Over 70 kommuner overskrider budgetterne på handicapområdet
Langt de fleste kommuner overskrider deres budgetter for 2021 på det specialiserede socialområde. Det viser netop offentliggjorte regnskabstal.
Udgivet: 22/04/2022
Kommunerne kan ikke overholde budgetterne for 2021 på det specialiserede socialområde. Det gælder både, når man ser på børne- og voksenområdet. Det viser nye regnskabstal for 2021 fra Danmarks Statistik.
75 kommuner har i regnskabsåret 2021 overskredet budgetterne på det specialiserede voksenområde. Det tal er 77 på børneområdet.
I alt har kommunerne overskredet budgetterne med henholdsvis 1,2 milliarder kroner på voksenområdet og 800 millioner på børneområdet. Det er en samlet overskridelse på det specialiserede socialområde på mere end to milliarder kroner.
Det dokumenterer - som kommunerne længe har påpeget - at det specialiserede socialområde økonomisk er ved at stikke af.
Trods den erkendelse, så budgetterer de fleste kommuner alligevel med i 2022, at udgifterne til handicapområdet vil falde. 66 kommuner har nemlig et lavere budget for 2022 på voksenområdet, end de har brugt i regnskabet for 2021. Det tal er 74 på børneområdet.
De tal kan næppe holde i praksis, hvorfor kommunerne ser ind i at spare på andre områder i indeværende år, hvis ikke de vil overskride servicerammen for 2022.
43 kommuner har højere faktiske udgifter i 2021 end de har budgetlagt i 2021 og 2022 på både børne- og voksenområdet inden for det specialiserede socialområde.
De nedenstående kort viser overskridelserne på henholdsvis voksenområdet og børneområdet.
FAKTA - Sådan har vi gjort:
For hver kommune har vi trukket budgettal fra 2021 og 2022 samt regnskabstal fra 2021. Budgettallene for 2022 er blevet nedjusteret til 2021-priser med 1,7 pct. i PL. Regnskabstallene er blevet sammenholdt med budgetterne for henholdsvis 2021 og PL-reguleret 2022, hvor forskellen er blevet fundet i både kroner og procent, som indgår i kortene i artiklen.
Alle tal er trukket som nettodriftsudgifter.
Kontodefinitionerne er:
Specialiserede voksenområde: 5.38.38, 5.38.39, 5.38.41, 5.38.50, 5.38.51 og 5.38.53
Specialiserede børneområde: 5.28.20, 5.28.21, 5.28.22, 5.28.23, 5.28.24, 5.28.25 og 5.28.26
Opdag NB Økonomis fulde datasæt
Få adgang til omfattende data, regneark, landkort og interaktive kort på NB-Data.

Sidst opdateret: 22/04/2022 - 13:47
Temaer: Kommuneøkonomi, Budgetter, Budgetter
Emner: Budget, Økonomi, Det specialiserede socialområde







































