
Det er ikke længere en selvfølge, at Københavns befolkning fortsætter den eksplosive vækst. I 2020 var der en nettofraflytning på 3.412 borgere, og indvandringen stagnerede mærkbart. - Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Københavns befolkningsvækst i hård opbremsning
En stor nettofraflytning og en begrænset invandring i 2020 har nedjusteret Københavns Kommunes befolkningsprognose mærkbart. Derfor er det ikke længere en selvfølge, at øget bloktilskud og udgiftsrammer i høj grad går til hovedstadskommunen.
Udgivet: 02/03/2021
Københavns Kommune nedjusterer i en ny befolkningsprognose kommunens vækst i folketallet markant. Dermed ser de tider, hvor Københavns Kommune voksede med 10.000 indbyggerere årligt, ser ud til at være talte.
Det seneste år er folketallet vokset med 5.777, hvilket næsten er en halvering af den årlige vækst, kommunen havde i 2017 og 2018. I den seneste befolkningsprognose, som kommunen netop har lavet, er den forventede stigning i 2021 ligeledes på blot 6.586 borgere.
Det har ikke kun betydning for Københavns Kommune, men betyder også, at de resterende kommuner kan få større andel i de øgede udgiftsrammer og det øgede bloktilskud i de kommende år, fordi en mindre andel af væksten går til Københavns Kommune.
Allerede i meddelelsen om tilskud og udligning for 2022, som offentliggøres til sommer, vil både Københavns Kommune og de resterende kommuner opleve effekten af Københavns lavere vækst i folketallet.
Her vil det få effekt på især bloktilskuddet, hvor Københavns Kommune i udligningen for 2021 er blevet overkompenseret, fordi man havde forventet en højere vækst i folketallet, end de 5.777 borgere. Konkret havde man fra Social- og Indenrigsministeriets side forventet en vækst på 8.519 borgere, som Københavns Kommune har fået bloktilskud for. Her er kommunen blevet overkompenseret med 42,4 millioner kroner.
Den samme vækst kan derfor ikke forventes fra 2021 til 2022 fordi befolkningsprognosen bliver nedjusteret, og kommunen må med al sandsynlighed nøjes med en lavere andel af det øgede bloktilskud fra 2021 til 2022, end man er vant til.
Også når kommunerne mødes til borgmestermødet i efteråret, har Københavns Kommune ikke længere samme slagkraftige argument som de plejer at have, for at få en stor del i de øgede service- og anlægslofter.
Stor vækst i ældre koster på bundlinjen
Udover at Københavns Kommunes vækst i statstilskud og udgiftslofter bliver lavere, så tyder befolkningsprognosen på, at udgifterne per indbygger øges i de kommende år. Frem til 2025 forventes antallet af 65+ årige ifølge kommunens befolkningsprognose at stige med 8,2 procent, hvor særligt de 80+ årige trækker stigningen. I samme periode forventes det totale folketal at stige med 4,55 procent.
Det betyder, at de ældre borgere vil udgøre en større del af kommunens indbyggertal, og at den gennemsnitlige udgift per indbygger derfor stiger. Fordi der ikke er fuld dækning på udgiften til de gamle borgere i udligningssystemet betyder det samtidig, at kommunen i mindre grad vil få dækket sine faktiske udgifter gennem udligningssystemet.
Derfor skal Københavns Kommune sandsynligvis i gang med en strammere udgiftsstyring end man har haft hidtil, fordi man både får en lavere vækst i andelen af de øgede kommunale midler, og man samtidig får højere udgifter per indbygger.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36
Temaer: Udligning
Emner: Demografi, Københavns Kommune










































