Selvom enkelte kommuner skulle opleve en stigning i antallet af forsikrede ledige, der ligger over gennemsnittet, så kan de ikke forvente, at udligningssystemet kompenserer deres udgifter.

Med udligningsreformen fra foråret 2020 afskaffede man beskæftigelsestilskuddet, som havde til formål at sikre, at kommunernes udgifter til forsikrede ledige under ét blev dækket af staten. Samtidig havde man en regional fordeling af pengene, som sikrede, at hver enkel landsdel blev dækket fuldt ud for sine udgifter til forsikrede ledige.

Nu har man i stedet lagt kompensationen af udgifterne til forsikrede ledige ind i det generelle udligningssystem, og derfor er det kun en meget lille andel af stigningen i ledigheden, som den enkelte kommune vil blive kompenseret for.

Hvis eksempelvis en større bykommune har en stigning i ledigheden på to procent, kan det give en ekstraudgift til forsikrede ledig på 100 millioner. De penge skal staten samlet kompensere kommunerne for. Men det betyder ikke, at pengene går til den enkelte kommune.

100 millioner bliver til 650 tusind

Fordi man har lagt kompensationen til de forsikrede ledige ind i udligningssystemet, er der mange faktorer, der ikke relaterer sig til beskæftigelse, som afgør, hvor et statsligt tilskud til øgede beskæftigelsesudgifter i sidste ende lander.

Populært sagt fordeles pengene efter kommunernes alderssammensætning og den sociale belastning. Problemet i forhold til større beskæftigelsesudgifter er, at udviklingen i den regionale ledighed kun fordeler 0,65 procent af de ekstra penge fra staten til kommunernes øgede beskæftigelsesudgifter.

Det kommer af, at det kun er 33 procent af det øgede udgiftsbehov, der fordeles efter socioøkonomiske kriterier, og herefter er det 2 procent af de 33 procent, der fordeles efter kriteriet om regional ledighed. Kriteriet ender altså med at fordele 0,65 procent af udgiften.

Konkret betyder det, at hvis staten lægger 100 millioner kroner ekstra ind i landsudligningen for at dække stigende udgifter til forsikrede ledige, er det kun 650 tusind, som fordeles efter regional ledighed.

Dermed kan den enkelte kommune ende med at stå med et stort tab på beskæftigelsesområdet, hvis man har en stigning i den lokale ledighed, der ligger over landsgennemsnittet.

Der ligger dog en nødklausul i udligningssystemet som sikrer, at hvis en kommune har en stigning i ledigheden, så man ligger over 3 procentpoint over den gennemsnitlige ledighed i landsdelen, så får kommunen en særlig kompensation.