Kerteminde Kommune skal udskyde byggerier til kernevelfærdsopgaver og helt opgive andre ting som eks, cykelstier, hvis kommunen skal overholde den udmeldte serviceramme fra KL, siger borgmester Kasper Ejsing Olesen (S).

Kerteminde Kommune skal udskyde byggerier til kernevelfærdsopgaver og helt opgive andre ting som eks, cykelstier, hvis kommunen skal overholde den udmeldte serviceramme fra KL, siger borgmester Kasper Ejsing Olesen (S). - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Anlæg: Fattige kommuner hårdest ramt af KL's vippemodel

Teknikken bag udregningen af KL's såkaldte tekniske anlægsramme er især en ulempe for de kommuner, som var fattige i 2010'erne og som fik penge fra udligningsreformen. København er langt fra hårdest ramt.

Udgivet: 23/08/2022

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Det er de fattige kommuner fra 2010'erne, som får det sværest, når kommunerne i næste uge indleder slagsmålet om fordelingen af anlægsrammen for 2023. Det skyldes, at den såkaldte vippemodel bag KL's udregning af vejledende anlægsrammer i særlig grad rammer de kommuner, som med udligningsreformen fik luft til at hæve deres anlægsrammer efter i mange år at have været tvunget til at ligge lavt.

Modsat ligger København helt nede på en 24. plads, når man rangerer kommunerne efter, hvor meget de procentuelt skal skære i anlægsrammen i 2023 for at opfylde den teknisk udmeldte serviceramme fra KL.

Kommuner med lavt anlægsbudget i 2010'erne hårdt ramt

Forklaringen er, at KL's såkaldte vippemodel tager udgangspunkt i et gennemsnit af kommunernes anlægsramme fra 2013-2022, efter man har taget det højeste og laveste år ud. Herefter har man udregnet de enkelte kommuners afvigelse fra gennemsnittet og korrigeret tallet for ændringen i anlægsrammen.

Hvis man tager gennemsnittet for anlægsrammen fra 2013-2022 og sammenholder med den aftalte anlægsramme for 2023, så skal kommunerne under et skære knap 12 procent.

Den historiske betingede anlægsramme for hver kommune er herefter vippet, ved at man har reduceret hver enkelt kommunens afstand til gennemsnittet med en fjerdedel.

Når man ser på kommunernes tekniske anlægsramme i forhold til 2022, så er effekten af modellen ret entydig. Den rammer rammer især de kommuner, som på grund af manglende finansiering havde en meget lav anlægsramme op igennem 2010'erne, men som takket være udligningsreformen fik finansiering til at hæve anlægsrammen i 2021 og 2022.

Netop fordi det højeste og laveste år pilles ud, så vil den type kommuner få et meget lavt historisk gennemsnit, og dermed det dårligste udgangspunkt for fordelingen af servicerammen.

Godt 30 kommuner skal skære mere end de knap 12 procent, mens det samme antal kan hæve deres anlægsramme i 2023 i forhold til 2022. Resten af kommunerne ligger mellem 0 og 12 procent, og skal dermed spare mindre end det vægtede gennemsnit.

En af de kommuner, som bliver ramt af udregningsmetoden er Kerteminde, og her peger borgmester Kasper Ejsing Olesen (S) på, at det vil have store konsekvenser, hvis kommunen skulle reducere anlægsbudgettet til den udmeldte ramme.

"Det vil ikke alene betyde, at vi skal skubbe anlæg til kernevelfærd ud i fremtiden, men også at vi må pille andre ting som cykelstier helt ud af vores anlægsbudget," siger han. Borgmesteren forventer derfor, at det bliver meget svært at få de samlede anlægsbudgetter til at overholde den aftalte ramme.

I tabellen herunder kan du se, hvor meget kommunerne skal spare eller kan bruge ekstra, hvis man tager udgangspunkt i den såkaldte trappemodel.

Sidst opdateret: 23/08/2022 - 13:37

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]