Indfasningen af de ekstra 18 milliarder kroner til det danske forsvar, som er en del af det store nationale forsvarskompromis, vil ikke påvirke muligheden for at bruge flere penge på offentlig velfærd - eller at give skattelettelser - frem til 2030.

Forklaringen er ifølge NB-Økonomis oplysninger, at indfasningen af de 18 milliarder kroner er afpasset, så de rimeligt præcis modsvarer udvidelsen af råderummet. (Udvidelsen er effekten af, at et politisk flertal ikke længere vil stile mod strukturel balance på de offentlige budgetter i 2030, men derimod tillade et underskud på 0,5 procent af BNP.)

Dermed vil forsvarsaftalen ikke i sig selv påvirke det råderum, som regering og Folketing hvert år kan fordele mellem økonomiaftaler med kommuner og regioner, nye politiske tiltag samt finanslovs-reserven.

Forligspartierne har ikke offentliggjort indfasningen af de ekstra cirka 18 milliarder kroner til forsvaret. Men Forsvarsministeriet fremlagde i juni 2021 en beregning til Folketingets Forsvarsudvalg, som viste, at de gældende forsvarsaftaler i 2030 ville svare til forsvarsudgifter på 1,30 procent af BNP.

Dermed ville der mangle 0,7 procent af BNP i 2030, og dermed peger tallene på, at forligspartierne vil indfase godt 13 af de 18 ekstra milliarder kroner i 2030 og resten i de efterfølgende tre år.

Demografiregulering vil beslaglægge stor del af råderummet

Regeringen har lovet forligspartierne bag forsvarsaftalen, at den vil fremlægge en fremskrivning af råderummet til 2030 - senest i tredje kvartal i år.

Det økonomiske råderum viser, hvor meget staten kan bruge på nye udgifter eller skattelettelser i de kommende år, uden at den strukturelle offentlige saldo kommer under et fastlagt niveau. Indtil nu har den grænse været 0 - altså balance i de offentlige budgetter. I det scenarie er råderummet typisk vokset med fem-seks milliarder kroner om året i faste priser.

At der er tale om et strukturelt underskud betyder, at Finansministeriet beregner den offentlige saldo under forudsætning af, at Danmark er i en normal konjunktursituation.

I og med at de ekstra forsvarsudgifter finansieres af øget underskud på den strukturelle saldo, så vil råderummet til andre formål være uændret. Men der er en god grund til, at statsminister Mette Frederiksen (S) advarede om, at der vil blive behov for hårde prioriteringer de kommende år.

Den borgerlig liberale tænketank Cepos har inden udvidelsen af underskudsgrænsen beregnet, at der vil være 28 milliarder kroner i råderummet frem til 2030, men at det vil koste 25 milliarder alene at dække det demografiske træk (altså stigende udgifter til især ældre).

Hvis Cepos' tal viser sig at stemme med regeringens tal, så vil der kun være tre milliarder kroner til ekstra tiltag - udover demografi og forsvar de kommende otte år.

NB-Økonomi har talt med kilder, som vurderer, at Finansministeriets beregning kan ende med et råderum tættere på 33 milliarder kroner. Men selv i det tilfælde, så vil der kun være omkring otte milliarder kroner til tiltag ud over demografiregulering.

Det vil kræve en markant strammere prioritering af de offentlige udgifter - eller nye skatter og afgifter - i perioden frem til 2030.

Det er en del af aftalen, at parterne i 2033 skal diskutere underskudsgrænsen i budgetloven. Forklaringen er, at grænsen med de kendte tal populært sagt skal nærme sig nul frem mod 2040, hvis ikke dansk økonomi skal ende med at blive 'underholdbar' - altså at der på den lange bane vil være et varigt underskud på de offentlige finanser.

Demografi skal dække meget mere end flere børn og ældre

Set i lyset af den seneste økonomiaftale (fra juni 2021) kan kommunerne og regionerne se ind i en fremtid, hvor de godt nok får dækning for det demografiske træk, men at de så til gengæld skal dække ekstra udgifter til andre områder selv.

Ved økonomiaftalen for 2022 fik kommunerne kun omkring 150 millioner kroner ud over demografien, og de penge skulle blandt meget andet dække stigende udgifter på 7-800 millioner kroner til det specialiserede socialområde.

Kommunernes budgetter viste, at det faktisk lykkedes kommunerne at finde så mange penge på andre områder, at de i 2022-budgettet kunne finansiere væksten på det specialiserede socialområde og sikret uændret velfærd til hver ældre.