Sådan endte kampen om servicerammen for 2022
Mens ni kommuner har skåret i serviceudgifterne i 2022-budgettet, har flere kommuner budgetteret med en markant udvidelse. Se tallene for alle kommuner her.
Udgivet: 18/01/2022
Den store kamp om servicerammen i efterårets faseopdelte budgetproces endte med nogle klare vindere og tabere. Det viser budgetterne for 2022, som netop er offentliggjort på Danmarks Statistik i dag, tirsdag.
Dermed kan borgerne i nogle kommuner se frem til en pæn forbedring af servicen, mens andre kommuners borgere må forberede sig på et 2022 med besparelser og effektiviseringer.
På baggrund af de nye tal har vi fundet de budgetterede serviceudgifter i hver enkelt kommune for 2021 og 2022 ifølge KL's opgørelse af serviceudgifter.
Efter PL-regulering af 2021-tallene stiger kommunernes samlede serviceudgifter med 3,05 milliarder kroner, svarende til en stigning på 1,12 procent. Udover løftet fra økonomiaftalen på 1,4 milliarder kroner, så skyldes løftet en række tekniske korrektioner samt indarbejdelse af to tilskud i det generelle system.
Dermed holder kommunerne sig lige præcis på den aftalte ramme fra økonomiaftalen på i alt 275,6 milliarder kroner.
Det var med næb og klør og kun ved hjælp af KL's grønthøster, hvor alle kommuner skulle spare 0,4 procent af budgetterne, at kommunerne i sidste øjeblik blev enige om fordelingen af rammerne for 2022 ved efterårets faseopdelte budgetproces.
Kampen endte med, at især kommunerne Stevns, Horsens, Guldborgsund og Høje-Taastrup står for en stor del af løftet, hvor alle fire kommuner har hævet deres serviceudgifter med mere end 2,5 procent.
I den omvendte ende har især Morsø, Langeland, Allerød, Lemvig og Frederiksberg kommuner holdt for. Det skyldes enten manglende finansiering, solidaritet med de andre kommuner eller et mindsket behov. De fem kommuner skærer minimum 0,5 procent af serviceudgifterne, og i Morsø er besparelsen på hele to procent.
Landets største kommune, København, har fulgt den generelle udvikling på landsplan og har en stigning i serviceudgifterne på 1,13 procent.
Den store forskel i fordelingen af serviceudgifterne har slået skår i KLs faseopdelte budgetproces. Hvis man ikke finder en ny model i år, kan slagsmålet om budgetterne for 2023 sætte kommunernes selvstyre under pres.
Kigger man nærmere i kommunernes budgetter kan man se, at Morsø og Lemvig er nogle af de meget få kommuner, der skærer i udgifterne til både ældre og personer med handicap i budgettet for 2022.
Besparelserne viser de meget rå konsekvenser af, hvor stor en andel af kommunerne får af den samlede serviceramme. Budgetgennemgangen af de forskellige serviceområder kan ses i særskilte artikler på NB-Økonomi.
Fakta - Sådan har vi gjort:
For hver kommune har vi udregnet serviceudgifterne i budgettet for 2021 og 2022. Serviceudgifterne er trukket fra statistikkerne BUDK32, BUDK100 og BUDKC i Danmarks Statistik med udgangspunkt i KL's opgørelse over kommunernes serviceudgifter.
For serviceudgifterne i 2021 har vi korrigeret for PL for 2022, som ifølge økonomiaftalen mellem KL og regeringen er 1,9 procent på serviceudgifter. Derefter har vi sammenlignet den PL-korrigerede 2021-udgift i budgettet med den budgetterede udgift for 2022 for hver kommune og udregnet udviklingen i procent.
Opdag NB Økonomis fulde datasæt
Få adgang til omfattende data, regneark, landkort og interaktive kort på NB-Data.

Sidst opdateret: 18/01/2022 - 21:25
Temaer: Kommuneøkonomi, Budgetter, Budgetter
Emner: Budget







































