
KL's næstformand maner til besindighed, efter flere borgmestre oplyser, at borgmestrene er langt fra at finde model for nye service- og anlægsrammer til kommunerne. "Vi er godt på vej. Vi er i den fase, hvor vi bliver enige om opgaven, og hvor borgmestrene kan foreslå værktøjer til at løse opgaven," siger han. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Budgetkrisen: Lang vej til enighed om nye service- og anlægsrammer
Første møderække for at afværge varigt sammenbrud i budgetproces er overstået. Meldinger lyder på stor velvilje, men også truende konflikter der i værste fald kan sprænge KL.
Udgivet: 09/02/2022
Landets borgmestre er ifølge en række kilder kommet godt igennem en række virtuelle "tjek-in"-møder. Det er reelt første fase i det lange forløb, der skal løse den krise, som den faseopdelte budgetproces blev kastet ud i sidste efterår. Men møderne har også understreget, at der er lang vej til en løsning.
"Vi er godt på vej. Vi er i den fase, hvor vi bliver enige om opgaven, og hvor borgmestrene kan foreslå værktøjer til at løse opgaven," siger KL's næstformand Martin Damm (V).
NB-Økonomi har talt med en række borgmestre om møderne, og de tegner et samstemmende billede af, at stort set alle borgmestre er enige om vigtigheden af at bevare hele systemet med fælles økonomiaftaler med regeringen. Systemet er afhængig af den faseopdelte budgetproces, fordi kommunerne her fordeler service- og anlægsrammen imellem sig og sikrer, at kommunerne samlet overholder aftalen med regeringen.
"Alternativet (til aftalesystemet red.) er virkeligt noget møg, og det budskab er gået ind alle steder," siger borgmester Hans Stavnsager (S) fra Faaborg-Midtfyn Kommune.
Skal København forhandle økonomiaftale direkte med regeringen
Der har dog på flere møder været kommuner, som har flirtet med tanken om, at København skulle forhandle sin egen aftale med regeringen, som det var tilfældet, dengang København ikke var medlem af KL. En enkelt kilde vurderer ligefrem, at den opfattelse breder sig.
En række borgmestre har dog advaret om konsekvensen af, at København får en bedre aftale end andre på grund af Socialdemokratiets pressede politiske position i byen. I så fald kan det også få de andre store byer til at gå solo og måske også en række hovedstadskommuner, lyder logikken.
At det ikke bare er teori understreges af følgende udtalelse til NB-Økonomi fra borgmesteren i Hvidovre. Kommunen ligger klods op ad København, og derfor vil den komme under stort pres på især anlægsområdet, hvis København får en bedre aftale med regeringen end den, Hvidovre vil kunne opnå i KL.
"Hvis København går solo, så vil jeg overveje, hvor Hvidovre skal være," siger borgmester Anders Wolf Andresen (SF). Han understreger kraftigt, at han helst ser en samlet løsning, som også kan rumme København.
Udtalelsen understreger, at det kan være svært at undgå en de facto sprængning af KL, hvis det ikke lykkes borgmestrene at finde en løsning, som kan rumme alle 98 kommuner. Mange borgmestre venter derfor spændt på en udmelding fra Københavns nye overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).
Tvivl om enighed om grundlag for udmelding af ramme fra KL
Budgetprocessen har i mange år været designet sådan, at KL efter afslutningen af forhandlingerne med regeringen - typisk midt i juni måned - har udmeldt en såkaldt teknisk serviceramme til alle kommuner.
Populært sagt, bestod rammen af sidste års forbrug på servicerammen korrigeret for PL og tekniske ændringer. Derefter lagde de fleste kommuner selv det procentuelle løft fra økonomiaftalen til. I mange kommuner blev det helt enkelt omtalt som "kommunens serviceramme".
I mange år endte ønsker om merforbrug med at blive opvejet af kommuner, som helt enkelt ikke havde råd til at udfylde "kommunens serviceramme". Men den balance røg i vasken, efter den nye udligningsreform gav kommunerne flere penge, end de måtte bruge. Så fik en del af de fattige kommuner pludseligt ikke bare råd til at bruge deres serviceramme, men også til at udvide den.
Sidste efterår afværgede KL alene et decideret sammenbrud i den faseopdelte budgetproces ved, at alle kommuner i sidste øjeblik under store protester blev pålagt at spare 0,4 procent af deres samlede service- og anlægsramme.
NB-Økonomi har ikke talt med nogen kilder, som tror, at den løsning kan bruges igen. Alle kommuner vil i så fald kunne melde taktisk ind, så de har noget at give af, og derfor vil udgangspunktet og behovet for besparelser blive endnu større.
Modsat er problemet, at borgmestrene end ikke er i nærheden af blive enige om kriterierne for en fremtidig udmelding af de enkelte kommuners serviceramme. Reelt er det meget svært at finde nogen, som realistisk tror på, at det bliver muligt.
Derfor tegner der sig ifølge NB-Økonomis oplysninger en mere pragmatisk løsning.
Model for at fordele vækst ud fra indikatorer
Mange provinsborgmestre krævede under debatten op til udligningsreformen i 2020 bombastisk, at hovedstadskommunerne netto skulle aflevere store summer til provinsen og dermed også direkte skære i deres service og anlægsrammer. Det skabte noget der lignede krig mellem kommunerne, da hovedstadskommunerne krævede udligningen sat ned.
Denne gang har der ifølge flere kilder generelt bredt sig en realisme, som går ud på, at det er urealistisk at bede nogen kommuner direkte skære i deres servicerammer også efter korrektion for PL og tekniske forhold.
Det har skabt et fokus på, om man kan blive enige om nogle indikatorer for fordelingen af det reale løft, som kommunerne normalt får i servicerammen ved de årlige økonomiforhandlinger.
Men det er angiveligt også et sprængfyldt farvand, hvilket illustreres af de meget forskellige resultater, som to forskellige indikatorer vil give.
Hvis man - som mange provinsborgmestre taler for - ser på, om en kommune har en serviceramme over eller under kommunens udgiftsbehov, så vil konsekvensen være, at de fleste provinskommuner vil kunne hæve deres servicerammer dramatisk de kommende mange år, mens mange hovedstadskommuner vil være låst fast.
Hvis man derimod ser på udviklingen i folketal og antal børn og ældre, så vil det i langt højere grad være hovedstadskommunerne, som kan udvide servicerammen, mens især en række kommuner med befolkningstilbagegang skal holde igen.
Christiansborg gør det sværere for kommunerne at finde løsning
Mens det kommunale selvstyre står i, hvad mange betegner som, en af de udfordringer i mange år, så peger flere borgmestre på, at de mange velfærdsløfter fra Christiansborg gør det meget sværere at finde en løsning.
"Når Folketinget hele tiden snakker om vækst i offentlig service, så bliver det meget svært at få kommunalbestyrelsen og borgerne til at acceptere, at vi skal holde igen," siger Mikael Klitgaard (V) fra Brønderslev, og understreger at de fleste borgmestre altså frygter mere at blive upopulære i deres eget byråd end i KL.
Vil den perfekte storm fra sidste år forsvinde?
Flere borgmestre peger også på, at sidste års "næsten sammenbrud" i den faseopdelte budgetproces kom i en perfekt storm bestående af voldsom overfinansiering i udligningsreformen og et kommende kommunalvalg.
Analysen er, at kommunalbestyrelserne måske vil være mindre spenderlystne i år samtidig med, at mange især yderkommuner er blevet overraskede over, hvor hurtigt de bliver ramt af de indbyggede skævheder i udligningsreformen. Derfor - stadig ifølge analysen - så vil det måske være op imod tredive kommuner, som i 2023 budgettet ganske enkelt ikke har råd til at bruge deres serviceramme.
Modsat tæller dog, at udgiftspresset på det specialiserede socialområde fortsætter, og at der stadig vil være tæt på 70 kommuner, som har bugnende kommunekasser. De har derfor finansiering til både at afværge besparelser på det specialiserede socialområde og til at imødekomme borgernes krav om bedre service.
Nye møder i starten af marts og deadline i maj måned
Dramaet om den faseopdelte budgetproces er kun lige gået i gang. Ifølge KL's procesplan - altså processen for at blive enige om den nye budgetproces - så skal borgmestrene i starten af marts samles til fælles fysisk borgmestermøde forud for det kommunale topmøde, hvor emnet formentligt vil indgå i debatten.
Ifølge procesplanen skal KL's bestyrelse i første halvdel af maj melde en ny budgetproces ud til alle kommuner.
Sidst opdateret: 10/02/2022 - 00:13









































