
Statsministeren ønskede i sin nytårstale meget klart, at der skulle ske afbureaukratisering af ældreområdet med en ny ældrelov. Astrid Krag (S) har endnu ikke fremlagt et udspil, hvorfor det kan blive umuligt at få den implementeret på denne side af et valg. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Statsministerens løfte om mindre ældre-bureaukrati opfyldes næppe før valg
Ældreloven kan næppe blive forhandlet på plads inden valget, hvis de Radikale gør alvor af truslen om at vælte regeringen senest 6. oktober. Ældreministeriet vil nemlig først indkalde til forhandlinger i løbet af efteråret.
Udgivet: 24/08/2022
Statsministeren kan få svært ved at opfylde sit løfte fra nytårstalen om afbureaukratisering af ældreområdet.
Social- og ældreminister Astrid Krag fastholder sin tidligere udtalelse om, at hun først vil indkalde til forhandlinger om en ny ældrelov i efteråret, oplyser ministeriets pressetjeneste. Selvom det skulle lykkes at få en politisk aftale inden et folketingsvalg, så mangler der stadig en bekendtgørelse så loven kan komme til at virke i kommunerne, før man kan sige noget om, hvorvidt der faktisk er mindre bureaukrati end før.
Det Radikale Venstre har truet med mistillid til regeringen senest den 6. oktober til Folketingets åbningsdebat, hvis ikke der er udskrevet valg inden. Så medmindre De Radikale løber fra det udsagn, så peger alt på, at ældreloven skubbes til efter et folketingsvalg.
Eneste alternative mulighed er, at regeringen ikke udskriver valget før Folketingets åbning, og at ældreloven kommer i hus på rekordtid. Men falder regeringen den 6. oktober, så kan en politisk aftale alligevel ikke blive vedtaget i Folketinget før efter valget.
"Jeg må bare konstatere, at jeg nu er den sjette statsminister, der problematiserer bureaukratiet. Poul Schlüter var den første. Problemerne er kun blevet større," sagde Mette Frederiksen dengang i nytårstalen.
Hvis magtens skifter efter et valg, kan den kommende statsminister dermed risikere at blive den syvende, hvis ikke Astrid Krag får forhandlet en ældrelov på plads før et valg.
Sidst opdateret: 24/08/2022 - 13:49









































