Umiddelbart er det en lettelse for de kommunale topfolk, at den store ekstrabevilling på 18 milliarder kroner til Forsvaret ikke vil påvirke det beløb, som regeringen og Folketinget kan bruge på blandt andet økonomiaftalerne med kommunerne og regionerne.

Men der er måske grund til en eftertanke.

Partierne bag det nationale kompromis om forsvaret har reelt tømt den sidste store reserve i de offentlige kasser ved at hæve underskudsgrænsen for de offentlige budgetter til 0,5 procent af BNP (bruttonationalproduktet).

Dermed har man populært sagt tømt den sidste store reserve, som politikerne havde adgang til at bruge, hvis noget uventet rammer dansk økonomi og grundlæggende forringer den strukturelle balance på de offentlige budgetter.

Mens budgetlovens regler fint kan rumme et konjunkturtilbageslag, så er der ingen kære mor, hvis økonomien bliver ramt af strukturelle forhold som eksempelvis et uventet fald i arbejdsstyrken eller nye varige udgifter.

Det betyder umiddelbart, at et nyt uventet strukturelt stød til økonomien i de næste ti år vil ramme direkte ned i det offentlige forbrug i form af krav om nedskæringer eller nye store skatter.

Mange kommunalpolitikerne har gennem årene måtte sande, at glæden hos vælgerne over en udvidelse af den kommunale service på ingen måde står mål med vreden over en nedskæring.

Derfor kan det være klogt, at kommunalbestyrelserne i landets kommuner holder et stift øje på, hvordan man kan indrette den kommunale økonomi, så der er plads til at skære eksempelvis en halv procent af driften, uden at det rammer kernevelfærden.

Og den nye virkelighed er, at det nu vil være ekstra risikabelt at gå lige til kanten af servicerammen ud fra den tanke, at kommunerne i de næste mange år kan se frem til at hæve deres servicerammer med omkring 0,5 procent om året.

Godt nok har den nuværende regering lovet højt og helligt, at den vil dække det demografiske træk (altså stigende udgifter til især ældre). Men det løfte er jo afhængig af, at regeringen i tilfælde af strukturelle stød til økonomien kan finde et flertal, som vil hæve skatterne for at undgå en strammere udgiftspolitik.

Og endeligt kan regeringsmagten jo skifte, og der er kun et af de borgerlige partier, Venstre, som håndfast har lovet at dække demografien.