kommuner, der har den højeste andel af 61-66-årige på førtidspension, som ender med et nettotab, mens det er de kommuner, der har den laveste andel af 61-66-årige på førtidspension, som ender med en gevinst.

På den måde vinder Gentofte Kommune omtrent 17 millioner kroner om året, fordi man har et lavt antal seniorpensionister, mens Lolland taber 20 millioner kroner, fordi kommunen har et højt antal seniorpensionister.

Sidst opdateret: 14/09/2022 - 14:18

Temaer: Kommuneøkonomi

Emner: Seniorpension

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]