
SF, Venstre og Radikale vil nu have social- og ældreminister, Astrid Krag (S), til at tage stilling til rimeligheden i at bruge et kunstigt lavt budgettal til at illustrere en vækst i udgifterne på voksenhandicap-området. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Støttepartier kritiske overfor minister-beregninger
En række spørgsmål i Folketinget fra SF, Venstre og De Radikale viser, at flere ordførere er kritiske overfor, at Astrid Krag (S) har brugt et kunstigt lavt budgettal til at illustrere en udgiftsstigning i kommunerne på voksenhandicap-området.
Udgivet: 02/03/2021
Det vækker kritik fra flere partier, at social- og ældreminister, Astrid Krag (S), overfor Folketingets Social- og Indenrigsudvalg kort før vinterferien gav udtryk for, at kommunerne har øget deres forventede forbrug på voksenhandicap-området, når regnskabstallet viser det stik modsatte.
Efter NB-Økonomi i sidste uge kunne vise, at Astrid Krags svar var baseret på et kunstigt lavt budgettal, er der stillet fire spørgsmål til sagen fra tre ordførere, hvoraf to af ordførerne er fra regeringens støttepartier.
"Hvad er ministerens holdning til, at man på voksenhandicapområdet i 2020 har budgetteret med 500 mio. kr. mindre, end hvad regnskabet for 2019 viser forbruget var, og mener ministeren, at det er muligt at skabe forbedringer på handicapområdet med færre midler?" spørger SFs Charlotte Broman Mølbæk, der er partiets kommunal- og handicapordfører.
Kort sagt handler sagen om, at Astrid Krag i et svar til Folketingets Social- og Indenrigsudvalg gav udtryk for, at kommunerne har løftet budgettet på voksenhandicap-området med "ca. én milliard kroner" fra 2019 til 2020. Det, som ministeren ikke nævnte i sit svar var, at budgettet for 2019 blev overskredet med 1,5 milliarder kroner, og at budgettet for 2020 derfor svarer til en nedgang i udgifterne fra 2019 til 2020 på 500 millioner kroner.
Charlotte Broman Mølbæk uddyber da også sit spørgsmål med følgende begrundelse:
"I artiklen »Minister præsenterer handicapbesparelse som øget bevilling på én milliard« fra NB-Økonomi den 23. februar 2021 fremgår det, at det løft, som ministeren beskriver, vil ske i budgettet for voksne med handicap i 2020, ikke er en stigning sammenlignet med det faktiske forbrug og regnskabet for 2019. Ministeren har over flere omgange understreget, at handicapområdet tilføres flere midler, men hvis der i praksis ikke bliver flere penge til rådighed på området, er det for spørgeren svært at forstille sig at kvaliteten løftes."
"Misvisende svar"
Også Venstre spørger kritisk ind til ministerens svar, og partiets social- og handicapordfører, Marie Bjerre, vil have ministeren til at bekræfte, at svaret er misvisende:
"Kan ministeren bekræfte, at kommunernes faktiske budgetterede forbrug på voksenhandicapområdet i 2020 er faldet med 500 mio. kr. sammenholdt med kommunernes regnskab for udgifterne på området i 2019, og vil ministeren i den forbindelse bekræfte, at
ministerens svar på SOU alm. del – spørgsmål 216 dermed er misvisende, da der reelt
ikke er tilført flere penge til området, som ministeren angiver i sit svar?" spørger Marie Bjerre.
Charlotte Broman Mølbæk er også tydeligt skeptisk overfor, at Astrid Krag i sit svar havde valgt at tage afsæt i et kunstigt lavt budgettal:
"Mener ministeren, at det er retvisende at tage afsæt i kommunernes budgettal for 2019 på handicapområdet i sin fremskrivning af et muligt løft på 1 mia. kr. på handicapområdet i det efterfølgende regnskabsår, når regnskabstallene for 2019 viser, at budgettet på det specialiserede socialområde blev overskredet med 1,5 mia. kr.?" spørger hun i et yderligere spørgsmål til ministeren.
Redegørelse for det faktiske forbrug
Radikale Venstres socialordfører, Henrik Vinther Olesen, er ligeledes kritisk overfor ministerens svar, som han ikke mener er fyldestgørende. Derfor vil han have opklaret, hvad kommunernes faktiske forbrug er for 2019 og 2020.
"Vil ministeren i forlængelse af besvarelsen af SOU alm. del – spørgsmål nr. 216 redegøre
for det faktiske forbrug på voksenhandicapområdet i hhv. 2019 og 2020?" spørger Henrik Vinther Olesen.
Her må den radikale socialordfører væbne sig med en smule tålmodighed, fordi kommunernes regnskaber for 2020 først offentliggøres den 22. april.
Ved offentliggørelsen følger NB-Økonomi naturligvis op på sagen, så man kan se, om kommunerne faktisk har øget deres udgifter for voksenhandicap-området med én milliard kroner fra 2019 til 2020, eller om de i stedet har holdt sig til budgettet, og dermed bruger 500 millioner kroner mindre i 2020 end i 2019.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:36









































